I alt fem CBS-studerende deltog i finalen for Venture Cup’s idé-konkurrence i kategorien ’Life Science & Medtech’ i Forskerparken ’Welfare Tech’ i Odense tirsdag den 2. februar. Her løb to medicinstuderende med Venture Cup pokalen på 25.000 kroner, mens årets Publikumspris gik til studerende fra DTU og KU. Nok var der ikke nogen CBS’ere på vinderholdet, men det var der i tre af finalistholdene.
Stor repræsentation af studerende fra BioBusiness & Innovation Program
En komponent der beskytter mod UV-stråler var vinderprojektet i Venture Cup’s årlige Idé-konkurrence inden for kategorien ‘Life Science and Medtech’. Idéen blev fremlagt af gruppen ‘Bucky’O’Zun’, bestående af to 19-årige piger, der læser medicin på Århus Universitet. Gruppen ‘Wimed’ vandt publikumsprisen med et nyt trådløst diagnosticeringsværktøj, opfundet med det formål, at fysikere slipper for arbejdsrelateret hovedpine i deres arbejde med forældede teknologiske apparater.
Blandt de skuffede deltagere af finalisthold inden for kategorien, der ikke vandt, var der tre med CBS-studerende – alle fra BioBusiness & Innovation Program (BBIP). BBIP er et tværfagligt tilbud til elitestuderende fra DTU Systembiologi, KU Life og CBS, og programmets studerende deltager automatisk i Venture Cups årlige Idé-konkurrence.
I år var fire af BBIP’s i alt syv grupper kommet helt frem til konkurrencens finale. Der er i alt fem kategorier i konkurrencen: ‘Applied Technology’, ‘Cleantech’, ‘Life Science & Medtech’, ‘Services’ og ‘Software’. I kategorien ‘Life Science and Medtech’ eksperimenteres der i krydsfeltet mellem bioteknologi og medicin for at skabe fremtidens medicin og analysemetoder – og det var især inden for den kategori, BBIP-programmets studerende stod særligt stærkt.
Lovende protein-projekt fra hold med CBS-studerende
Der var BBIP-studerende fra CBS repræsenteret i tre af de i alt otte grupper, der var nået frem til årets ‘Life Science and Medtech’ Venture Cup finale. De tre projekter kaldte sig henholdsvis ‘Zyntaz’, ‘Leconostoc Carnosum 40101’ og ‘Phospho-tag protein purification’.
‘Zyntaz’ gruppen havde arbejdet med udvikling af antibiotika mod multiresistente bakterier. Gruppen består blandt andet af cand.merc. studerende Theis Malmborg, der i sommers vandt en international konkurrence om it-ledelse i Las Vegas sammen med to andre CBS-studerende. Derudover består gruppen af Henriette Kirkegaard, der læser M.Sc. i Economics, Innovation and Business Development på CBS, samt Christian Schroder Kaas og Sara Holm Christiansen, der begge læser på DTU.
I projektet ‘Leconostoc Carnosum 40101’ forsøgte to CBS-studerende, Lujia Wang og Krestian Krogsgaard, sammen med to DTU-studerende at finde nye metoder til markering af cancertumorer.
Den tredje gruppe ‘Phospho-tag protein purification’ fremlagde en forretningsplan til oprensning af rekombinante proteiner ud fra phospho-tags – ifølge Venture Cups’ hjemmeside et af de mest lovende projekter med deltagelse fra CBS. Denne gruppe bestod af stud.merc. Daniel Janitzek, Jakob Skjold-Jørgensen fra KU og Camilla Holzmann Rasmussen fra DTU.
Også et BBIP-hold blandt ’Cleantech’ kategoriens finalister
Ud over de tre grupper i kategorien ‘Life Science and Medtech’, deltog gruppen ‘Novozymes Intrapreneurship’ i Venture Cup finalen inden for kategorien “Cleantech’, der blev afholdt den 25. januar. I denne gruppe kunne man blandt andre tælle CBS-studerende Christian Nielsen, der på BioBusiness and Innovation Programmets hjemmeside gav udtryk for, at det nye bio-innovative program havde udstyret ham med værdifulde værktøjer og viden. De vandt dog heller ikke.
BioBusiness and Innovation Program (BBIP)
BBIP er et 7.5 ECTS valgfag, der kører gennem efterårssemesteret til og med slutningen af februar. I løbet af det tre måneder lange kursusforløb tilegner de studerende sig færdigheder inden for entrepreneurship, innovation og forretningsforståelse.
Programmet er oprindeligt et samarbejde mellem DTU og CBS, men fra efteråret 2010 kunne biotekstuderende fra KU også deltage i forløbet. På kurset bliver deltagerne inddelt i hold på tværs af universiteterne, hvilket giver deltagerne erfaringer indenfor spændet mellem forretning og forskning.
For CBS-studerende bygger kurset videre på første års studier i cand.merc.-linjerne: FIR, FSM, AEF, IMM, IBS og MIB. Man kan roligt vælge kurset uden forudgående kendskab til BioBusiness og innovation, men programmet henvender sig overvejende til studerende, der gerne vil opnå kendskab til videnskabeligt baseret entrepreneurship og innovation samt management indenfor den bioteknologiske industri.
BBIP er det første samarbejde på kandidatniveau mellem CBS, DTU og det Bio-videnskabelige Fakultet LIFE på Københavns Universitet – og dermed en pionærindsats i forhold til at bygge bro mellem erhvervs- og bioteknologiske kundskaber.
Læs mere om kurset og tilmelding på www.BBIP.dk
Tilføj kommentar