Fra klassekvotienter til taxametre
Den store sal på spillestedet Vega var domineret af folkeskole-og gymnasieelever, men universiteterne var også repræsenteret. Tovholderne bag arrangementet er sekretariatet bag initiativet Ud af Krisen - Ind i Fremtiden
Initiativet, der er en sammenslutning af elev- og studenterbevægelser samt den unge fagbevægelse, kæmper imod besparelserne på uddannelsesområdet. De havde formået at få næsten alle folketingets partier repræsenteret. DF og Venstre var de eneste, der meldte afbud, så Charlotte Dyremose (K) var ene kvinde fra regeringen på scenen, hvor SF's Villy Søvndals entre blev mødt af jubel.
Det meget brede deltagerpalet betød, at der var alt fra klassekvotienter i Folkeskolen til taxameter-debat på programmet, og sidstnævnte led ifølge Nicki Brøckner fra CBS Students en smule under deltagernes sammensætning:
- Universiteterne var underrepræsenteret i forhold til folkeskole- og især gymnasieelever, så taxameterdebatten druknede lidt. Politikerne var også lidt påpasselige med, hvad de sagde om det, da det er en væsentlig del af finanslovsforhandlingerne.
CBS Students kæmper en hård kamp for at få hævet taxametrene på de humanstiske og samfundsvidenskabelige uddannelser, blandt andet via en storstilet underskriftsindsamling. At sidstnævnte ikke var det emne, der var allermest fokus på ved dagens møde, ændrer ikke ved at Nicki Brøckner havde en positiv følelse efter mødet:
- Det var et særdeles interessant møde, og det var spændende at høre oppositionens bud på alt fra fremtidens universitet til finansiering og så videre.
Jelved fremhævede CBS
Nicki Brøckner bed specielt mærke i en bemærkning fra Marianne Jelved (R), der under debatten om den høje akademikerarbejdsløshed nævnte CBS som eksempel på en løsningsmodel.
Det er CBS' fokus på iværksætterfagene, som hun gerne ser ,at endnu flere studerende på eksempelvis KU får tilbudt. Ifølge den radikale undervisningsordfører skal de studerende have værktøjer til at starte deres egne virksomheder, så arbejdsløsheden på den måde kan bringes ned.
Ud af Krisen - Ind i Fremtiden arrangerer tirsdag den 6. oktober en landsdækkende demonstration mod besparelser på uddannelsesområdet.
Tilføj kommentar