Dialogen ude af drift

FOTO: Jørn Albertus
Emig Fuglsang, formand for CBS Students.

<p>&Aring;bent brev fra CBS Students om at skulle v&aelig;lge mellem CBS OBSERVER og <b>cbsobserver.dk</b></p>

Færre midler til CBS Observer
Studerende og ansatte på Copenhagen Business School står overfor et dilemma: fra udgangen af februar skal CBS’ universitetsavis reduceres til enten en papiravis eller en webudgave. Situationen er opstået. eftersom CBS’ direktion har valgt ikke at bevillige det nødvendige beløb til at dække de basale driftsomkostninger.

CBS Observer er nu tvunget til at træffe et valg: web- eller papiravis? Redaktionen beder studerende og ansatte om at være med i beslutningsprocessen – men det vil de studerende ikke. Ligesom vores ledelse ønsker vi en skole i verdensklasse og er derfor uforstående over for ønsket om at fratage de studerende og de ansatte en vigtig kanal i den interne kommunikation.
 
Det er svært at forestille sig et fremtidigt scenarie, hvor CBS enten må undvære den dybdegående analyse, der findes i den synlige papiravis, eller debatten der indbydes til på web 2.0. Eller rettere sagt: man kan godt forestille sig scenariet – men ikke for et CBS i udvikling.
 
http://dialog.cbs.dk - (dialog.cbs.dk) - er desværre midlertidigt ude af drift
Prøv igen senere.”
 
- dette er desværre beskeden, der møder én, når man forsøger at finde CBS’ dialog-side på nettet. Siden var ellers en omkostelig affære, der havde til formål at invitere ansatte og studerende til en debat om CBS’ fem nye principper. Til trods for det store beløb skolen brugte på dialog-siden, er den nu som sunket i jorden sammen med en masse midler, der kunne have bidraget til at sikre en permanent løsning til glæde og gavn for alle på CBS.
 
CBS Students mener ikke, at ansatte og studerende vil få den samme dybdegående analyse fra en webavis, der indbyder til kortere debatoplæg, i forhold til den man får fra det kendte papirformat. Teknisk set kan en webavis sagtens levere dybdegående artikler, men vi frygter, at disse vil drukne i støj fra resten af nettets talrige informationskanaler. Samtidigt kan papiravisen ikke skabe den for CBS vigtige og aktuelle debat, der opstår på nettet.
 
Som lanceringen af dialog.cbs.dk så fint illustrerer, koster kommunikation og dialog mange penge – penge der dog investeres i diversitet og bedre information til alle på CBS. Vi håber derfor, at direktionen tager beslutningen op til genovervejelse. For de studerende er CBS Observer én enhed, og vores universitet er ikke tjent med mindre kommunikation og dialog – tvært imod.
 
Det kan blive dyrt ikke at fastholde en relation
CBS’ ledelse, de studerende og de ansatte har alle et fælles ønske om en læreanstalt, der i konstant udvikling bevæger sig mod højere standarder og gør sig fortjent til at være blandt Europas bedste. I denne proces er en konstruktiv intern debat og dialog nødvendig for, at alle interessenter hører og bliver hørt, og at forandringer og deres forklaringer kan kommunikeres ud.
 
Det er denne åbne debat, vi både nu – og i fremtiden – gerne vil have sikret. Vi vil således i fællesskab kunne tegne et billede af en institution med en åben kritisk diskussion og dermed højt til loftet. Dette skaber et godt studiemiljø, hvor vi som studerende fortsat kan føle ejerskab over den skole, vi er stolte af, og lade eksternt tilknyttede studerende og undervisere få den samme oplevelse.
 
Vi håber således, at den saks, der klippede det røde bånd over ved åbningen af dialog.cbs.dk, ikke bruges til at omdanne CBS Observer til papirklip. CBS kan og skal være fremtidens førsteklassesskole – og så har de studerende krav på en universitetsavis med skarpe tænder og en dialog i drift.
 
Alternativet er, at åbenheden, de stærke interne relationer og studiemiljøet meldes ude af drift – og det kan blive dyrt.
 
På vegne af CBS Students,
 
Emil Stigsgaard Fuglsang
Formand

 

Stikord: 

Kommentarer

Tusind tak for CBS Students støtteerklæring - den er værdsat. Men jeg har et enkelt spørgsmål.

Du skriver, at de studerende ikke vil være med i beslutningsprocessen. Sådan kan formuleringen i hvert fald forstås.

Mener du dermed, at CBS Students anbefaler de studerende ikke at deltage i vores læserundersøgelse for at afklare, hvilket af de to medier er mest uundværligt?

Eller mener du blot, at det valg ikke bude være kommet på tale?

Og at CBS' studerende burde deltage i beslutningsprocessen og deltage i læserundersøgelsen?

vh

Bjørn Hyldkrog
ansvarshavende redaktør

 

Hej Bjørn.
Tak for kommentaren, du har ret i, at min udmelding kan misforstås.
 
Jeg mener, at valget aldrig burde være kommet på tale.
 
Som interesseorganisation for de studerende, er vores udmeldinger politiske, og derfor lyder jeg måske lidt kantet. Jeg ønsker på ingen måde, at diktere hvorvidt mine medstuderende skal deltage i læserundersøgelsen – men som deres talerør ønsker CBS Students ikke at legitimere processen. Vi vil gerne understrege, at de studerende ikke burde være sat i denne situation, hvor de skal vælge mellem to onder. Vi synes det er vigtigt, ikke bare at indordne sig og acceptere situationen som den er. Derfor siger CBS Students ”nej tak” til valget mellem web- eller papiravis, hvilket ikke er det samme som, at vi ikke ønsker, de studerende – overfor jer – indikerer hvad de ønsker, og hjælper jer med at finde den mindst dårlige af de to løsninger. Vi så hellere, at CBS’ ansatte og studerende fik en længere tidshorisont for et sådan valg, og dermed en bedre og mere konstruktiv omstillingsproces.

Tilføj kommentar