CBS har skiftet internetportal – for dig betyder det…

Skrevet af Sebastian Damm, foto: dreamstime.com - 3. juli 2012 - 12:340 kommentarer

Med skiftet fra CBS WLAN til internetportalen Eduroam er CBS kommet i følgeskab med en lang række danske og internationale universiteter.

Hvad erEduroam - og hvilken forskel gør skiftet?
Den er god nok, CBS har skiftet internetportal. Siden onsdag den 27. juni har man ikke længere kunnet logge på internettet på CBS via CBS WLAN. I stedet skal man anvende Eduroam, der er en populær internetportal for universiteter over hele verden.

Der er mange fordele ved skiftet til Eduroam. For det første kan man anvende sit CBS-logon på alle andre universiteter, der anvender Eduroam. Dette betyder, at man vil kunne få adgang til ikke bare internettet, men også journaldatabaser på CBS og lignende, når man logger på internettet fra et andet universitet. Det vil gøre det nemmere for CBS-studerende at studere ’ude’, hvad enten det er på udveksling eller på et andet universitet i Danmark.

For det andet har Eduroam ry for at være en stabil og hurtigt internetportal, og risikoen for langsomt eller ikke fungerende internet burde ifølge CBS' IT-afdeling blive minimeret.

Hvordan kommer man så på Eduroam?
For at få adgang til Eduroam skal man oprette et logon første gang, man logger på. Dog er proceduren for dette forskellig, afhængig af, om man logger på med pc, Mac eller en smartphone.

Især Windows-brugere skal være opmærksomme på, at man skal downloade en installer. Den komplette guide til alle former for styresystemer med videre findes på http://wifi.cbs.dk/. Har man stadigvæk knas med at få Eduroam til at virke, sidder CBS' IT-support klar ved informationen på Solbjerg plads til at hjælpe én.

Har man inden dette skift haft et Eduroam-logon, kan man stadigvæk anvende dette. Er man ny bruger, skal man oprette et logon. For studerende, er dette logon éns student-id – for eksempel: pean12ab@student.cbs.dk. For medarbejdere er det ligeledes éns medarbejder-id –eksempelvis ab.department@cbs.dk, der giver adgang.

CBS har forberedt skiftet til Eduroam gennem en længere periode, og forhåbningen er, at Eduroam vil køre fuldstændigt gnidningsløst på CBS, når de tusindvis af nye studerende ankommer efter sommerferien.

Tilføj kommentar