CBS' studerende på den nye minor vil kunne stole på, at de vil få hands-on erfaring i designforløb.

CBS opretter ny minor i design

Skrevet af Bjørn Hyldkrog, foto: ukendt - 1. december 2010 - 9:200 kommentarer

Trods det aktuelle fokus på design i den nye Business in Society-platform, ’Creative Enterprise Design’, så er design ikke noget nyt fokusområde på CBS – heller ikke hvad uddannelser angår. Med faglige rødder i helsemesters valgfaget Integreret Design fra 1989, er design er på vej tilbage til en central plads i mulighederne, når man er i gang med en af CBS’ kandidatuddannelser. Deltagende CBS-studerende vil blandt andet kunne sætte deres faglighed i spil i samarbejde med design- og ingeniørstuderende om et kreativt designprojekt.

Gammel kending i spritnyt, regionalt design
Fra efterårssemesteret 2011 vil godt 20 af CBS’ kandidatstuderende kunne melde sig til en ny minor i design hen over deres tredje semester. Endvidere forventer minorens fagansvarlige, professor (mso) Tore Kristensen fra Institut for Afsætningsøkonomi, at studerende fra DTU og Danmarks Designskole samt Institutionen för designvetenskaper (Lunds tekniska högskola) og Ingeniørhøjskolen, Lunds Universitet kommer til at optage en del af pladserne i de valgfag, der tilsammen danner den komplette minor.

Nyskabelsen er dog en ret så gammel kending med rødder, der strækker sig hele 21 år tilbage i tiden. Da var Tore Kristensen med til at etablere Fælleskurset i Design – senere Integreret Design, der med hjemsted på Kongens Nytorv rettede sig mod studerende fra Handelshøjskolen i København, Danmarks Tekniske Højskole, Ingeniørakademiet, Kunstakademiet og Skolen for Brugskunst.

Konceptet har eksisteret siden og kørte regelmæssigt frem til 2001 – og siden knap så regelmæssigt. Så i 2009 tog Tore Kristensen og undervisningsrelaterede samarbejdspartnere hul på at få etableret en ny konstruktion – denne gang i samarbejde med Øresund Entrepreneurship Academy og samarbejdspartnere i Sverige.

Praksisnær tilgang til at arbejde med kreative processer
- Vi er blevet færdige med at designe den nye minor her i 2010 og starter op i foråret med valgfaget ’Design Thinking’, der har ph.d.-stipendiaterne Balder Onarheim og Morten Olivarius Friis samt adjunkt Jesper Clement og post doc Suzan Boztepe her fra instituttet som undervisere. Det retter sig især mod at gøre CBS’ erhvervsfaglige studerende i stand til at forstå og administrere de kreative arbejdsprocesser og fagligheder forbundet med designprojekter, fortæller Tore Kristensen og fortsætter:

- Vi har indkaldt potentielle studerende samt interesserede designere og erhvervsfolk til et møde den 2. december, der vil bestå af små foredrag og et lille erfaringsbaseret design-projekt i stedet for en diskussion om, hvad vi mener med ordet design.

Samarbejde med virksomheder om konkrete designprojekter
Selve minoren kommer til at løbe parallelt med valgfagene på CBS’ kandidatuddannelsers tredje semester og vil ud over de ovennævnte uddannelsesinstitutioner også have samarbejdspartnere i erhvervslivet, der kan tilbyde de studerende konkrete designrelaterede projekter at arbejde med. Tidligere har virksomheder som B&O Medico Systems, Lego og Novo Nordisk været blandt forgængeren til minorens samarbejdspartnere.

- Vi skal i gang med at finde frem til en vifte på tre til fem virksomheder, der engagerer sig i minoren og gerne kommer til at deltage i dens Advisory Board. De skal kunne levere konkrete designprojekter og formulere interessante problemstillinger, som de studerende på fagene kan arbejde med, og desuden stille sig til rådighed gennem semesteret, forklarer Tore Kristensen.

Kun plads til 20 CBS-studerende ud af i alt 50 pladser
Minoren har plads til maksimalt cirka 50 studerende, og det bliver kun CBS’ studerende, der vil skulle tage den som decideret minor. Her er flaskehalsen så, at der nok kun vil blive 20 pladser i faget ’Integreret Design'.

De tre valgfag, der til sammen udgør minoren – ’Design Thinking’, ’Strategic Designing’ og projektfaget ’Integrated Design’ – vil nemlig også blive udbudt som valgfag til kandidatstuderende på de danske og svenske uddannelsesinstitutioner, der samarbejder om fagene.

Fordelen for de 20 CBS-studerende, der vil være plads til i projektforløbet ’Integrated Design’, vil være, at de vil få hands-on erfaringer i at bringe deres erhvervsøkonomiske faglighed i spil i et kreativt projektsamarbejde med ingeniør- og designstuderende.

Tilføj kommentar