Få dit CV til at stå frem i mængden

Skrevet af Sanne Juel, karriererådgiver og coach i CA a-kasse - 7. april 2011 - 20:590 kommentarer
Der er meget, man skal huske på i jobsøgningsprocessen.

Hvis du skal snige dig foran de 399 andre ansøgere i jobkøen skal du tænke over og øve dig på at håndtere dig netværk, og du kommer ikke uden om et ordentligt gennemarbejdet og layoutet CV.

Selv om det passer, at 60-70 procent af jobbene besættes via netværk, kan det stadig godt betale sig, at lægge sit CV ud på jobportaler som Jobindex og Jobzonen.dk samt i virksomhedernes databaser.

Virksomhederne benytter sig af deres egne databaser, og der bliver også kigget på jobportaler. Hold dit CV fokuseret, optimalt og tilret det løbende, blandt andet når du får ny viden og erfaring, der er relevant (se gode råd til CV’et nedenfor). Men husk, at du er i kamp med mange andre ansøgere, og nøglehullet til det forjættede land er lille.

Netværk betaler sig
Hvem kender du? Og hvem kender dit netværk? Og hvem kender dit netværks netværk?

Tænk langt ud. Gamle klassekammerater, familiemedlemmer, bedste venner, din bankrådgiver, tidligere kollegaer, studiekammerater, dine forældres venner, dine lærere, foreninger, klubber, netværk på skolen, mentorer, sportsklubben og endda tidligere kærester etc.

Alle elsker at hjælpe
Skriv eventuelt en liste over, hvad hver enkelt person ville kunne hjælpe dig med. Ring eller skriv til dem, du allerede kender godt. Husk alle succesfulde mennesker har fået hjælp. Alle elsker at hjælpe. At bede om hjælp er den største gave, du kan give et andet menneske, fordi du giver vedkommende mulighed for at føle sig værdifuld.

Gode netværkere er generøse. Øs selv af al din viden.

Vær klar i spyttet om, hvad du vil og kan. Øv dig i at præsentere dig selv på små 20-30 sekunder. Lige pludselig får du brug for at sige, hvilket job du går efter, og hvilke kvalifikationer du har. Øv dig på forhånd.

Benyt dig af Facebook og tjek dit netværk der og så brug det erhvervsorienterede netværk LinkedIn, der har til formål at skabe professionelle kontakter.

Det er meget nemmere at få et job, når du kender nogen, der vil sige god for dig, og så kan det være du sniger dig uden om alle de andre 399 ansøgere og er først i rækken.

Tænk lidt utraditionelt. Benyt dig også af uopfordrede ansøgninger og sørg hele tiden for, at dit CV er trimmet og fokuseret på netop det job, du søger. KOM UD: Sig ja tak til arrangementer, events, møder m.m. Så du kommer ud og forøger dine chancer.

Vil du have hjælp til din ansøgning
Du kan også få mere direkte og personlig hjælp og rådgivning. Det er ofte en god idé at få en karriererådgiver fra CA a-kasse til at hjælpe dig.

Du kan booke en tid med en af os på to måder: Som studerende på CBS gennem http://career.cbs.dk/appointments/ (tirsdage og torsdage), og hvis du er studiemedlem hos CA a-kasse, kan du booke os via mail på coaching@ca.dk.

Info 


Sådan laver du dit CV

Det er vigtigt, at du gør dig umage med dit CV og får det til at ligne en million milliard!

Dit CV skal have et flot layout, der giver struktur og overblik. Der skal være sidetal og navn på alle sider.

Et vellignende ansigtsfoto af dig med hvid baggrund er et must. CV'et skal indeholde et kort resumé (hvad kan du, hvem er du, hvad vil du?) og liste erfaring fra tidligere job opstillet efter dato med nyeste først - husk at beskrive jobindhold, ansvar og resultater.

Du skal også have en din uddannelsesmæssige baggrund (speciale, karakterer), andre kurser (også førstehjælpskurser og lignende), sprog, sprogniveau og It-kompetencer med.

Endelig skal du have en god beskrivelse af hvem du er, hvad der interesserer dig, hvad du læser og hvad dine passioner er udover jobbet. Hvad laver du, når du stortrives?

Husk referencer, som du også har med og kan udlevere ved jobsamtalen.
Få CV’er set igennem af professionelle folk. Enten via din a-kasse eller andre der arbejder med rekruttering.

Gem dit CV som pdf-fil for at bevare den flotte opsætning.

Tilføj kommentar