Det er svært at få et relevant studiejob. Mange virksomheder skriver i deres jobopslag, at de ønsker en studerende som har 2 år eller mere tilbage af deres studie, og derudover skal de gerne have nogle års erhvervserfaring med sig i bagagen. Forståelige ønsker, men det er svært at leve op til disse krav.
Efter utallige ansøgninger og efterfølgende besvarelser som: ”Vi må desværre beklage, at stillingen er blevet besat til anden side”, så overvejer man naturligvis, hvorfor man ikke kommer til samtale. Der er sikkert mange unge kommunikationsstuderende som lige nu leder efter et studiejob, og jo flere der er om buddet, jo bedre skal dine kvalifikationer selvfølgelig være for at komme til samtale.
Erhvervserfaring er tydeligvis en af de vigtigste faktorer, når rekrutteringsmedarbejderne sidder og kigger de talrige ansøgningerne igennem. Tilsyneladende så vigtige, at vi flere gange er blevet opfordret til af vores undervisere på studiet at koncentrere os mere om et studiejob end om selve studiet. Men når du leder efter dit første job, så er der desværre bare ingen erfaring at tage af.
Men hvordan skal jeg tilegne mig denne erfaring? Jeg søger jo netop jobbet for at få disse erfaringer.
Der er flere muligheder. Det er jeg klar over. Der er mulighed for praktikophold eller man kan vælge at lave noget frivilligt arbejde. Begge muligheder er gode, hvis der altså ikke lige var den faktor, at man ikke får løn under de fleste praktikophold og selvfølgelig ikke ved frivilligt arbejde. Jeg ved ikke om jeg er den eneste, men min SU rækker ikke til mine faste månedlige udgifter. Hvordan jeg skal kombinere ulønnet erfaringsbidragende arbejde med udgifter uden at sætte mig i gæld?
Jeg har skrevet indlægget for at få svar på mine spørgsmål, både fra studerende såvel som rekrutteringsmedarbejdere. Jeg brænder rigtig meget for at arbejde med kommunikation. Jeg synes det er rigtig spændende og ønsker bare at få lov til at arbejde med det og vise, hvad jeg kan. Som skrevet så forstår jeg arbejdsgivernes udvælgelseskriterier, og jeg overvejer meget kraftigt at tage noget ulønnet arbejde. Men er det virkelig den eneste løsning? Men der må være noget om Darwins teori om, at det kun er den stærkeste der overlever.
Indlægget er lavet som en del af en opgave i faget "Personlig branding" på 6. semester.
Kommentarer
tir, 05/04/2011 - 13:11
Hvor har du dog ret...
Jamen jeg kan kun give dig ret, og havde jeg fundet svaret på dette spørgsmål ville jeg nok blive rig. Men virksomhederne stiller skyhøje krav kun et fåtal af os kan leve op til. For hvis man ikke lige har nogen gode kontakter, ja så skal du da heller ikke have chancen for at komme igang, og evt. få de der kontakter i erhvervslivet, som vi får banket ind at vi skal have. Byg et netværk! bliver der sagt.
Og når vi stadig er på studiestadiet, ja så troede jeg egentlig at det var her, man stadig skulle lærer og ikke allerede have erfaring som en færdiguddannet.
Men der er vist kun en ting for. Fortsætte eller slå sig ned som bager eller kassedame (en af de få job der endnu ikke kræver en uddannelse).
tir, 05/04/2011 - 16:21
Tak for din respons
Først vil jeg sige tak for, at du har gidet at bruge tid på at kommentere mit indlæg, også selvom du desværre ikke havde løsningen på problematikken.
Som du selv påpeger, så regner man med, at man skal have tid til at lære og fordybe sig på studiet, men i stedet får vi at vide, at vi "hellere" skal finde os et studierelevant job. Jeg synes det er svært at finde balancen.
Kontakter er alfa og omega. Desværre. Men der er, som du selv skriver, ikke andet for end at fortsætte jagten og så håbe, at man finder guldet i sidste ende. Men der er jo nogen som det lykkes for i sidste ende, så lad os håbe at de bidrager med en løsning på problematikken.
tor, 07/04/2011 - 13:16
Det er hårdt arbejde
Jeg er selv som kommunikationsstuderende på 6. semester alt for godt bekendt med de problematikker i nævner. Men at tro der er en "nem" løsning er nok lidt blåøjet...
Allerede på 2. semester fik jeg et frivilligt arbejde 15 timer om ugen, ved siden af studiet. Og rigtig nok det betaler ikke mine regninger. Det løste jeg ved at have et "ligegyldigt" arbejde to aftener samt hver weekend i 1 år ved siden af. Denne løsning kan jeg kun anbefale da jeg efter et års tid hurtigt begyndte at mærke forskel på, at jeg blev kaldt til jobsamtaler fordi jeg rent faktisk havde erfaring med de opgaver som en studentermedhjælper typisk skal løse. Og idag fortryder jeg det på ingen måde, er faktisk stadig involveret i alt det frivillige arbejde jeg lavede dengang, og har studierelevant arbejde, samt været i praktik.
Så mit råd - udnyt de 24 timer, der er i døgnet optimalt og sov når du bliver gammel :-) Det er nu vi som unge og studerende skal og har de optimale betingelser for at bygge vores netværk op, og der er uendeligt mange muligheder for frivilligt engagement, det er blot at vælge og vrage...
Og så det med netværket, der er nogle nemme råd:
- Meld jer ind (søg om optagelse) i netværk som moment talent, Nova100 mv.
- Tag til de forskellige events som CBS students, CBS case competition, Copenhagen School of Entrepreneurship mv arrangerer
- Og vær ikke bange for at gå ind i folk med træsko på, spørg hvad de laver, lær af de folk i møder. Kontakter er ikke sådan nogle man bare fr, det er nogen man skaber selv.
Der er kun en vej frem og det er hårdt arbejde...
PS det kræver altså en uddannelse at være bager :-)
fre, 08/04/2011 - 19:26
Tak for respons
Kære Stine.
Tak for din respons og dine gode råd. Det er rart at høre, hvordan andre har løst problematikken.
Jeg er klar over, at det kræver meget arbejde at få ønskejobbet. Og jeg har respekt for, at du har gjort alt hvad der står i din magt for at få dine ønsker opfyldt.
Jeg vil helt sikkert overveje den mulighed du beskriver omkring at have frivilligt arbejde med kombineret "ligegyldigt" arbejde.
Venlig hilsen
Carina.
fre, 08/04/2011 - 13:59
Alle har erfaringer - få dem skrevet ind i CV'et
Hej Carina,
Fin diskussion at tage op. Min kollega Lars Ulrik Jeppesen har skrevet et indlæg her på siden for nogle måneder siden, som handler om, hvilke erfaringer man også kan skrive på CV'et, selvom man ikke har erhvervserfaring. Det kan være erfaringer fra projektarbejde på studiet eller fra bestyrelsesarbejde i boligforeningen: http://www.cbsobserver.dk/kommentar-er-dit-cv-ansoegningsklart.
Lars Ulrik kan i øvrigt også give dig helt konkret sparring på, hvordan du skærper ansøgning og CV. Du kan booke en tid hos ham på CBS gennem http://career.cbs.dk/appointments/ (tirsdage og torsdage),
Men som du også selv er inde på - frivilligt arbejde og praktikophold er også gode til at få erfaring af. Det er rigtigt, at det ikke er lønnet, men det behøver jo heller ikke være 20 timers frivilligt arbejde om ugen.
Det kan også være mere overskueligt med 8-10 timer om måneden, så der også er tid til studier og evt. lønnet arbejde.
Der er f.eks.gode muligheder i ungdomsafdelingerne i forskellige hjælpeorganisationer, hvor man kan få erfaringer inden for f.eks. rekruttering, bestyrelsesarbejde, regnskab & finansiering
fre, 08/04/2011 - 19:31
Tak for dine gode råd.
Kære Ole Strand.
Tak for dine gode råd. Det kan være, at jeg vil benytte mig af Lars Ulrik Jeppesen til at få mig videre i min karriere.
Jeg har allerede kontaktet den grundejerforening som jeg bor i, da jeg ved at de mangler en skribent til deres "medlemsblad", så jeg derigennem kunne få noget mere erhvervserfaring.
Men jeg vil helt sikkert undersøge andre muligheder også.
Venlig hilsen
Carina.
ons, 13/04/2011 - 14:17
Før og nu
Der er uden tvivl sket et skifte. Jeg blev færdig fra CBS for to år siden. Det vil sige, at jeg var en del af den årgang, der oplevede pre og post krise. Før krisen troede vi alle, at vi var de udvalgte få - det var ihvertfald, hvad alle sagde til os. Studiejobs var derfor ikke nødvendige, da vi nok skulle få drømmejobbene. Men så kom krisen. Pludselig stod det soleklart, at dem, der ikke havde været proaktive, stod i en meget svær situation. Det er de selv samme, der idag står uden arbejde. Denne intro for at sige - KOM IGANG SÅ TIDLIGT SOM MULIGT. Når man så står og skal til at finde et job (uden med så meget erfaring), så er der flere veje at tage:
Den gratis: Diverse former for frivilligt arbejde; lav case competitions (enten som deltager eller organizer), gå ind i studenterpolitik, bestyrelser i ejerforeninger mm. JOBMULIGHED: Jeg har startet virksomheden YoungAcademics (idag .dk, men lanceres som .com i denne uge), og jeg leder efter kommunikations- / marketinginteresserede studerende til relevante opgaver. Sig til, hvis du er interesseret. Det er ofte gennem det frivillige arbejde, at man virkelig får lov til at lege med sin faglighed.
"Kompromiset": Mange går hurtigt forbi jobs inden for f.eks. telemarketing-jobs. Hvorfor? Uanset hvad man kommer til at lave på den anden side af universitetets fire vægge, så skal man kunne sælge. At lære nogle basale teknikker vil aldrig være en dårlig idé. Derudover er der mulighed for at påvirke jobbet, når man først er blevet ansat.
Skab netværk: En skrev i en kommentar, at man ikke skulle være bange for at gå ind i folk med træsko på - enig. Generelt oplever jeg, at der er lidt en fy-holdning til at skabe netværk. Det er på ingen måder fy. For at komme igang med det, kan man selvfølgelig gå til diverse arrangementer, men det kan være en idé, at kaste sig over Twitter. Hvis man virkelig brænder for sin faglighed, kan man med Twitter være med til at skabe en position som ekspert inden for området. Det samme med en blog. Hvis du gerne vil have tips til at komme igang med det: http://www.dinonlineprofil.dk/media/
Sidst men ikke mindst. Min virksomhed - YoungAcademics - har specialiseret sig i kortere projekter. Det vil sige, at man kan komme ud og prøve en masse forskellige ting af og derved finde ud af, hvor man trives. Opret gerne en profil :)
ons, 13/04/2011 - 20:53
Jeg er vældig interesseret!
Kære Jacob
Jeg har netop skrevet en lille mail til YoungAcademics da du ikke opgav nogen kontakt oplysninger. Jeg er meget interesseret i at høre nærmere om de opgaver du evt. havde og håber at høre fra dig.
Mvh
Louise
lør, 16/04/2011 - 17:26
Tak for svar
Kære Jacob.
Mange tak for dit svar. Og mange gang tak for din mulighed for at gå ind og oprette en profil på youngacademics.dk. Jeg tror helt sikkert, at der er mange studerende der vil benytte sig af denne mulighed. Så mon ikke du får en masse nye profiler i det næste stykke tid.
Mange tak fra mig og mine medstuderende.
Tilføj kommentar