Fuld fokus på International Full Degree Students

Skrevet af Tom Erik Kampman - Foto: Tao Lytzen - 20. august 2012 - 15:550 kommentarer
På trods af de mange forskellige nationaliteter skal et nyt serviceprogram få de internationale Full Degree Students til at føle sig hemme på CBS.

De internationale Full Degree Students på CBS skal integreres bedre. Derfor er der nu igangsat et program, som skal servicere de internationale studerende og gøre dem klar til mødet med den danske kultur og studielivet på CBS.

International Full Degree Students skal integreres på CBS
Med over 3000 internationale Full Degree Students (IFDS) på CBS har der i mange år været et behov for at få udenlandske studerende, der tager en uddannelse på CBS bedre integreret i både dagliglivet i Danmark og studielivet her på universitetet.

- Det har rigtig længe været en gruppe studerende på CBS, som ikke rigtig hørte nogle steder til. Der har derfor været brug for at lave en indsats, der er rettet mod dem, så vi også i fremtiden kan tiltrække dygtige studerende fra resten af verden, fortæller Candice L. Progler-Thomsen, Manager for International Outreach and Services på CBS´ International Office.

Candice L. Progler-Thomsen kommer selv fra USA og har via sine egne erfaringer oplevet, hvilke barrierer de studerende kan stå over for, når de skal læse i et fremmed land.

CBS kommer de studerendes bekymringer i møde
800 nye studerende står over for et nyt liv på CBS og i København.
- Mange studerende skal måske læse på CBS i mindst to år, så det er en stor omvæltning i deres liv at skulle stå over for en ny kultur og et helt nyt studiemiljø, siger Candice L. Progler-Thomsen.

Indsatsen for denne gruppe studerende har indtil nu været begrænset til specifikke studier. I 2011 blev der nedsat en styregruppe med det formål at samle et overblik over nuværende aktiviteter samt koordinere og udvikle kommende aktiviteter. Derudover var formålet at sprede informationen over hele CBS, så kommende IFDS'er føler sig velinformerede på deres nye studie.

Der er afsat 185.000 kroner til programmet, og styregruppen har udarbejdet et serviceprogram for de studerende, som man selv beskriver som "ambitiøst, men ikke urealistisk". Formålet med serviceprogrammet er at komme eventuelle bekymringer, som de internationale studerende måtte have, i møde og få dem til at føle sig velkomne, så de kan koncentrere sig om deres studier.

Seminarer om studielivet og det danske arbejdsmarked
- Jeg tror, at de studerende vil værdsætte at blive gjort opmærksomme på, at der er nogle udfordringer i studielivet. Når vi gør en indsats for den gruppe studerende, er det vores håb, at de hører lige så meget hjemme på CBS som deres danske medstuderende, fortsætter Candice L. Progler-Thomsen.

Blandt tiltagene er fire introduktionsseminarer hver uge i september, der tager et specifikt tema op. Det første seminar bliver holdt den 8. september og vil være en introduktion til det nye liv i Danmark.

Efterfølgende vil seminarerne handle om både det sociale liv på CBS samt hvordan man griber studielivet an. Der vil også blive afholdt et seminar om arbejdslivet i Danmark, hvor de internationale studerende kan høre mere om, hvordan man finder et studiejob eller en praktikplads her i landet.

Internationale aktiviteter og internationale studenterambassadører

Udover seminarerne bliver der også sat gang i en række aktiviteter rettet mod de internationale studerende. Der bliver blandt andet arrangeret kultur- og sprogcafeer, forelæsninger, rundvisninger på campus og i København samt filmaftener.

Samtidig vil en række internationale studenterambassadører også være med til at lette overgangen til det nye studieliv i København. Ambassadørerne er frivillige studerende, såvel danske som internationale, og de vil stå bag en række kulturelle og sociale arrangementer, der kan knytte de studerende bedre sammen.

På siden www.cbs.dk/iStudents vil der være informationer om alle aktiviteterne. Disse (og kommissoriet bag dem) kan også læses i den vedhæftede PowerPoint-præsentation.

BilagStørrelse
Præsentation - IFDS modtagelse.ppt715,5 KB

Tilføj kommentar