CBS Case Competition 2012 ruller programmet ud

Skrevet af Naima Yasin Abdi, foto: Esben Zøllner Olesen - 21. februar 2012 - 13:410 kommentarer
De 32 frivillige studerende, der udgør CBS Case Competition 2012 Organizing Committee

32 CBS-studerende har gjort forarbejdet, og nu er CBS Case Competition 2012 ved at være klar til at gå i luften. Årets case-virksomhed bliver afsløret den 29. februar i uge 9, hvor selve konkurrencen løber af stabelen.

I år hæves event-niveauet til ekstraordinære højder
Plakaterne er oppe, alt er tilrettelagt, og om en lille uge ankommer 11 hold bachelorstuderende fra 11 udvalgte business schools verden over til København. Som optakt arrangerede de frivillige studerende bag CBS Case Competition 2012 (CBS CC) et promoveringsevent onsdag den 15. februar, hvor de bød Solbjergs Plads på kaffe og morgenbrød og præsenterede årets program. Den tilbagevendende uge 9 har med årene vokset sig til en af årets største begivenheder på CBS, og i år er ingen undtagelse.

En uge efter første optakt, på onsdag den 22. februar klokken 16, vil The Boston Consulting Group præsentere eventet ’How to create the winning solution'. BCG-konsulenternes oplæg henvender sig i særdeleshed til dem, der ønsker at deltage i 'Beat the Elite' konkurrencen og løse samme case som de internationale hold, der er med i CBS Case Competition. Det sker det lille auditorium i lokale SPs05.

Torsdag den 23. februar klokken 16 vil det så være muligt at overvære og bidrage til paneldebatten 'The Next 11', hvor de næste 11 vækstlande, identificeret af Goldman Sachs, vil blive debatteret. Blandt deltagerne i panelet vil man da finde  Jan Werner, CEO & Partner i konsulentvirksomhedenWunderman og Erik Holst Jørgensen, CEO for Deloitte. Det sker i det store BG Fonden-auditorium SPs01.

Selve konkurrence-ugen proppet med aktiviteter
Det bliver i år en CBS CC-uge, som man aldrig har set det før. Selve uge 9 starter (igen) med kaffe og morgenbrød på Solbjerg Plads’ studenterstrøg om mandagen den 27. februar. Mandagen fortsætter med to partner-events – en præsentation af Carlsbergs sponsorering af UEFA EURO 2012 i auditorium SP202 klokken 15, og konsulenter fra Deloitte huset præsenterer så klokken 17.30 ’How to present you winning solution’ som optakt til ’Beat the Elite’ konkurrencen.

Tirsdag den 28. februar starter med et Deloitte ’Cross-fit Challenge’ uden for Solbjerg Plads efter fulgt af morgenmad, som man skal skrive sig op til på Facebook, og Deloitte står også for en præsentation af, hvordan deres konsulenter arbejder med iværksættere – det er i auditorium SP202 klokken 15.

Onsdag den 29. februar – samme dag som CBS CC-case virksomheden afsløres – vil Anders Breinholt fra tv-programmet Natholdet på TV2 være vært ved talkshowet ’Den forbudte Passion’ om tobaksindustrien. Det er klokken 15 i SPs01. Og dagen efter, torsdag den 1. marts, vil man blandt andet kunne opleve Bjarne Riis, Lars Seier Christensen, CEO og Co-Founder af Saxo Bank, og Trey Greenwood, CEO i team Saxo Bank, fortælle om Saxo Banks engagement i cykelsporten.

Fredag den 2. marts er selvfølgelig den store CBS Case Competition finale – klokken 14 i BG Fonden auditorium SPs01. Her vil de tre finalehold præsentere deres løsninger for et dommerpanel bestående af toppen af dansk erhvervsliv ved en finale præget af ’live acts’ og overraskelser, hvor vinderen til sidst vil blive kåret. Finalen er åben for alle, men som alle andre år er det en god idé at møde op i god tid, da der er rift om pladserne.

Programmet for uge 9 kan findes på Facebook, og ud over Deloitte’s ’Cross-fit Challenge’ byder det også på andre events, som man skal skrive sig op for at deltage i, og konkurrencer, der vil kunne udløse to billetter til årets Tour de France.

Store forventninger fra partnernes side
Lars Seier Christesen, CEO for Saxo Bank, forventer endnu en gang at opleve de studerende tænke nyt og fremadrettet:

- Jeg er der ikke kun for at finde en vinder, men også for at høre på, hvordan studerende fra hele verden vil løse morgendagens udfordringer. Det er interessant at se, hvordan både samarbejdsformer, præsentationer og løsningsforslag varierer betragtelig fra region til region, hvilket understreger værdien af at sammensætte en diversificeret og international arbejdsstyrke i en moderne virksomhed, påpeger Lars Seier Christensen.

Oscar Mosgaard, Partner og administrerende direktør i FIH Partners er en anden af de mange involverede i CBS CC, der glæder sig. Han har igen i år valgt at være dommer i case-konkurrencen, fordi han finder det spændende:

- Der er så mange der taler om talent, viden, global udvikling osv. I gør jo noget ved det og det vil jeg gerne bakke op omkring, er hans budskab til konkurrencens Organizing Committee, de frivillige studerende bag CBS CC.

En 100 procent studenterdreven konkurrence
Noget af det særlige ved CBS Case Competition er nemlig, at den er 100 procent studenterdrevet. Hvert år udskiftes hele organisationen, og en ny gruppe studerende går i gang med at stable en konkurrence på benene. Hele budgettet for konkurrencen dækkes af sponsorer og fonde.

Nogle kunne måske fristes til at tænke; hvad driver de frivillige til at arbejde et lille års tid for dette her? Til det svarer Søren Emil Pedersen, Business Relations, CBS Case Competition:

- Der er TO grundlæggende ting, der har fået mig til at engagere mig i CBS Case Competition. For det første autonomiteten i arbejdet med muligheden for at præge og påvirke en verdens førende Case Competition og CBS stærkeste organisation. For det andet den personlige udvikling. Jeg har gennem de sidste OTTE måneder udviklet mig mere fagligt og personligt, end jeg har på hele min bachelor, og jeg føler mig nu klart bedre forberedt på erhvervslivets udfordringer. Det har været en fantastisk rejse, og jeg ser virkelig frem til kulminationen af vores fælles arbejdsindsats i hele uge 9.

Vil du vide mere, kan du gå ind på CBS CC’s facebook side, hvor alle de fantastiske events er opslået.
 

Tilføj kommentar