CBS og ITU tog Venture Cup pokalen

Skrevet af Thomas Edvardsen - 9. juni 2009 - 16:370 kommentarer
Multiaerobics-holdet vandt Venture Cup 2009.

En ITU-studerendes ide blev krydret med blandt andet en CBS-studerendes forretningsplan, og en vinder blev skabt. Multiaerobics, der er en virtuel platform for fysioterapeutisk genoptræning, vandt Venture Cup 2009.

Holdet bag Multiaerobics sejrede den 4. juni over for et kritisk dommerpanel, der især belønnede innovationen, produktionssystemet og markedspotentialet. Holdet sejrede foran over 250 interesserede erhvervsfolk, investorer og iværksættere og går 250.000 kr. rigere en fremtid i møde, hvor de kan få mulighed for at realisere ideen.

Hård konkurrence om pokalen

Dommerne havde svært ved at bestemme sig, fordi niveauet var højt og konkurrencen mellem ideerne var meget tæt. Idérigdommen og det høje ambitionsniveau var også noget af det, dommerne lagde vægt på, og det var derfor også en meget glad vinder:

- Potentialet i de andre ideer var så godt, at vi er meget glade for at vinde førstepræmien, fortæller José Cerdan fra ITU

Det vindende hold bestod af idémanden José Cerdan fra ITU og yderligere fire studerende. Det handler om Ian Jorgensen, Billal Ali, Jakub Otoki, og Ana Boyadjieva, hvoraf de tre sidstnævnte er CBS-studerende. Tilsammen bidrog de hver i sær med hver deres bid af de kompetencer, der skulle til for at gøre projektet til en succes, mener José Cervan.

Holdmedlemmer fundet på CBS

Specielt fremhæver José Cerdan de gode netværksmuligheder på CBS, hvor han tog faget ”Venturing into Software Business” og havde mulighed for at benytte nogle af de mange organisationer der er tilknyttet CBS.

- Det var fantastisk at finde og udforske sådan et netværk af personer på CBS, som er klar til at arbejde for en ide. Jeg vil gerne fremhæve Venture Cup, Idea House og Innovator, som alle ydede en stor hjælp med at komme i kontakt med disse personer, siger José Cerdan.

En af dem, som José Cerdan mødte fra CBS, var Ana Boyadjieva, der bidrog med den økonomiske viden, der var nødvendig for, at den gode idé kunne blive til et solidt forretningsinitiativ, og hendes arbejde mundede konkret ud i projektets forretningsplan.

Flere gode idéer

Også på anden og tredjepladsen var der gode idéer. Wölwa Group fra KU lavede en platform til omkostningsestimering for projektstyring, mens tredjepladsen gik til Immeasure, vinderen af den regionale Venture Cup-finale. Immeasure-holdet har medlemmer fra DTU og CBS og bidrog med en metode til hurtigt og effektivt at måle proteinkoncentrationer. Selvom de ikke vandt pengepræmien, fik de andre gode idéer naturligvis også den positive opmærksomhed fra erhvervsfolk og investorer, der kan betyde at deres idé bliver realiseret.

Da tre af medlemmerne af vinderholdet kommer fra CBS, kan Venture Cup pokalen nydes på CBS, til den skal uddeles igen næste år.

Stikord 

Tilføj kommentar