Arrangement med CNN’s Richard Quest blev underholdende affære

Skrevet af Anders Dalhoff, foto: Jørn Albertus - 26. september 2011 - 13:320 kommentarer
En superengageret Richard Quest i nærkontakt med publikum.

Quest Means Business. Det blev i høj grad understreget under torsdagens paneldebat på CBS, som havde fokus på, hvordan man skaber bæredygtige virksomheder.

Som internationalt anerkendt reporter og studievært og med debatprogrammet ”Quest means Business” på CNN, var Richard Quest det helt store trækplaster ved torsdagens debat i SPs01, også selvom panelet talte repræsentanter for store danske virksomheder som Mærsk, Vestas og Velux, samt ikke mindst to professorer fra CBS.

Det var hensigten, at Richard Quest skulle bidrage med kant til debatten som moderator. Dette blev understreget af agerende rektor Alan Irwin, der i sin indledning påpegede, at man ved en oprettelse af en Business in Society platform på CBS håber på at skabe flere events som dette i fremtiden med lige så mange deltagende studerende.

Underholdende debat

Det var i forvejen annonceret, at debatten skulle omhandle spørgsmålet om virksomheder er så grønne, som de selv synes. Dette blev også omdrejningspunktet i en paneldebat, hvor deltagerne blev udsat for Quests meget direkte facon og afbrudt med kontante spørgsmål, hvis de ikke var klare i mælet - i øvrigt til salens store moro.

Der kom mange spørgsmål fra salen, som var fyldt til bristepunktet især af studerende. Også her var Quest kontant, hvis spørgsmålene var for lange og kluntede, eller hvis de mere havde form at kommentarer.

Debatten var særdeles underholdende, men der var måske ikke den helt store tyngde i svarene fra panelet, hvor alle var enige om, at der skal gøres mere for en bæredygtig fremtid, men uenige om hvordan det skal gøres, og hvem der skal bære hovedansvaret.

Stor beundrer af den danske måde at gøre tingene på
Selvom der blev gået hårdt til de danske erhvervsfolk og professorer, så er Richard Quest faktisk en stor beundrer af Danmark og ikke mindst København, som han har beskrevet i flere udsendelser.

Quests fascination er næppe blevet mindre af det store fremmøde af engagerede studerende til debatten til debatten, og kan forhåbentlig være med skabe endnu mere opmærksomhed omkring, hvad netop CBS og danske virksomheder gør og skal gøre for skabe en bæredygtighed fremtid.

Panelet bestod af
Søren Stig Nielsen, senior direktor og ansvarlig for bæredygtighed hos Maersk Line
Klaus Rønde, Sustainability reporting manager, Vestas.
Professor Peter Møllgaard, CBS
Michael K. Rasmussen, Branding- og Marketingsdirektør og medlem af VELUX  Management Group.
Professor Mette Morsing, CBS.

 

Tilføj kommentar