DEA: Negativ udvikling for videndeling

Skrevet af Torkil Bang, - 19. oktober 2009 - 13:110 kommentarer
Danske virksomheder benytter kun i meget ringe grad universiteterne som kilde til innovation. Blot to procent af virksomhederne trækker i dag på den viden, der produceres på universiteterne, mod fire procent i 1998, fremgår det af rapporten ”Vækst gennem videndeling”, som DEA – Danmarks ErhvervsforskningsAkademi offentliggør senere denne uge.

Undersøgelse af dansk videndelingsystem
I rapporten har DEA undersøgt det danske videndelingsystem for at se, hvad virksomhederne får ud af de danske forskningsinvesteringer. Og det er forstemmende lidt, ikke mindst i betragtning af, at det går den forkerte vej, mener DEAs administrerende direktør, Stina Vrang Elias.

- Det er dybt bekymrende i en tid, hvor vi ved, at virksomhedernes innovationskraft bliver en central konkurrenceparameter, siger hun.

Videnspredning eller videndeling
Især mindre virksomheder, som Danmark har mange af, har ikke den store gavn af den offentlige viden, selv om Danmark har oprustet inden for offentlig forskning og udvikling og øget investeringerne med 35 procent til 4,5 milliarder kroner fra 2004 til 2009. Derfor mener formanden for DEAs tænketank for Videndeling, Henrik Morgen, at der er behov for at gå nye veje:

- Flere penge til forskningen giver ikke automatisk mere eller bedre videnspredning. Der er i de senere år blevet produceret masser af ny viden. Men virksomhederne får langt fra nok glæde af den. Det viser vores kortlægning, siger han og tilføjer:

- Hidtil har vi her i Danmark haft fokus på at sprede den eksisterende viden. men skal vi nå virksomhederne, er vi nødt til at fokusere på videndeling. Vi er nødt til at inddrage virksomhederne i, hvad der skal forskes i – og gøre det på et langt tidligere tidspunkt.

Forslag om et dansk CITRIS
Han peger på forskningscentret CITRIS på Berkeley som en tilgang, som Danmark kunne lære en hel del af, og foreslår, at der hurtigst muligt bliver etableret et ”CITRIS Danmark”.

Rapporten fra DEA bliver offentliggjort på DEA og CBS’ konference om Videndeling den 22. og 23. oktober, hvor man vil diskutere potentialet for videndeling og partnerskaber mellem forskning og erhverv.

Stikord: 

Tilføj kommentar