Casen gøres sværere af, at det er som i virkelighedens verden, hvor ikke alle informationer er til rådighed og ikke alt er til at gennemskue. Billede fra sidste års case.

Case-konkurrencen PwChallenge søger deltagere

Skrevet af Jørn Albertus, - 11. februar 2009 - 16:100 kommentarer
Overbygningsstuderende på videregående uddannelser har mulighed for at deltage i en case-konkurrence, der af tidligere deltagere er beskrevet som mere realistisk end andre case-konkurrencer.

- Man kan kalde det for en slags flysimulator til en karriere som konsulent i vores hus, siger HC Consultant, Lotte Wegge Andersen, fra revisions- og konsulenthuset PricewaterhouseCoopers.

Krævende case med ufærdigt informationsbillede

I PwChallenge skal de studerende løse en krævende case, der strækker sig over en hel dag. Casen løses på tværfaglige hold. Deltagerne bliver konfronteret med et ufærdigt informationsbillede fra begyndelsen. Det er op til grupperne selv at stykke de rette informationer sammen for at kunne løse opgaven - akkurat som i virkelighedens verden, hvor man jo ikke får et ringbind udleveret med alle de informationer, der har relevans for det problem, man skal løse.

Caseløsning skulle justeres undervejs

- Sidste år fik vi en god feedback fra deltagerne, der var enige om, at PwChallenge var mere real-life end andre case-konkurrencer, de havde deltaget i. I casen var deltagerne rådgivende part i et virksomhedsopkøb og kunne aftale interviews med CEO og CFO for købsvirksomheden, finde informationer og årsregnskaber på virksomhedens hjemmeside, læse et tillæg til Børsen og tage PwC's egne eksperter med på råd, når der var behov. Dertil kom at de undervejs fik tilsendt e-mails, der var vigtige for casens løsning - noget der selvfølgelig kræver, at man justerer retningen i sin caseløsning, fortæller Lotte Wegge Andersen.

Case-konkurrencen bruges i rekruttering

Bag case-konkurrencen ligger PwC's ambition om at finde relevante kandidater til senere ansættelse. I PwChallenge får virksomheden et anderledes og mere kvalitativt bedømmelsesgrundlag af de studerende, end man gør ved en ansættelsessamtale, fordi får viden om, hvordan de er i stand til at organisere, lede og fordele arbejdet og ansvaret i gruppen og ikke mindst, hvordan de håndterer, at der sker noget uventet.

Handelshøjskolerne vandt sidste år

Da konkurrencen blev afholdt for første gang i 2008, blev den vundet af et hold af studerende fra landets to Handelshøjskoler. Præmien var en donation på 10.000 kroner, der blev doneret til Care Danmark.

Læs mere og tilmeld dig

Case-konkurrencen finder sted den 17. april, og er du overbygningsstuderende, kan du tilmelde dig her.
 

Tilføj kommentar