CBS R.U.S.H. – årets introbog til de nye studerende

Skrevet af Sebastian Damm, foto: Jørn Albertus - 6. august 2012 - 15:123 kommentarer

CBS Students bygger videre på succesen fra sidste års introbog og har sendt en nytænkt version ud til alle årets nye studerende.

Det ville være ret smart med en intro til CBS, så…
Blev du optaget på drømmestudiet (eller i hvert fald tredjevalget) og skal starte som studerende på CBS? Det er noget, du gennem nogle år blot fik at vide med et optagelsesbrev fra CBS, hvor du skulle takke ’Ja!’ til studiepladsen.

Det beskriver de fleste nuværende studerende på CBS’ første kontakt med det sted, der i en længere årrække skulle til at danne rammen om deres liv.

I år fandt de kommende studerende mere i kuverten end CBS’ optagelsesbrev: den nye introbog, CBS R.U.S.H..

Velkommen fra de studerende til de nye studerende
Sidste år besluttede CBS’ studenterorganisation, CBS Students, at genoplive idéen om en introbog, der byder nye studerende velkommen til CBS. Det var ikke blevet gjort i nogle år, så studenterorganisationen måtte starte på næsten bar bund. Så det var med en del stolthed, de udgav den glittede, informative velkomst.

Det faldt i rigtig god jord. Derfor besluttede de studerende i CBS Students at skrue op for ambitionsniveauet i år. Den nye introbog skulle være flottere, bedre, enklere… og så skulle den sendes ud til de nye studerende så snart de fik optagelsesbrevet fra CBS. Helst sammen med brevet.

Disse ambitioner, samt ønsket om at gøre velkomsten så bredt forankret som muligt, gjorde, at årets introbog blev til i et meget tæt samarbejde med CBS. Alt det praktiske arbejde med indhold, layout og så videre stod der selvfølgelig stadig en gruppe frivillige studerende under stud.merc.(IMK)Fie Tiedt som ansvarshavende redaktør.

R.U.S.H. – Really Useful Semester Handbook
Navnet på CBS’ introbog er nyt. Det blev fundet via en facebook-konkurrence for CBS’ studerende, hvor vinderen foreslog navnet ’CBS R.U.S.H.’. Ud over at spille på det danske ord ’rusbog’, så dækker titlen også de indholdsmæssige ændringer der er i årets introbog – og at det er en ’Virkeligt Nyttig SemesterHåndbog’.

Bogen er på engelsk fra start til slut. Det er dels for at understrege CBS’ internationale profil og dels af hensyn til de mange ikke-dansktalende studerende på CBS. Desuden er årets bog i højere grad en semester-håndbog, snarere end udelukkende en intro-bog.

Det har nemlig været redaktionen bag introbogens sigte, at den indholdsmæssigt skal være en god og nyttig ledsager gennem hele første semester på CBS. Den byder således ikke udelukkende på en præsentation af CBS, men på en bred gennemgang af stort og småt relateret til at ikke bare overleve, men at leve godt gennem første semester på CBS.

Udover at byde velkommen dækker bogen således emner som studenterliv på CBS, pensa, studieteknikker, eksaminer og fritid i København.

’Gamle’ CBS-studerende kan da også godt få et R.U.S.H.
Årets introbog – R.U.S.H. (Really Useful Semester Handbook) – er som skrevet blevet sendt ud til alle de nye studerende.

Skulle man som gammel rotte have lyst til at tage bogen i selvsyn… eller har man en ven, der kunne have godt af en introduktion til CBS… kan man selvfølgelig kigge forbi CBS Students’ kontor på Solbjerg Plads og hente sig et eksemplar.

Kommentarer

R.U.S.H - Sikke et fedt navn!

Er den til få som e-bog? Hvis ikke, må I meget gerne lege videre med ideen til næste år.

På vegne af skærm-påklistrede, læselystne studerende, og de utålmodige, som er i udlandet og ikke kan vente til at komme hjem.

Nabila

De findes godt nok ikke en e-bog, men du kan finde en pdf version på CBS Students hjemmeside;
http://www.cbsstudents.dk/sites/default/files/CBS_R.U.S.H_2012.pdf

Håber det kan bruges :)

Perfekt! Mange tak :)

Tilføj kommentar