Fra sidste års Challenge hos PwC.

Bliv udfordret som case-konsulent af PwC

Skrevet af Jørn Albertus, - 2. februar 2011 - 13:270 kommentarer

For fjerde år i træk afholder revisions- og konsulenthuset, PwC, case-konkurrencen Challenge for kandidatstuderende fra landets universiteter den 7. april. Tilmeldingsfristen er 14. marts, hvis du ønsker at få mulighed for at deltage.

Challenge adskiller sig fra traditionelle case-konkurrencer ved at være mere realistisk og detaljeret i sin udførelse.

- Hele case-konkurrencen foregår på en måde, så den på bedste vis ligner den arbejdshverdag, man kan forvente sig som konsulent hos PwC. Arbejdet med casen forløber over en hel dag og foregår i teams, der er blandet på tværs af faglighed. Som i virkelighedens verden skal opgaven løses uden et komplet informationsbillede, og der fra skal gruppen selv stå for initiativet over for at skulle indsamle den rigtige information til at løse casen, fortæller HC Consultant, Martin Skyum Funch.

Og det er måske netop her at Challenge 2011 adskiller sig fra traditionelle case-konkurrencer:

Case om virksomhedsopkøb med adgang til PwC’s eksperter
- Der har i de forløbne år været en utrolig positiv respons fra de deltagende studerende, der alle føler at de er gået her fra med en bedre idé om, hvad det vil sige at arbejde som konsulent hos os, og som alle mener at de har deltaget i en case-konkurrence, der skiller sig ud fra de andre. Grundlæggende skal de agere rådgivende part i et virksomhedsopkøb, og får undervejs mulighed for at interviewe CEO og CFO fra købsvirksomheden, fordybe sig i årsregnskaber, hjemmesider, avistillæg og anden information, der bidrager til at kaste lys over casen. Sidst men ikke mindst har de studerende adgang til en række af PwC's topeksperter, der sidder klar til at hjælpe rundt omkring i huset, tilføjer Martin som ikke vil løfte sløret for alt, hvad der skal ske i år. Han lover dog, at det bliver en usædvanlig case med et meget højt niveau.

PwC’s motiv er rekruttering
Bag case-konkurrencen ligger en ambition hos PwC om at finde relevante kandidater til senere ansættelse, men virksomheden får et helt anderledes og mere kvalitativt bedømmelsesgrundlag af de studerende, end man gør ved en ansættelsessamtale. Netop fordi man nu ved, hvordan de er i stand til at organisere arbejdet, lede og fordele ansvar i en gruppe samt holde tungen lige i munden, når der pludselig sker noget uventet.

I dialog med studerende
- Challenge er efterhånden blevet et af vores bedste rekrutteringsinstrumenter, fordi vi kommer i dialog med så mange studerende, og selve afholdelsen giver et anderledes kvalitativt bedømmelsesgrundlag af personligheden bag den enkelte studerende, slutter Martin Skyum Funch.

Tid, sted og betingelser
Challenge 2011 finder sted 7. april 2011. Ansøgningsfristen er d. 14. marts 2011. Du skal være overbygningsstuderende for at deltage og der er kun et begrænset antal pladser. Du kan få mere at vide om Challenge 2011 på www.pwc.dk/pwchallenge.

Tradtionen tro bliver årets vindergruppe udpeget ved en efterfølgende reception, hvor deltagerne kan nyde en gourmetmiddag og netværke i uformelle omgivelser et sted i København.

Sidste år kom vinderne fra Københavns Universitet, Copenhagen Business School og Aarhus School of Business - præmien var valgfri adgang til et af PwCs kompetencegivende kurser.

Tilføj kommentar