Se billeder fra Pissups aktiviteter ved at klikke på pilen.Klik for at afspille

Fra drengerøvs-iværksætter til HA-studerende

Skrevet af Miel Pedersen, - 28. november 2011 - 16:370 kommentarer

Rasmus Christiansen læser til daglig HA(Almen). Eksamen venter lige om hjørnet, men det er nu ikke det, der får den 24-årige CBS-studerende til at dirre af spænding. Med sit firma ’Pissup Rejser’ er Rasmus og hans kompagnon Mads Thorsdal nomineret til ’Årets unge håb’ af ’IVÆKSTprisen 2011’.

Fra pistoler, piger og pilsnere til CBS
Sædvanligvis skriver CBS OBSERVER om unge CBS-studerende, der bliver iværksættere. Rasmus Christiansen er et eksempel på det stik modsatte: en ung iværksætter, der er blevet CBS-studerende. Og forretningskonceptet er derefter – drengerøvsrejser med fuld knald på.

Som den eneste af sin slags i Danmark arrangerer ’Pissup Rejser’ vaskeægte drengerøvsture. Og der er ingen tvivl om, at de lever op til deres slogan: ’Pistoler, piger og pilsnere’. På destinationer som Amsterdam, Prag og Warszawa bydes gæsterne velkommen af en Hummer-limousine fyldt med letpåklædte damer klar og parat til fest og farver.

Derfra går turen så videre på guidede pubcrawls og striptease. Er man mere til de hårde varer, der får adrenalinen til at suse, kan man se, om man står distancen med en AK47 under armen. Herreture og polterabends for drengerøve med lidt på kistebunden – det er konceptet.

En bacheloruddannelse på CBS er vejen frem – med pondus
Selv om firmaet lover godt, tænker Rasmus Christiansen stadig fremad. Eftersom de to drenge startede firmaet op som nybagte matematiske studenter, har det hele været learning by doing. Den proces beskriver Rasmus som både spændende og lærerig, men som han siger:

- Jeg vil også gerne ha’ mig noget boglig viden!

Derfor gik Rasmus Christiansen først i gang med en uddannelse som markedsføringsøkonom på Niels Brock Copenhagen Business College, men som han så videre udtaler:

- Jeg synes, at der er mere pondus i en HA(Almen). Derudover havde jeg hørt godt om CBS’ studiemiljø, og som ekstra bonus er det et godt sted at hverve kvikke hoveder til firmaet.

Derfor bygger Rasmus Christiansen nu videre på sin økonomuddannelse her på CBS, hvor han som nystartet HA(Almen)-studerende på merit er på vej ind i semesterafslutningens spændende eksamenstid. En tid der ikke kun rummer store forventninger ved det grønne bord.

Lir og damer bifaldes, nomineres og betaler sig
Et firma af en sådan kaliber som ’Pissup Rejser’ kunne juryen bag ”IVÆKSTprisen 2011” ikke stå for. IVÆKSTprisen er en pris, der hvert år uddeles som en hæder til troen på det umulige af IVÆKST – en virksomhedsportal, der formidler gratis viden og rådgivning om forretningsudvikling, opstart og vækst.

Sammen med fire andre teknisk baserede firmaer er ’Pissup Rejser’ blevet nomineret til ’Årets unge håb’. På kun fire år har de to drengerøve nemlig skabt et firma, der trods krisetider har vækstet mere end 100 procent om året siden 2009. Senest har de udvidet til også at gøre sig på de norske, svenske og tyske markeder – tilsyneladende det helt rigtige træk, idet firmaet for nylig kunne holde 10 millioners omsætningsfest.

Lige nu har Rasmus Christiansen rigeligt at se til, men det afholder ham ikke fra at holde antennerne ude. Og da han bliver spurgt om han kunne se sig selv på Copenhagen School og Entrepreneurship’s CSE LAB nikker han anerkendende og fortæller, at tanken så absolut har strejfet ham.

Først skal han dog vente i spænding et stykke tid endnu. Mandag den 5. december 2011 bliver det nemlig offentliggjort, om det bliver ham og hans partner, der vinder i kategorien ’Årets unge håb’ til ’IVÆKSTprisen 2011’.

Tilføj kommentar

Klik her for at afspille