Arbejdsmarkedskommission i modvind

Skrevet af Thomas Edvardsen, - 6. maj 2009 - 14:080 kommentarer
Et kontroversielt forslag fra Arbejdsmarkedskommissionen går ud på at give mere SU til studerende, der kommer hurtigt igennem systemet. Forslaget er i går og i dag blevet skudt ned fra politisk hold af såvel K som S og SF. Heller ikke blandt de studerende møder forslaget støtte, og faktisk er problemet slet ikke så stort på CBS.

Hurtig gennemførelse som hurtig besparelse
Arbejdsmarkedskommissionen har foreslået, at man giver højere SU til de studerende. De skal til gengæld blive færdige på normeret tid og blive gode skatteborgere i en fart. Forslaget har allerede mødt omfattende modstand blandt både politiske partier og studerende.

Uddannelsesområdet er ellers ifølge Arbejdsmarkedskommissionen netop et af de steder, hvor det virkeligt batter at lave ændringer. Forslaget sigter generelt mod, at spare penge på uddannelsesområdet og skabe flere hænder hurtigt til et arbejdsmarked der hungrer efter flere færdiguddannede.
 
- Der er tre steder, hvor det virkelig batter noget at lave ændringer. Det er på efterløn, dagpenge og uddannelse. Her er der milliarder at hente, sagde Jørgen Søndergaard, formand for Arbejdsmarkedskommissionen og direktør for SFI – Det nationale Forskningscenter for Velfærd, til Berlingske Tidende i går.
 
De studerende tror ikke på ideen
Det er dog langt fra alle der mener forslaget vil virke efter hensigten. Danske Studerendes Fællesråd (DSF) er for eksempel af den opfattelse, at forslaget både ville medføre, at færre unge vælger at tage en uddannelse, og at der ville være langt større frafald. Det skyldes, at de studerende, der allerede har brugt ekstra tid, mister økonomiske incitament til at gennemføre uddannelsen, mens undersøgelser viser, at studerende, der har taget en pause, i sidste ende kommer bedre igennem studierne. Hos DSF støtter man derfor på ingen måde forslaget.
 
- Arbejdsmarkedskommissionens tanker er et skrivebordsforslag udtænkt af folk, der savner viden om den faktiske virkelighed på landets uddannelsesinstitutioner, siger Laura Toftegaard Pedersen, næstformand og levevilkårsordfører i DSF, der alternativt foreslår, at der fokuseres på kvaliteten af selve undervisningen i uddannelserne.
 
Hos CBS Students møder forslaget heller ikke udelt begejstring.
 
- Vi har intet imod, at man hjælper de stærke studerende på vej, men vi mener ikke, at det skal ske på bekostning af andre studerende eller fleksibiliteten i systemet. Derfor kan vi ikke støtte forslaget, siger CBS Students’ formand, Jenskumar Sivagurunathan.
 
Kompetencegivende studiejobs er vigtige
Når det handler om at få flere i arbejde hurtigt, bliver studiearbejde en stor faktor, fordi arbejdet kan medføre, at de studerende ender med at blive forsinkede. Derfor er det også et af de områder, som Arbejdsmarkedskommissionens forslag vil komme til livs. Hos DI (Dansk Industri) der repræsenterer nogle af aftagerne af studerende, er man reserverede omkring forslaget, primært fordi der ikke foreligger noget konkret endnu, og så er man decideret interesserede i, at studerende arbejder ved siden af studiet:
 
- Vi synes det er en rigtig god ide, at man kan kigge på SU som et middel til at få hurtigere gennemløb i uddannelserne – det er også muligt at have et studiejob inden for normeret studietid. Der er dog også allerede en del initiativer, der sigter mod hurtigere gennemførsel, siger forskningspolitisk chef Charlotte Rønhof.
 
Arbejdet ved siden af studiet ligger også CBS på sinde. For nyligt gav prodekan for uddannelse Sven Bislev udtryk for, at ”et studie er ikke en pølsemaskine, men et personligt udviklingsprojekt”, og ”studiemæssige omveje i form af deltidsarbejde kan også være et fremragende led i den faglige udvikling” til cbsobserver.dk.

Faktisk går det slet ikke dårligt med gennemløbet på CBS. Arbejdsmarkedskommissionen nævner forsinkelser på op til fire år, men på CBS ligger gennemsnittet kun på et års forsinkelse i gennemsnit. Desuden synes man på CBS, at et snævert fokus på gennemførelsestid er uheldigt.

Relaterede artikler: 

Tilføj kommentar