Der kommer helt sikkert digitale skriftlige eksaminer engang…

Skrevet af Jørn Albertus - Foto: Anders Meldgård Kjemtrup - 10. maj 2012 - 13:101 kommentar
Sekretariatschef i Uddannelsesdekanatet Wilbert van der Meer, campusdirektør René Steffensen og universitetsdirektør Hakon Iversen skal være med til at vælge digitalt eksamenssystem.

CBS har ikke besluttet sig til, hvilken vej, man vil følge, når man indfører digitale skriftlige eksaminer. Derfor kan der sagtens gå en rum tid, før de bliver en realitet.

Forleden skrev vi om den nye eksamenshal, som i fremtiden vil kunne danne de ypperligste rammer om digitale skriftlige eksaminer, hvor eksaminanderne bare skal trykke på print eller upload, og så ordner CBS’ server og system resten.

Artiklen foranledigede straks kritiske spørgsmål og kommentarer her og her til, hvornår disse skønne digitaliserede skriftlige eksaminer bliver en realitet, for det fremgik ikke af artiklen.

Undertegnede, der som medlem af SPRØK’s studienævn (i dag BLC’s) for hen ved 20 år siden var med til at foreslå, at man indførte digitale eksaminer, kan godt forstå, at nogle studerende gerne vil vide om det bliver i deres tid på CBS, at man indfører moderne tider uden trelags papir med gennemslag og uden, at man skal have sin printer med i skole.

De to mulige strategier for digitaliseringen
Jeg har derfor spurgt programchef og projektleder Martin Tong fra IT-afdelingen om, hvornår I studerende kan begejstres over, at kunne bruge moderne teknologi, når I skal aflevere jeres opgaver.

Martin Tong fortæller, at der er to veje CBS kan gå mod digitaliseringens tidsalder. Han understreger, at det ikke er ham, der skal tage beslutningen om, hvilken vej CBS skal vælge, når man skal digitalisere eksamen. Det skal afgøres af porteføljeledelsen, hvor blandt andre universitetsdirektør Hakon Iversen er med. Men Martin Tong og andre skal levere input til beslutningen.

Trelags gennemslagspapir skulle under alle omstændigheder blive afskaffet i løbet af det næste år, når man anvender eksamenshallens pc’er.

Den ene vej er, at indføre digitaliseringen sammen med de øvrige danske universiteter. CBS følger for øjeblikket det tværuniversitære pilotprojekt , for digitale stedprøver som Moderniseringsstyrelsen, Styrelsen for universiteter og internationalisering og Aarhus Universitet kører.

Stor test på tandlægernes studium i Aarhus, men system kan kun anvende i Word
Der afholdes en stortest af dette system til sommer på Aarhus Universitet. Denne test skulle allerede have været lavet i januar i år på tandlægestudiet, men blev forsinket, hvilket den forhåbentlig ikke bliver igen.

Når stortesten er afholdt skal den tværuniversitære ekspertgruppe, hvor studie-IT-chef Annette Juhl Hansen og Martin Tong fra CBS er repræsenteret, præsenteres for en evaluering af testen og diskutere en eventuel udrulningsplan.

Det tværuniversitære projekt er begrænset i sin IT-understøttelse, da det kun fokuserer på Essay-baserede eksamensformer, så man kun kan aflevere i Word, men ikke i Excel eller andre programmer, som vordende erhvervsøkonomer anvender.

Den anden vej er CBSs eget system, som digitaliserer hele eksamensprocessen og skaber glæde
Den anden måske mere interessante, men formentlig også noget dyrere vej at tage for CBS er, at man udvikler sit eget system for IT-understøttelse af digitale stedprøver, som vil foregå før, under og efter eksamen. Dette projekt har været i spil før, men i efteråret aflyste CBS sit udbud på det for at give det andet projekt en chance og følge det.

CBS eget projekt har stærkt fokus på, at gøre jer studerende og studieadministrationen gladere ved at gøre skriftlig eksamen digital fra start til slut med digital opgaveuploadportal, og så bedømmerne har en grænseflade, hvor de kan bedømme og give karakterer digitalt. Denne automatisering vil frigive tid i studieadministrationen, som så kan bruge tiden på mere personlig service over for de studerende til glæde for begge parter. Der skal dog i tilfælde af, at man går tilbage til denne model foretages flere analyser, før man er sikker på, at man vil lave et fra vugge til grav eksamenssystem.

Hellere snart end engang
Hvornår ’engang’ bliver, afhænger altså i første omgang af evalueringen af det tværuniversitære projekt. Det vides ikke, hvilket af projekterne, der vil være hurtigst at indføre. Men uanset, hvilket projekt, man vælger i sidste ende forestår også en masse arbejde rundt omkring i organisationen med at ændre studieordninger og eksamensformer på de enkelte studier.

Martin Tong håber, at det bliver snart, at CBS får sit digitale eksamenssystem, for det er noget af en logistisk udfordring, når de op mod 670 studerende skal printe ud i tre eksemplarer, som af eksamenstilsynet skal kontrolleres og gives tilbage til de studerende, som så skal lægge dem i tre forskellige konvolutter, før de afleveres. 

Kommentarer

På KU fungerer både hjemmeeksamener og skriftlig stedprøver sted ved at uploade opgaven efter endt eksamen via et login. Opgaven sendes i en kopi til den studerendes mail og KU klarer resten.
Det fungerer upåklageligt - og har eksisteret en del år, det kan vel ikke være så svært?

Tilføj kommentar