Hvem er mest borgerlig

Skrevet af Jørn Albertus, foto: collage lavet af officielle pr... - 21. februar 2011 - 23:245 kommentarer

Kom og hør de to landskendte politikere Anders Samuelsen og Rasmus Jarlov debattere i BG-auditoriet på torsdag. Arrangementet markerer Konservative Studerendes genfødsel på CBS.

Anders Samuelsen
De sidder begge i Folketinget og er aktive i kommunalpolitik.
Den ene er partileder for Liberal Alliance (LA), cand.scient.pol. Anders Samuelsen, som også sidder i kommunalbestyrelsen i Horsens. Han har i lang tid været massivt til stede i annoncer hos de landsdækkende medier, hvor han ofte har været efter regeringspartierne, som fx her, hvor regeringen står for skud.

Rasmus Jarlov

Den anden er kultur-, kommunal- og medieordfører for Konservativt Folkeparti, cand.merc. Rasmus Jarlov, der for nylig er blevet kåret til årets borgerlige håb af Mogensen og Kristiansen på TV2 News. Han er også ekstern lektor i finansiering på CBS og gammel studenterpolitiker for Moderate Studenter. Han ser rødt, når Anders Samuelsen beskylder hans parti for at være ved at smelte ned.

Kom og stil spørgsmål
De er begge borgerlige, men hvem er mest borgerlig? Det er noget af det, som debatten skal give svar på. Men du kan også komme og stille spørgsmål, der vedrører dig og din fremtid, og komme med forslag til de to politikere fx om uddannelsespolitiske emner.

Tid og sted
Arrangementet finder sted på torsdag den 24. februar fra 17.00 – 18.30 i SPs 01 BG Fond Auditoriet, Solbjerg Plads.

Alle interesserede er velkomne.

Konservative Studerende genopstået på CBS
Arrangør er Konservative Studerende, som man ikke har hørt noget til i studenterpolitik på CBS i en del år. Konservative Studerende på CBS bruger debatmødet til at få gjort opmærksom på, at man nu er tilbage.

Konservative Studerende anno 2011 er en studenterpolitisk organisation, der ønsker at bryde CBS Students' monopol på studenterpolitikken og være et studenterpolitisk alternativ, fordi CBS Students i de seneste år de facto har været med til at sætte en venstreorienteret dagsorden i den politiske debat, forklarer Troels Lindblad Johansen, der er en af hovedmændene bag arrangementet og Konservative Studerende på CBS.

Du kan læse mere om arrangementet på Facebook.

Kommentarer

Kære Troels,

Nu er jeg lidt nysgerrig efter at finde ud af hvilken venstreorienteret dagsorden, vi har ført de seneste år?

Jeg spørger, fordi CBS Students de seneste par år har fået oprettet CBS Network, et alt inkluderende netværk af studenterorganisationer. Hvor I naturligvis også er velkomne. Ligesom CBS Students også har hjulpet VU’ Ungdom til at lave forskellige events på CBS. Derfor vil vi naturligvis gerne hjælpe jer.

Derudover har CBS Students introduceret et print service. Hvor vi efter hårdt arbejde giver halv pris til de studerende i forbindelse med print.
I forbindelse med vores arbejde for de studerende i studienævn, bestyrelse, akademisk råd, og alle andre steder hvor de studerendes hverdag bliver påvirket. Vi arbejder her aktivt med lige fra fagplaner til oprettelse af helt nye studie linjer. Det handler om at gøre CBS til et bedre sted, og ikke et sted med partipolitiske interesser

Jeg kunne egentlig godt forsætte, men you get the point. Vi er politisk neutrale, og vi vil altid være det. Vi kæmper for de studerendes rettigheder. Og vi kæmper også for jeres medlemmer. Lige fra at skaffe os alle et større taxameter tilskud til at sikre vi har de dygtigste undervisere.

Og når alt overstående er sagt.

Så kunne jeg godt tænke mig at vide, hvad der er egentlig er sket med de næsten 300.000kr , som Konservative studerende har modtaget i kraft af de HD pladser i havde i 2007(KS modtog her +178.000) og i 2008 (KS modtog her 121.316kr).

Står de stadig på en privat konto tilhørende et af jeres medlemmer? CBS Students har de seneste 2 år, spurgt jer om vi ikke skulle lave nogle studentersociale aktiviteter sammen, således at de mange penge kan komme de CBS studerende til gavn. Men vi har intet hørt fra jer.

Så håber, at I nu med jeres genopstand på CBS vil lave nogle studentersocialt, med de tilskudspenge i har modtaget fra CBS til netop dette formål. Og derudover, så er I naturligvis velkommen til at deltage i CBS Network, hvor alle andre organisationer er sammen om at skabe et bedre studiemiljø.

Mvh,
Jenskumar Sivagurunathan
Tidl. formand CBS Students

 Kære Jenskumar

Tak for din kommentar; det glæder mig, at genopstanden har vakt opmærksomhed.

Bemærk, at der i indlægget er brugt formuleringen, at CBS Students har været med til at stimulere en venstreorienteret dagsorden. Det er noget ganske andet, end det du anklager mig for at have sagt, hvorfor jeg gerne vil anholde dette.

Jeg begrunder min påstand med jeres forankring i Danske Studerendes Fællesråd (DSF), der officielt skulle være en organisation fri for partipolitik og deslige. Sagen er bare den, at det er den de facto ikke. Den har i en lang årrække været arnested for politisk aktive unge samt folketings-, kommunal- og regionalvalgskandidater til rød blok. Dette skrev Information bl.a. om i sommeren, 2010, hvor avisen undersøgte sagen om den ’ikke-partipolitiske’, altomfavnende studenterorganisation. Her kom det frem, at over halvdelen af ledelsen i DSF var politisk aktive – det være imens de vel at mærke ledede organisationen – hvoraf alle var aktive i den røde blok. Det er dette, vi først og fremmest vender os i mod. Vi bekender kulør og siger, hvad og hvem vi er.

Jeg genkender i øvrigt dit navn, og lige umiddelbart sætter jeg også det i forbindelse med rød blok – De Radikale, hvis jeg ikke tager helt fejl?

Jeg medgiver dig, at der, som følge af at foreningen praktisk talt har været dødliggende i flere år, er opstået noget rod – både i al almindelighed, men også i særdeleshed hvad angår økonomien. Det sidder vi i midten af lige nu og forsøger at samle trådene, rydde op og skabe os et overblik. Derfor vil jeg, forhåbentligt, være i stand til at give dig et mere kvalificeret svar på et mere velfunderet grundlag, når vi er længere i processen. I forlængelse heraf indbyder jeg dig hermed til at opsøge os senere og forespørge på samme sag.  

Vi er allerede i fuld gang med at arrangere studentersociale arrangementer – du kan bare komme og kigge i morgen til debatten.

Mvh.

Troels

 

 

Siden jeg ikke er studenter politisk aktiv kan jeg udtale mig på vejene af mig selv og ikke et foreskreven princip program. Jeg skriver desuden mere af bidrag til det nye CBS Observer end af partiske årsager.

Jeg er positivt overrasket. Flere sunde politiske arrangementer på CBS skader intet. Jeg kan på nuværende tidspunkt ikke pege på nogen forening, hverken i CBS netværk-regi eller CBS Students, der har sat sig for øje at tilføre CBS massere af events med politisk indhold.

Det næste jeg vil håbe på, er en reaktion fra andre initiativrige unge mennesker, med en smule politisk tæft. Men hold jer til politik, der er samfundsrelevant. Det andet ender i beskidte generalforsamlinger for typer, der føler sig lige så tændte af nervepirrende paragrafknepperi som det at få realiseret et reelt projekt. For mig er dette indholdsløs underholdning som Paradise Hotel. Hvem er stemt ud og hvem er ikke og to dage efter har publikum glemt alt.

Kritikken af CBS Students er et oplagt motivationsmiddel. Lad det være drivkræft indtil en ny bussemand viser sig. Men ser man CBS Students’ gerninger efter, klager jeg ikke. Sammenlign med Århus’ studenterforening. Alt respekt. Men de kræver at godkende alt, der hedder initiativ indenfor universitetets rammer. Den situation er et bedre eksempel på monopol end CBS Students. CBS Students står ikke i vejen for nogen.

Hvad Jens dog undlader at pointere, er at CBS Students kuppede sin rival. Historien er ikke udbredt hos de efterhånden få studenterpolitisk interesserede og jeg er vel også lidt fræk sådan at grave i et gammelt sår. Men vi kan godt trænge til lidt krudt i bøssen. 8.000 kr. om måneden i formandsløn plus et sekretariat skal bruges på noget. Om det er studenterpolitisk forsvarskampagne eller et eventflow, der formår at understrege CBS Students’ sande ressourcestyrke.

DSF (Danske Studerendes Fællesråd) er ifølge rygterne lige så røde som jordbær. Samtidig er de vel en slags storbror til CBS Students’ bestyrelse? Det har ikke været til ulempe for de studerende. Ikke mig bekendt. For hvor meget kan en venstremand, højremand eller hvilket som helst andet studenterpolitisk initiativ i grunden være uenige om, når det drejer sig om de studerendes vilkår? Vi har det jo fantastisk. Vælger man alligevel – og fred være med det – at kaste sig ud i politisk uvejr, bør man sikre sit skind. Det kan tage sig ud som et projekt for egen selvpromoverings skyld. Vil man reelt bidrage med noget? Hvis ikke vil deres virke i mine øjne forskrumpes til overflødige magtkampe. Underholdende men ukonstruktive. Hvis nogen kan opfinde en seriøs studenterpolitisk brandsag, så går jeg gerne ind i studenterpolitik. 

 

May the market forces be with you!

Frederik Ploug

Formand for FinanceLab 

Først og fremmest vil vi ligesom Jenskumar og Frederik Plough hilse de Konservative Studerende velkommen (tilbage) på CBS. Det er altid glædeligt at se aktive driftige studerende gøre sig gældende udover deres studie.
 
Der er et par spisfindigheder, vi vil forsøge at opklare i henhold til denne blogs indlæg og kommentarer.
 
1. At kalde CBS Students (CBSS) for enten røde lejesvende eller blå lakajer er nonsens. Vores primære mål er at forbedre hverdagen for de studerende på CBS, og her kan man sagtens arbejde sammen, uagtet éns personlige holdning til 24-års-regel, eller andre partipolitiske petitesser.

2.Med hensyn til CBSS' medlemsskab i DSF. Vi har tidligere argumenteret mod den politiske sammenknytning af aktive medlemmer i DSF til nuværende oppositionspartier, men vi har valgt fortsat at forblive medlem af DSF for at opnå indflydelse indefra, i stedet for at stå magtesløse på sidelinjen og råbe! Vi finder det ganske morsomt at CBSS bliver kaldt ræverøde af de Konservative, men at der samtidig i DSF er en opfattelse af CBSS som værende liberale/borgelige/you-name-it. Ingen af disse to af sande. Vi baserer vores politik på CBS Student Political Council - et åbnet råd for alle de studerende på CBS der ønsker medbestemmelse over CBSS' politiske linjer. Her kan der diskures uddannelses- og videnskabspolitik og jeg håber meget at De Konservative studerende ligesome alle andre, ønsker at deltage. 
 
3. Frederik Ploug nævnte at der ham bekendt ikke var nogle organisationer der arrangerede events med politiske indhold på CBS. Vi kan med glæde berette at CBSS har op til flere politiske debatarrangementer i støbeskeen, da vi jo befinder os i et valgår. Disse vil ikke blive præget af hverken blå eller rød blok, men vil være repræsenteret af et bredt udvalg af landets partier. I øvrigt vil vi gerne indvende mod at vores budget ikke resulterer i nok - CBS Students arrangerer årligt et hav af seminarer, events, arrangementer ogl. Vi nævner i flæng. Valget på CBS, Introkoordinering, Studienævnsseminar, CBS Students Print, Roskilde Festival, CBS Network..Det bliver hurtigt en lang liste! Dertil kommer naturligvis vores daglige bistand for bunkevis af studerende med mindre eller større problemer
 
CBS Students ønsker ikke at lade sig begrænse af partipolitiske skel - Vi ønsker at gøre det så fedt og nemt som muligt at være studerende på CBS!

Mange hilsner

Anders Kjemtrup og Sebastian Damm

Formænd

CBS Students

 

 Jf. pkt. 2:

At tro, at man kan ændre en organisation som DSF indefra, er netop nonsens. Det svarer til at tro, at man ved at melde sig ind i SF - eller Liberal Alliance for den sags skyld - kan dreje den respektive organisation til at være hhv. liberalistisk eller socialistisk. 

I mine øjne bør CBS Students tydeliggøre det over for de studerende, hvad det egentligt er, de støtter, hvad vi får ud af at være en del af 'fællesskabet', og sidst men ikke mindst hvad vi må ofre og betale for at være en del af DSF.

Derfor er min opfordring til formandsskabet, at de bruger lidt lønkroner på at sætte sig ned og lave en pro/con-liste, der så kan blive offentligtgjort.

Med venlig hilsen

/Troels Lindblad 

Tilføj kommentar