Gør dig selv relevant, mens du er studerende

Skrevet af Naima Yasin Abdi - 20. august 2012 - 13:310 kommentarer
Læs CBS OBSERVERs guide til frivilligt arbejde nedenfor.

Det frivillige engagement kan give godt på CV’et, især hvis det er studierelevant – og det er organisationsarbejde og event-mageri på en business school. CBS Students’ Network har netop udgivet oversigten Student Society & Organisations – CBS OBSERVER har også et par fif.

Man kan godt få erhvervserfaring uden at få et job
Erhvervserfaring er tydeligvis en af de vigtigste faktorer, når rekrutteringsmedarbejderne sidder og kigger de talrige ansøgninger igennem. Men når du leder efter dit første job – om det så er et studiejob, så er der desværre bare ingen erfaring at tage af.

Det store spørgsmål som ny studerende bliver så, hvordan man skal tilegne sig denne erfaring. Man søger jo netop jobbet for at få disse erfaringer. Der er flere udveje, så som muligheden for at få praktikophold, eller man kan vælge at lave noget frivilligt arbejde.

Det er der masser af muligheder for at engagere sig i på CBS. Her findes der nemlig mange forskellige foreninger, som man kan udvælge strategisk for at få sig en portion relevant erhvervserfaring ved at udføre frivillige arbejde – man kan læse om mange af dem i oversigten ’Student Society & Organisations’, der netop er blevet udgivet af CBS Students’ network.

Mulighederne for at forbedre dit CV er utallige på CBS
CBS Students er studenterorganisationen for alle studerende på CBS. Vil du vide mere om bestyrelsesarbejde, eventplanlægning, formandsskab, projekter og meget mere, så skriv til info@cbsstudents.dk .

MarketingLab er en ny non-profit organisation for studerende, der ønsker at få hands-on erfaring med erhvervslivet inden for marketing. De kan tilbyde både studerende og Marketinglab-medlemmer kurser i kreativ markedsføring i samarbejde med førende reklamebureauer. Så vil du vide, hvilke muligheder og værktøjer der kan hjælpe til succes med idéer og projekter eller bare mere om MarketingLab, så skriv til mail@marketinglab.dk

Copenhagen School of Entrepreneurship (CSE & CSE Lab) er CBS' drivhus for iværksætteri-drevne studerende og nyuddannede kandidater, der ønsker at realisere deres idéer. Så vil du skrive selvstændig erhvervsdrivende på CV’et, så er det her, det sker. Filosofien bag er ’learning by doing’, så fokus er på den gode forretningsidé snarere end det endelige resultat, og miljøet byder på coaching på idéer, kontorpladser i et dynamisk kontormiljø for opstartere, interessante arrangementer og et stort netværk inden for iværksætter-verdenen. Man kan skrive til Lucia Velasco på lv.idea@cbs.dk.

CBSLife er en studenterdreven blog, som fortæller om alt, der sker af interesse for CBS-studerende både on campus og off campus i København. Har du lyst til at skærpe pennen og kommunikationsevnerne på engelsk, skal du skrive til cbsculture@gmail.com.

CBSRadio giver også adgang til at arbejde med kommunikation og journalistik. Det er CBS’ studenterradio, der ligeledes dækker CBS og livet som studerende i København. Har du lyst til at lave radio, så skriv til cbsradio@cbsstudents.dk

Frivilligt arbejde er ikke kun en god gerning
Der er utrolig mange foreninger på CBS og derfor meget muligt at finde den der opfylder ens interesser. Ikke alle foreningerne er ‘seriøse’ – der er nemlig også CBS Wine, CBS Choir, CBS Gourmet, CBS Sport og mange flere. Du kan finde listen her.

At engagere sig i frivilligt arbejde kan være et godt karrieretræk, og en ulønnet stilling kan gøre dig mere attraktiv for arbejdsmarkedet. I hvert fald hvis det er studierelevant – og der kan være megen god praktisk erfaring at hente ved at indgå i frivilligt organisationsarbejde.

Studierelevant frivilligt arbejde vil til enhver tid syne bedre på CV’et end betalt erhvervsarbejde, der ikke har nogen forbindelse til fremtidige stillinger af relevans for din uddannelse, så som bagerjomfru. Man skal dog kun kaste sig over en frivillig tjans, hvis der er tid og råd til det.

Tilføj kommentar