Det kan godt være, at kurserne gik op og ned, men stemningen bare steg og steg i FinanceLab's børsbar - formand Frederik Ploug Søgaard vifter med moneterne.

Billig øl til årvågne spekulanter

Skrevet af Iben Pedersen Sonne, foto: Jørn Albertus - 6. februar 2012 - 11:461 kommentar

Arrangørerne tog de høje hatte på og åbnede for salg af øl, vin og drinks til priser, der steg og faldt, alt afhængigt af efterspørgslen fra gæsterne. FinanceLab lavede børsbar i FUHU Lounge.

Stemningen steg, og markedskurven dansede
På FinanceLab’s månedlige møder har arrangørerne et mål om hver gang at prøve at overgå sig selv med noget nyt, anderledes og inspirerende. Da det seneste møde, som også var årets første og fandt sted i FUHU Lounge i Porcelænshaven i torsdags, var tæt på sin slutning, meddelte arrangørerne, at aftenen ville fortsætte med et nyt koncept – en børsbar. Her ville de våde varer blive solgt til priser, der steg og fladt alt efter udbud og efterspørgsel.

For at illustrere matematikken bag systemet havde programmør Christian Kolding udviklet et program, der på en storskærm bag den opstillede bar illustrerede de svingende markedskurver. Indledningsvist var gruppens interesse fokuseret på skærmens farverige kurver, men hurtigt tog tørsten over, og de til lejligheden fremstillede matadorpenge kom i spil

Så kom der gang i aftenen. Øl-priserne svingede imellem 6 og 47 $, og de finansspekulerende studerende dannede hurtigt små grupper med managers og investorer. Drengene fra FinanceLab fik travlt bag baren, men så kun den lidt kaotiske opstart som en god ting – et eksempel på hvordan organisationen virkelig fungerer som et laboratorium for finanser.

- Børsbar er et koncept, der skal udvikles og udvides, og kun ved at prøve det af som i aften kan vi lære hvordan. FinanceLab ønsker at udvikle Børsbar og få det til at ligne det virkelige børsmarked så meget som muligt og forhåbentlig skabe unikke events både på CBS, andre universiteter og firmafester, udtaler Frederik Ploug Søgaard, der er formand for FinanceLab

Økonomiske børsspekulanter tømte baren
Mødedeltagerne, der udgjorde aftenens marked, var glade for konceptet. Flere havde tidligere hørt om ideen fra barer i udlandet, men aldrig selv prøvet kræfter med på denne måde at spekulere sig til en brandert. Efter første runde var blevet serveret slog folk sig ned med deres forskellige udbytte og snakken faldt hurtigt på, hvordan systemet kaste den største promille af sig for den mindste udgift.

I ’baren’s forskellige grupperinger lød der mange forskellige strategier. En gruppe udvekslingsstuderende tættest på baren fulgte målrettet med i kurverne og skabte røre i hele mængden, da de købte stort ind af billige bajere. Dette fik arrangørerne til at løbe efter reserve-øl, og priser steg med 600 procent.
En anden gruppe IB-studerende, der tidligere havde deltaget i FinanceLab Members Meetings, udnævnte sig selv til garvede rotter og slog sig overlegent ned med ryggen til baren. Her diskuterede de cost-benefit, og strategien lød, at multi-colour-drinks blandet på øjemål trods alt måtte være en bedre handel, selv om de stod i lidt højere kurs en Carlsberg.

En filosofisk vinkel på økonomi
Det var dog ikke hele aftenen på Porcelænshaven, der gik op i høje hatte og økonomiske sjusser. Mødet blev sparket i gang med RedBull til de trætte studerende og bød på en energisk præsentation af selve FinanceLab og en gennemgang af FinanceLab Magazine # 6.

Dernæst havde FinanceLab inviteret Ole Bjerg, lektor ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi, til at lave en præsentation om hans filosofiske forståelse af ’Occupy Wall Street’ som et eksempel på den nye klassekamp – en præsentation som tog en anderledes filosoferende og observerende vinkel på finanskrisen og finanshistorie. De fremmødte lyttede aktivt til Ole Bjergs synspunkter og fortællinger, som holdt humoristiske og tilgængelige ved hans ihærdige brug af lydeffekter og metaforer – som for eksempel religion, kvantefysik, astronomi og game theory.

Selv om der var dem, der mente, at tre kvarter var lige lovligt længe at høre efter, så var mange – især de mange fremmødte udvekslingsstuderende, ivrige med spørgsmål og ideer, da der efter præsentationen blev åbnet for debat og diskussion. For at folk ikke skulle gå til børsbaren på tom mave, blev der også budt på sushi.

FinanceLab eksperimenterer med finanserne
Frederik Ploug Søgaard, FinanceLab formand og idémanden bag børsbar, understreger, at FinanceLab generelt forsøger at tage funktion som leddet mellem teori og praksis og være et forum for diskussion og praktiske eksperimenter med de økonomiske og finansielle teorier. Det gælder også ideer, som de studerende går og tumler med, hvilket også var præcist hvad de gjorde med Børsbar konceptet i torsdags – denne dog en idé som Frederik selv havde leget med et stykke tid.

Har du selv ideer, du gerne vil prøve af, eller spørgsmål at diskutere? Eller vil du bare gerne opleve at deltage i et af FinanceLabs arrangementer og networke med ligesindede? Så kan du læse meget mere om organisationen og deres kommende arrangementer, så som ’Investment Banking Study Trip’, ’Investment Camp’, ’Nordic Trading Compettion’ og Members Meetings på deres hjemmeside eller slutte dig til deres Facebook-gruppe.
 

Kommentarer

I slutningen af 2011 åbnede der en bar med netop dette koncept, den ligger på Højbro Plads og hedder Børs Bar.. Det er et virkelig sjovt og anderledes koncept og jeg kan anbefale at tjekke stedet ud, hvis man synes det her lyder sjovt.

Tilføj kommentar