Debat: Mavefornemmelsens etik

Skrevet af Søren Skotte Bjerregaard, HA(fil)-studerende - Foto: Jørn Albertus - 16. februar 2011 - 16:164 kommentarer

Vi skal kunne forsvare vores etiske valg rationelt lige så vel som økonomer skal kunne  forsvare deres analyser. Asger Aamund har misforstået etikken, når han lader sin mave afgøre, hvad der er det rigtige for eksempel i forbindelse med børnearbejde.

Asger Aamund fra toppen af poppen i det danske erhvervsliv besøgte den 2.2 CBS for at holde foredrag om CSR. Aamund blev stillet det teoretiske spørgsmål, om hvorledes man som erhvervsleder skal forholde sig til børnearbejde, hvis man opdager et sådan foretagende i ens virksomhed. Et emne som Aamund selv havde været inde på.

Aamund svarede her, at man i nogle tilfælde godt kan tillade at børn arbejder. Dette er umiddelbart også i overensstemmelse med FN’s børnekonvention (artikel 32). Her står, at staten skal sørge for at børn bliver beskyttet mod at beskæftige sig med arbejde, der udgør en trussel mod deres helbred, undervisning og udvikling, at den skal fastsætte en mindstealder for børn, der arbejder og sørge for at sikre af arbejdsforholdende. Derfor står danske virksomheder overfor en etisk problemstilling, når staten ikke regulerer disse forhold, og deres ’Suppliers’ anvender børnearbejde. Dette bliver netop en etisk og ikke en juridisk problemstilling for den danske virksomhed eftersom den danske virksomhed kun indirekte støtter børnearbejde. Men hvordan skal vi så forholde os til sådanne etiske problemstillinger – eller etiske problemstillinger generelt? Hvordan er det man træffer en beslutning, når man skal afgøre et barns skæbne, som er tilknyttet virksomheden? Ifølge Aamund er ”Etik en helt personlig afvejning” eller en ”mavefornemmelse”.

Lad mig anvende en analogi for at fremhæve hvorfor dette bliver en problematisk tilgang. Forestil dig en virksomhed, der skal træffe beslutninger på baggrund af en økonoms ”helt personlige afvejning” eller ”mavefornemmelse”. For at træffe den bedste økonomiske beslutning indhenter man selvfølgelig markedsinformationer og anvender modeller og redskaber, for rationelt at kunne forholde sig til hvordan man kan træffe de bedst mulige beslutninger. Man kunne ønske at Aamund opfordrede kommende erhvervsledere til at tage etiske problemstillinger lige så seriøst som økonomiske problemstillinger. Hvis man tager etiske problemstillinger seriøst må man ligeledes gå ud og undersøge den problematik man er stillet overfor. Ideelt burde en etisk problemstilling offentliggøres, således at mulige tiltag kan diskuteres og kritiseres af flest mulige parter, således at man bevæger sig mod en mere oplyst beslutning om de problemstillinger man er stillet overfor. Som mindstemål bør man i hvert fald skabe metodiske redskaber, der tilser at de mest relevante stakeholders bliver oplyst og får mulighed for at komme til orde og kan kritisere virksomhedens foretag.

Aamund har ret i at nogen må træffe en beslutning og tage ansvar – for ellers er der ingen der tager ansvar. Vi skal heller ikke bilde os selv ind, der altid er et rigtigt svar på en etisk problemstilling, men der findes heller ikke nogen økonomisk prognose som er 100% sikker. Ligesom det afkræves af økonomer, at de kan forsvare deres analyser og konklusioner, er der også en fordring om, at vi kan forsvare de etiske valg vi træffer rationelt. Derfor skal vi ikke lade os forføre af Aamunds misforståelse af etik. Vi skal ikke tro at det er nok at afgøre menneskelivs skæbner, som er tilknyttet virksomheden på baggrund af en mavefornemmelse. Det er selvfølgelig et privilegium at vi kan have personer som Aamund ude og holde foredrag, men vi burde også kunne forvente, at man efterlader mavefornemmelserne derhjemme, når man træder ind i et akademisk miljø.

Stikord 

Kommentarer

Nu er økonomi ikke en naturvidenskab, rigtig mange af de strategiske og økonomiske beslutninger der tagets i virksomhederne basere sig lige så meget på ”mavefornemmelser” for hvad der er rigtigt, som rationelt betonet argumenter.

Hvis man tager dit ståsted alvorligt om at etik ikke er universel, og den etiske dom forlanger at man tager ud og møder det etiske dilemma så må det jo også betyde at både den erhvervsdrivende og forbruger, skal møde dilemaet for at dømme det. For hvis ikke det sker så kommer den etiske afgørelse jo til netop at bestående af de ”mavefornemmelser” som du opponer imod. Men hvordan hænger det sammen med din ide om at virksomheden apriorisk skal bekende deres synder således at enten interessenter eller endnu værre den uoplyste offentlighed skal bedømme og kritisere virksomheden? For hvis virksomheden fremlægger deres etiske synderegister, vil de jo netop blive bedømt af mennesker som ud fra deres ”mavefornemmelser” dømmer børnearbejde som værende noget uetisk. Jeg er sikker på at hvis du spørg den almen borger om hvorfor de syntes at børnearbejde er uetisk så vil du få en række patos drevet begrundelser. Hvilket må siges netop være det du opponer imod.

Så længe det er at etik ikke kan ophæves til en universel størrelse, nå den nødvendigvis bero på nogle principper som er mere eller mindre universelle og derfor også kun i mere eller mindre grad skulle stå til ansvar for akademisk kynisme. Om man så henter sit etiske grundlag fra Gud, individet, diskursen eller ens ” mavefornemmelser” er vel underordnet.

Først og fremmest tak for din kommentar. Som jeg forstår dig har du to indvendinger. Det første går på, hvordan den offentlige debat kan være kilde til moralsk legitimitet. Det andet går på, om det ikke kan have en masse strategisk konsekvenser for virksomheder at offentliggøre sine etiske problemstillinger.

 

Jeg vil gerne behandle din anden indvending først. Hvis man offentliggøre etiske problemstillinger er det klart, at det kan have negative konsekvenser for virksomhedens profitrate. Stort set alle virksomheder er spundet ind i en lang række etiske problemstillinger og som udgangspunkt forstår jeg godt, at virksomheder kan være bange for at dele sine problemer for ikke at blive moralsk misbilliget på en måde, som giver en dårlig bundlinje. Hvis en virksomhed havde modet til at melde sine problemer ud og appellerer om hjælp fra offentligheden, kunne det omvendt være, at borgere og forbrugere, ville få et mere realistisk syn på kompleksiteten, af det at drive forretning i en globaliseret verden. Borgere, forbrugere og virksomheden altså et samlet ansvar for at skabe plads til bedre rammer for etikken. Det kræver sandsynligvis et holdningsskifte hos forbrugere, borgere og virksomheder, men der er ikke umuligt skabe.

 

Jeg brugte rationalitet og offentlig debat som kritisk referencepunkt i forhold til at kritisere Aamunds mavefornemmelser. Og når du nu spørger, er jeg dels forpligtet til at svare dig, i forhold til om jeg selv mener, at jeg har et kohærent bud på hvordan rationalitet og offentlig debat kan være moralsk legitimerende, og dels vil jeg meget gerne uddybe dette, eftersom jeg ikke havde plads til det i min artikel.

 

I forhold til mit svar tager jeg udgangspunkt i Amartya Sen, Habermas, Rawls og Adam Smith

 

For at træffe de mest retfærdige beslutninger må man tage udgangspunkt i upartiskhed. Filosoffen Rawls tager udgangspunkt i, at vi er bedst stillet i forhold til at være upartiske, hvis vi forestiller os, at vi ikke kender vores position i samfundet og vi potentielt kunne være enhver i det pågældende samfund. Med dette udgangspunkt må vi diskutere etiske problemstillinger i samfundet. Derfor ville vi naturligvis lægge vægt på, at undersøge hvordan de værst stillede i samfundet får det bedre. Hvis vi anskuer et samfund, hvor vi ligger de interesser, der udspringer af vores position i samfundet bag os, så vil vi lægge vægt på at de værst stillede får det bedre.

På samme måde mener jeg at en virksomhedsleder, må tage en upartisk tilgang til hvordan han håndtere etiske problemstillinger. Han skal ikke vurdere om et barn skal arbejde med udgangspunkt i, hvordan det kan forbedre virksomhedens profitrate, men hvordan den svagest stillede, barnet, bliver stillet i forhold til at arbejde for virksomheden.

Problemet er her, hvordan den pågældende virksomhedsleder sikre sig at forholde sig upartisk i sin etiske problemstilling. Adam Smith påpeger, at vi må sørge for at se på en problemstilling fra nær og fjern for at en beslutning kan forblive upartisk og derfor retfærdig. Hvis en etisk problemstilling kun diskuteres indenfor virksomheden, vil synet på hvad, der er godt for det pågældende barn sandsynligvis meget snævert. Ved at udvise villighed til at diskutere problemet med alle, der med gode grunde kan bidrage til at finde en mere retfærdig løsning på problematikken, får ens beslutning større legitimitet. Lidt forsimplet, kan man vel sige, at det svare til at prøve at falsificere sine perspektiver og sit syn på det rigtige, for at få den bedste løsning. Dermed ikke sagt, at man når den perfekte løsning, men man kan sammenligne sin position med andre perspektiver og vurdere, hvordan man skaber den mest retfærdige løsning.

 

Min tilgang er ikke, at offentligheden skal fordømme virksomheden, men snarere, at den skal bidrage til at finde den bedst mulige løsning på de etiske problemer virksomheden er stillet overfor. Den anden pointe jeg gerne vil slå fast med denne tilgang er, at jeg på ingen måde mener at en uoplyst offentlighed har noget at bidrage med. Det betyder dog ikke and man skal være phd. i filosofi for, at vurdere etiske problemstillinger. En person uden uddannelse kan sagtens bidrage positivt til en debat, hvis de eksempelvis har nogle erfaringer med børn i u-lande, der arbejder og derfor kan fremføre nogle fornuftige argumenter, hvorfor en bestemt tilgang er mere eller mindre rigtig eller forkert.

 

Jeg er ikke sikker på at jeg forstår argumentet i dit sidste afsnit. Men jeg vil gerne slå fast, at ens etiske grundlag for ens handlinger ikke er ligegyldige. Hvis jeg slår min kone og siger, det var min mavefornemmelse, der bød mig det – eller måske gud, så ville det selvfølgeliv blive opfattet som umoralsk. Hvis jeg begrunder mig med, at hun havde en kniv i hånden og var ved at dræbe mig, så har jeg en meget god grund til at slå fra mig. Det er altså ikke ligegyldigt hvad eller hvem vi appellerer til.

Vh Søren

 

Jeg tro du har helt ret i at hen overtid ville en mere åbenhed omkring de etiske kompleksiteter i det globaliseret virkelighed, vil have en informerende effekt på befolkningen. Ligeledes er det en smuk tanke at vi i stedet for at fordømme virksomheder der ikke fumler med etikken, hjælper dem med at imødekomme problemstillingerne. Jeg er dog samtidig rigtigt bange for at rigtigt mange gode virksomheder vil lide rigtigt meget før det er at den almene befolkning vil blive oplyst nok til at kunne træde ud af rollen som fordømmer. Sagt på en anden måde, forbrugerne vil reagere med deres mavefornemmelser når de ser en virksomhed med the scarlet letter ”A” frem for med deres fornuft. Lad mig dog lige understrege at jeg ikke mener at dette er ønskværdigt, jeg lige som dig fortrækker en situation hvor virksomhedernes problemstillinger kan blive debatteret i offentligheden uden fordømmelse, og mistro om kynisk profitmaksimering.

For at hurtigt at redegøre for min forståelse af dit rigtigt gode svar. Så er din position at etik ikke er en universel, men er konstant til forhandling i samfundet. Samt du tager udgangspunkt i Rawls metode for hvorledes det enkle individ finde frem til sin position i forhandlingerne. Her er så min kritik på grund af denne forståelse.

Hvis Rawls Metode var mulig i praksis ville der ikke være meget at forhandle om, var det muligt og ønskværdigt for mennesket at reducere sig selv til ”Hjerne i væske” og ud fra dette finde frem til den mest rationelle etik, ville vi alle jo hurtigt finde frem til en fælles forståelse for hvad der bør anses for at værende etisk. Dette er dog ikke hvad der sker i praksis, netop fordi at vi som deltager i den etiske diskurs ikke er i stand til at kaste vores subjektive opfattelse fra os. Dette efterlader os med to muligheder, enten kan vi pege på en universel etik, eller kaste os ud i forhandlingerne med resten af samfundet som vi er med alt hvad dertil hører.

Jeg forstå det således at det også der du ender i din egen argumentation. Dog så åbner den globaliseret virkelighed op for helt nye problemstillinger i diskursetikken. For hvis det er samfundet der i en konstant forhandling finder frem til det etiske grundlag, hvorledes kan dette så forpligte dem som ikke har deltaget i forhandlingerne? Hvordan kan vores etiske overbevisninger forpligte et andet samfund i hvorledes de skal beskue børnearbejde? Det naturlige svar ville selvfølgelig være at vi som et samfund indgår i en forhandling med andre samfund om hvad der bør opfattes som etisk korrekt. Dog vil jeg mene at indtil dette sker, må vi samtidig accepter at andre samfund har andre etiske overvejelser og derfor må de virksomheder der operer i disse forskellige etiske brydninger nødvendigvis omstille sig hele tiden, og efterkomme disse forskellige spilleregler.

Jeg vil derfor argumenter for at virksomheden er det forkerte sted at starte.

      Tak for svaret igen

 

1.      Først og fremmest den tanke, at virksomheden kan diskutere etiske problemstillinger offentligt ikke så problematisk som vi her gør den til. Novo Nordisk havde en periode, hvor de tog rundt på gymnasier og diskuterede gen -og bioteknologi, da det ellers var et kontroversielt emne. Novo Nordisk stadig stor succes i dag og er en virksomhed, der på CBS forbindes mere eller mindre med en idealtype når vi taler om god CSR.

 

2.       Det jeg mener vi skal tage med fra Rawls er hans metodiske overvejelser om hvordan vi når til retfærdighed. Når vi anstrenger os om at gøre den øvelse og forestiller os vi kan indtage enhver position i samfundet, bliver det følgelig ønskeligt at forbedre forholdet for de svagest stillede i samfundet, før vi kan acceptere forbedringer i ’toppen’ af samfundet. Men rigtignok er Rawls hvordan det forhandles i et enkelt samfund og derfor bliver det selvfølgelig problematisk at overføre hele hans filosofi til et globalt samfund.

 

3.       Her er så min pointe: når en virksomhed, en person, en organisation eller en politiker mødes af en etisk problemstilling, må man gøre sig den Rawlsianske øvelse og sætte sig ind i den svagestes position. Her er Rawls ide om ’uvidenhedens slør’ ikke tilfredsstillende i et globaliseret samfund, eftersom forhandlingerne om retfærdighed kun afgøres indenfor et lands grænser. Eftersom aktører i dag påvirker hinanden på tværs af grænser, er det mere frugtbart at tage fat i Adam Smith’s ide om ’den upartiske iagttager’, der prøver at tage højde for lokale, såvel som globale og historiske perspektiver. Det er klart, at der ikke internt i en virksomhed ikke kan tages højde for alle disse perspektiver, men virksomhedens legitimitet øges, dets bredere dets forståelse af en given etisk problemstilling er. Der er selvfølgelig en risiko for paternalisme og derfor er det selvfølgelig vigtigt, at lokalsamfundet bliver informeret om deres rolle og muligheder og får en chance for at påvirke den etiske diskurs.

 

4.       Jeg vil derfor gerne tillade mig at korrigere din sætning som siger  ”… at virksomheden er det forkerte sted at starte”. Det er rigtigt at virksomheder ikke har det primære ansvar for at sørge for hele verden bliver et idyllisk utopia. Men jeg vil gerne understrege at etikken forpligter virksomheden så vidt den står overfor en samfundsetisk udfordring

 

Tilføj kommentar