CBS-studerende kan stadig blive frivillige på Roskilde

Skrevet af Miel Pedersen - 23. april 2012 - 15:321 kommentar
CBS-studerende (og andre) kan stadig skaffe sig de forkætrede gratis festivalarmbånd gennem frivilligt arbejde. Som det ses på billedet kan Netværkslogen også hjælpe dem med at blive frivillige ved andre event.

Selv om CBS Students har meldt fra over for Roskilde Festival, kan CBS’ studerende stadig melde sig som frivillige – gennem  Netvaerks Logen.

Netværkslogen fastholder frivillig CBS-repræsentation
En stigning i antallet af arbejdstimer for de frivillige har fået flere organisationer – heriblandt CBS Students – til at melde fra med hensyn til at sende frivillige af sted på Roskilde. Stud.merc.EMF Kim Andersson fra Netvaerks Logen ser ikke det højnede timetal som et problem.

Når Netvaerks Logen sender 100 frivillige af sted på Roskildefestival, er det ikke så meget for at arbejde, som for at være en del af en større netværksevent. Så Kim Andersson ser det blot som en udfordring til, hvordan Netværkslogen kan forbedre vilkårene for de frivillige – en udfordring der bliver mødt med smil og frie drikkevarer.

- Vores filosofi er at sende de studerende af sted på en netværksevent. Vi ønsker ikke en ’mød op-arbejd-gå igen’ mentalitet, men i stedet at skabe et forum, hvor de unge har lyst til at blive, chille og netværke, siger Kim Andersson, der betragter Roskilde Festival som en oplagt mulighed for at netværke blandt studerende.

Netværkslogens feterede og forkælede frivillige
På Roskilde Festival 2011 bød Netvaerks Logen for eksempel alle deres frivillige op til en god netværksdebat i deres lejr: 40 kvadratmeter spækket med lækre loungemøbler, frie drikkevarer, frugt og snacks. Frokost fik de leveret fra et cateringfirma, frisk hver dag – naturligvis.

I år er Netværkslogens lejer dobbelt så stor, altså 80 kvadratmeter, og mens det med de mange goder kan være svært at se, hvor man kan højne standarden, så:

- Når timetallet går op, er det klart, at vi også må gøre noget mere for at pifte det frivillige arbejde op. Nu er hele planlægningen ikke færdig, men ud over at få leveret en lækker madpakke på sin vagt, kunne man godt forestille sig, at der også kom andre overraskelser ud til en, fortæller Kim Andersson.

En netværksloge for studerende fordi
Netvaerks Logen blev startet op af fire CBS’ere: stud.merc. HRM Mikkel Kritian Pedersen, stud.merc.EMF Kim Andersson, stud.merc.FIR Michael Eschelund og stud.merc.EMF Nadja Nygaard Nielsen. Sidstnævnte er dog ikke med længere. I stedet har Mathias Harboe, stud.mag. ved Københavns Universitet fået pladsen.

I 2011 øjnede gruppen muligheden for at samle akademiske hoveder i uformelle sammenhænge.

Derved kunne man udvide sit akademiske netværk og nedbryde fordommene. For CBS’ere kan nemlig være andet end jakkesætsfolk, og RUC’erne behøver sjældent være hippier – med en øl i hånden på Roskilde Festivalen har alle noget tilfælles.

- Specielt er det oplagt at udvide det akademiske netværk, hvis man har tanker om iværksætteri. Det er for eksempel en stor fordel, at vi har fået en KU’er med på holdet i Netvaerks Logen , for han er den eneste i gruppen, der kan lave en hjemmeside, fortæller Kim Andersson.

Andet og mere end kun Roskilde Festival
Netværkslogen sender ikke kun frivillige af sted på Roskilde Festival. Også Copenhell Festival vil få besøg af den netværksorienterede organisation. Har du lyst til at arbejde frivilligt for organisationen, kan man finde yderligere information på: www.netvaerkslogen.dk
 

Kommentarer

Netvaerks Logen sparker, Lørdag den 5. Maj, sæsonen i gang med en netværks event på spillestedet Beta. Vi vil i den anledning godt invitere alle universitetsstuderende til en forrygende aften i helt utroligt godt selskab.

Programmet for aftenen er som følger:

Vi slår dørene op på Beta klokken 20 og har lokket et par bands til at komme og spille for os:

• Vinterbarn byder på popmusik med kant. Vokalen og sensiviteten er centrum i lyriske universer, hvor store katastrofer og ægte kærlighed smelter sammen.

• Ciccone Richie går på scenen med en blanding af intens og drømmende rock, med lige dele gode melodier og slagkraftige guitarriffs.

• APEJI vil sørge for tæt sammenspil, teknisk overlegenhed og energiske show fra et band, der tæller en af DK's mest kendte unge guitartalenter.

Derudover sørger vi for en række mindre happenings og i det hele taget de perfekte rammer for en fantastisk aften i fællesskab med venner og vildt fremmede – dit nuværende og kommende netværk!

Netvaerks Logen skal ikke tjene penge på aftenen (tværtimod), så du kommer naturligvis gratis ind, og vi holder barpriserne på et absolut minimum.

Læs mere om eventen på facebook:

http://www.facebook.com/events/149776918481495/

Tilføj kommentar