En eksklusiv smagsfusion i hele mundlængden

Skrevet af Louise Desirée Handberg, CBS Wine - 14. maj 2012 - 17:180 kommentarer
Smag kan måske ikke diskuteres, men man kan da snakke om den - fra CBS Wine's ekspedition til Kokkedal lørdag den 12. maj, hvor der kunne smages på 150 forskellige vine.

CBS Wine drog på sæsonens sidste vinsmagning lørdag den 12. maj. Det er der kommet følgende mundvandsfremelskende reportage ud af.

CBS Wine vinsmagningsanmeldelse og andre lokkerier
Du vil måske ikke helt indrømme det over for dig selv. Du prøver at retfærdiggøre fravalget af årets største "smagsoplevelse" med, at du skulle skrive bachelor/speciale/PHD eller det der ligner… men inderst inde ærgrer du dig.

Langt inde i din samvittighedsfulde og ambitiøse stræbermentalitet findes der en drønbetuttet nysgerrighed, som ikke vandt din indre kamp mod fornuften. Der er nysgerrigheden efter at lære mere… om alt andet end organisationsteori, afsætning, finansiering, strategisk virksomhedskommunikation, og gaaab jeg kunne blive ved.

Det er nysgerrigheden efter at blive forført ud i en eksotisk og mangefarvet smagskultur, som de fleste af os kun flygtigt har smagt på til en hyggeaften med tøserne eller en god middag med drengene i byen. Men bare rolig. Jeg vil med største ydmyghed forsøge at give din nysgerrighed lidt at smage på, så du næste år får chancen for at nedlægge fornuften til fordel for et så afgørende og vigtigt tværkulturelt smagsmøde i eksamensperiodens indledende etape.

CBS Wine-arrangement med ønofil luksus-lodtrækning
Der er selvfølgelig tale om CBS Wines store event ”Final Tasting of the season”, der løb af stablen i lørdags, hvor turen igen i år gik til Erik Sørensens vinsmagningskonference i Kokkedal. Her var de netop hjemvendte arrangører og deltagere i ”Bordeaux Left Bank Cup-2012” i topform til at guide de forventningsfulde CBS-studerende rundt i over mere end 150 vine fra de yderste kroge af verdenskortet.

Arrangementet startede klokken 14.00 med afgang fra Solbjerg Plads, hvor der undervejs på turen blev udloddet stærke præmier til den eksklusive "Kultbar", og hvor de heldige vindere kunne få lov til at smage sjældenheder som ”Chevalier Montachet '09” eller "Bonneau Célestins '06” som til daglig kan erhverves for en lille tredjedel af din SU eller den nette sum af 1.600-2.000 kroner per flaske.

For de af os, der ikke var så heldige at få VIP billetter til Kultbaren, og som heller ikke var klar til at leve af havregrød resten af måneden, var der alligevel rig mulighed for at forlyste smagsløgene i eksklusive dråber fra hele verden.

Verden rundt med tungen lige i mundvigen
Til at starte med var der især en af de franske frækkerter, som jeg synes er værd at nævne: Det næsten ukendte domæne Servin sendte os ud på en smuk smagsrejse med deres Chablis Blanchot, Grand Cru '08, hvor bouqueten definitivt slettede al tvivl om, hvorvidt jeg skulle have brugt en hel lørdag eftermiddag på vinsmagning til fordel for at sidde bøjet over bachelorprojektet inde på CBS’ læsesal!

Fra cava’erne og hvidvinene blev vi ført over i de røde dråbers paradis, og jeg bliver (på trods af at jeg gerne ville nå at fortælle om både Sydafrikanske, fuldmodne ”Faithful Hound”, nye stjerner fra chilenske ”Matetic”, kaskader af velværehos den tyske Pinot Noir; ”Recher Herrenberg 2009”, eller spanske syre-afbalancerede ”Grata Vinum 2πR”) nødt til at nævne, hvad du desuden gik glip af, da du sad der og havde god samvittighed med dig selv inde på CBS Library: En kærlighedshistorie dekanteret på flaske af den argentinske producent Renacer.

Her er der ikke blot tale om en eksklusiv smagsfusion i hele mundlængden, men en vellykket kærlighedsaffære mellem argentinske vinstokke fra Malbec blandet med italienske Amarone-nuancer fra Allegrini på franske egefade – resultatet; min nye kærlighed ”Enamore Allegrini-Renacer 2009”.

Tilbage til Danmark og en tør, dobbeltgæret bassemand
Ovenpå denne eksotiske og flamboyante omgang druer skal jeg lige nævne et af de helt store attraktioner i år; nemlig den danske producent: Vester Ulslev Vingaard, som bød på dansk Medaljevin fra "Vester Ulslev Green Label".

Som amatør på vinfronten vil jeg ydmygt beskrive den som en kraftig Ripasso-inspireret basse, som siges at være dobbeltgæret og produceret på tørre druer – en dansk bassemands der på alle måder kunne begå sig til en rød bøf eller til vegetarens pendant; en helstegt nøddesteg. Så mange vine og så få anslag til rådighed her i CBS OBSERVER!

Med håb om, at du nu er klar til at gå på jagt i din lokale vinhandel eller eventuelt have fået mod på en af CBS Wine’s vinture, ønsker jeg alle jer flittige studerende en god sommer og håber at se jer til næste års smagninger rundt omkring i landet.

Denne vinsmagningsanmeldelse er skrevet af Louise Desirée Handberg, 6. semesters International Virksomhedskommunikation, Europæiske Studier og Fransk-studerende.
 

Tilføj kommentar