Blogindlæg

Iværksætteri eller Werther’s Echte?

10. oktober 2011 - 19:29

Når CBS holder karrieremesser er det for studerende, der har lyst til at få job i multinationale virksomheder, der har betalt svimlende beløb for at fylde dig med Tom’s karameller og tom snak om studierelevante udfordringer, medarbejderudviklingssamtaler og karriereudviklingsforløb. Hvis du gerne vil være iværksætter skal du gå helt andre steder hen på CBS.

Kære nye (og nuværende (og tidligere)) studerende,

Sommerferien er endeligt slut, og i disse dage trasker folk rundt på gangene på landets universiteter. Enten er det til første semester af den videregående uddannelse, eller også er I tilbage efter en hårdt tiltrængt studiepause. Den danske sommer har tydeligvis ikke leveret, men ikke desto mindre er der høje forventninger til, at I kan. Men hvad er det egentlig, at vi studerende gerne vil? Hvem ser vi som vores rollemodeller, og er det disse, som influerer vores karrierevalg?

Mor, jeg vil være iværksætter, når jeg bliver stor!
En undersøgelse viser, at iværksætterne ligger i top, i forhold til, hvem man ser som sine rollemodeller. Højere end én selv, sportsfolk og filmstjernene på de røde løbere.

Superlativerne har da også fløjet til højre og venstre i forbindelse med Mark Zuckerberg og fænomenet Facebook der har resulteret i en Oscarvindende Hollywoodfilm.

Intet understreger dog dette mere end det alt for tidlige tab af Steve Jobs, der sågar fik den amerikanske præsident Obama til at udtrykke sin respekt for Apple-ikonet, der revolutionerede måden vi alle sammen opfatter telefoner, musik, computere mv på.

Der bliver skrevet side op og side ned om disse ikoners visioner og lederegenskaber, men faktum er, at begge disse fænomener (samt alle andre succesfulde virksomheder) startede med en simpel idé, nogle dedikerede sjæle og hårdt arbejde, som til tider ville få en Sibirsk arbejdslejr til at ligne en reklame for Spies-rejser.

Én vej frem – jobsøgning. Eller?
Men oplever vi egentlig ikke, at universiteterne hellere ser os få et job i en af disse store virksomheder, i modsætning til selv at starte dem? Jeg kan kun tage udgangspunkt i CBS, da det er der, jeg læser, men vi hører fra medstuderende fra alle landets universiteter, at de oplever det samme.

Scenen er sat: Vi træder ind til et velorganiseret karrierearrangement, hvor samtlige af universitets corporate partners har en stand, og hvor nuværende ansatte og HR-ansvarlige prøver at kapre de talentfulde studerendes opmærksomhed.

Måske var du selv så heldig at opleve årets største karrieremesse på CBS sidste uge; ”Enlighten your career”. 30 af de ”store drenge” besøgte CBS for virkelig at sætte dine karrieremuligheder i perspektiv. Men i bund og grund er de studerendes muligheder begrænset til diverse trainee- og graduatestillinger hos multinationale virksomheder, hvor arbejdsgangene for længst er defineret, før én eneste ansættelseskontrakt er underskrevet.

Det der derimod ikke var at finde på dette just afsluttede arrangement, såvel som alle andre karrieremesser, er de små startups’ stande, eller opfordringerne til at udforske en karriere som iværksætter. Det skyldtes at iværksætterne har ikke tid til at spilde deres tid på karrieremesser, fordi de har travlt med at gøre en forskel i deres forretning.

I stedet står du tilbage med samarbejdspartnere, der har betalt svimlende beløb for at fylde dig med Tom’s karameller og tom snak om studierelevante udfordringer, medarbejderudviklingssamtaler og karriereudviklingsforløb. Man går nedslået derfra med følelsen af, at universitetet helst så, at man opsluges som ansat nummer 50.001 (men dog med maven fyldt af chokolade og tasken fyldt af ligegyldige flyers).

En case og en vifte af iværksætterorganisationer
Lad os dog alligevel kigge på et eksempel på en virksomhed, som blev startet af et par CBS-studerende under deres studier. Stifterne bag karriereportalen Graduateland fik idéen under deres bachelorstudier, da de oplevede et behov for at skabe et overblik over internationale karrieremuligheder for studerende og nyuddannede. Virksomheden har været i Silicon Valley for at præsentere projektet for en lang række investorer, har været nomineret til ”best of the best” virksomhed på CBS og kommer på bladet Iværksætteren’s forside i oktoberudgaven. Så helt umuligt er det ikke, at starte en virksomhed, på trods af den manglende inspiration fra universitetet.

Og hjælpen til at gøre det samme er faktisk lige i nærheden af dig! Alle landets universiteter har studenterorganisationer, hvis vigtigste formål er at hjælpe dig og din ide med at blive til virkelighed. På CBS findes netværket Stardust-CBS, som siden 2005 igennem events og workshops har hjulpet din udvikling igennem de allerførste skridt imod en karriere som arbejdsgiver i stedet for arbejdstager. Stardust-CBS holder til på Copenhagen School of Entrepreneurship på Howitzvej 60 (overfor Kilen), hvor bl.a. studentervæksthuset CSE Lab også holder til. Et team af iværksættere hvis eneste formål er at hjælpe dig fra idé til forretning.

Så selv om du ikke oplever den store opfordring fra dit universitets side, i forbindelse med at træde i iværksætternes fodspor, så er der desværre ikke nogle dårlige undskyldninger. Vi er masser af mennesker, som frivilligt organiserer talrige arrangementer, hvor vi kan møde hinanden, udfordre hinandens forretningsidéer, hvor prominente iværksættere fortæller deres historier, og hvor man er fælles om en passion om, at ville skabe noget ud af intet.

Hvis du bare er det mindste interesseret, så kan vi kun opfordre til, at du finde frem til din lokale iværksætterorganisation Stardust-CBS og se hvad de har i kalenderen!

Tak for opmærksomheden. Vi ser frem til at høre om den næste Skype, TradeShift, eller Podio.

Til kommentar og debat – gør CBS nok for at fremme den entreprenante debat, og skabe grobund for arbejdsgivere i stedet for arbejdstagere?

 

 

Kommentarer

God artikel Dan. Rigtigt mange gode pointer!

Jeg håber, for Danmarks skyld, at universiteterne og politikerne formår at skabe rammer der rigtigt fordre iværksætteri. De studerende der har talentet, og modet, til at drive egen virksomhed, skal nok jage deres idé. Men at nå ud over rampen - at lade virksomheden vokse internationalt - ser i dag ud til at være den primære udfordring.

Jeg håber at min generation, Danmarks studerende, vil løfte iværksætteri og virksomhedsskabelse ind i en ny æra. Vi skal ikke være et land kendt for store industri virksomheder. Vi skal være en kreativ nation bestående af go-getters der ser globale markedsmuligheder - og som tør tænke stort. Det er vores eneste chance i den globale konkurrence

Hvem skal sætte iværksætterne i gang?

Det er rigtig godt, at der er aktive studernde, som gør noget for iværksætteriet - for hvorfor er det "universiteterne", der skal gøre folk til iværksættere? En rigtig iværksætter er jo én, der kan selv.

Danmark er et velfærdssamfund, hvor.den offentlige sektor ordner rigtig meget for os, med stor effektivitet og meget lave transaktionsomkostninger. Men det fører lidt uvaner med sig: der opstår en forventning om, at alt skal komme fra den offentlige sektor. Somme tider også iværksætteri, som ellers fremstilles som et resultat af heltemodig individualisme.

CBS er meget interesserede i at de studerende bliver fornyere og iværksættere - men en stor statsinstitution kan ikke skabe heltemodige individer. Det, som CBS prøver på, er at stimulere de studerende til at tænke selv, tænke kritisk og ud over de givne rammer. CBS støtter de studerendes iværksættermiljøer, og én af de vigtige bestræbelser er vores voksende samarbejde med tekniske og naturvidenskabelige miljøer. I et sådant samarbejde håber vi, at studerende kan finde de muligheder for iværksætteri og innovation, som ligger i kombinationen af teknisk opfindsomhed og forretningstænkning.

Støt de gode studenterinitiativer, tag del i Copenhagen School of Entrepreneurship og dyrk din forretningssans og dit opfindergen! 

@Søren: Jeg er fuldstændig enig. I kraft af bl.a. den måde vores undervisningssystem er opbygget har vi i Danmark talent for at tænke stærkt i fællesskab. Silicon Valley opstod måske ved et "tilfælde", men kun fordi rammerne var der da de rigtige mennesker mødtes - the rest is history.

@Sven: Tusind tak for din meget indsigtsfulde kommentar. Jeg er til dels enig. En af problemerne med dansk iværksætteri er at vi er snot forkælede. Der er INGEN lande i verdenen der skaber de samme muligheder for at starte (og lukke) virksomheder som i Danmark. Men hvorfor er Danmark så ikke en nation af boomende iværksætter kraft? Hvorfor findes der ikke "Den danske drøm" om at skille sig ud fra mængden og være et individuelt under i et samfund bygget på lighed? 

Angående universitetets rolle. Du stiller spørgsmålet: "... for hvorfor er det universiteterne der skal gøre folk til iværksættere?". Det er et rigtig godt spørgsmål, med mange mulige svar. Lad os tage udgangspunkt i CBS og forretningsførelse. Hvad er en iværksætter? En iværksætter er intet mere end en virksomhed (eller forsøget på at skabe en), og måske en dag en arbejdsgiver. Hvad er en medarbejder så? Det er en person der arbejder for de før omtalte "iværksættere". Med det i mente er det så ikke en Business School's rolle at fordre "begge sider af mønten"?

Jeg læser selv Cand. Merc. FSM og før det HA-Almen. Jeg kan komme med lange forklaringer på optimal kapital struktur, hvordan man optimere datterselskabers rolle i vidensudvikling i globale koncerner osv osv. Men noget så simpelt som at sikre at jeg betaler ordentlig skat i min egen virksomhed, eller hvordan jeg forklarer min virksomhed for bankrådgiveren, er viden jeg skal indhente andetsteds (og her taler jeg ikke om iværksætter fag). 

Er det universitets rolle at lære mig at lave min udvidede selvangivelse - nej. Men er det universitets rolle at tænke konkret forretningsførelse ind i hvordan man tilrettelægger undervisning - efter min mening ja. 

Kære Dan

TAK! Tak fordi du har sat ord på en frustration, som har fyldt meget i både mit studieliv og i mit "arbejdsliv" (hvis man da kan benævne en karriere, som ikke endnu rigtigt er begyndt). Du rammer hovedet på sømmet med dit indlæg, og jeg føler ikke bare, at du taler for mig personligt - du taler også for nogle få stykke af mine medstuderende - og så DESVÆRRE slet ikke for en langt større gruppe, for hvem dine bekymringer omkring den manglende iværksætterånd på CBS ikke eksisterer. Hvorfor? Fordi CBS er en UDDANNELSESinstitution - ikke en katalysator for vækst, innovation og entrepreneurship! Og på CBS er der en udpræget myte blandt underviserne om, at de studerende uddanner sig for at få et job. Men hvem siger egentlig, at det er tilfældet? Hvem siger, at JEG uddanner mig for at få et job? At du gør det?

Et oplagt svar på disse spørgsmål vil naturligvis være: Underviserne. Dekanerne. Rektor (når vi ellers har én). Men hvor får VIP'erne så denne tankegang fra? Og er den grebet helt ud af den blå luft? Desværre må jeg konkludere, at svaret er et højt, og rungende: NEJ. Og faktisk mener jeg, at problematikken stikker langt, langt dybere end CBS' manglende understøttelse af konkrete fag i entrepreneurship mv.. Det handler derimod om måden, hvorpå en uddannelsesinsitution undlader at konstruere sine elever som selvstændigt tænkende individer, der rent faktisk evner at tage ansvar for egen læring (og ikke bare siger, at de skal gøre det). Tillad mig en lille livsanekdote til at eksemplificere:

Da jeg i 2001 begyndte at studere HA(dat.), gik det i løbet af første semester op for mig, at dét med at få en computer til at udføre et stykke JAVA-kode egentlig  helt fantastisk kedeligt og intetsigende for mig. Det var en brat opvågnen, for jeg havde jo gået og bildt mig selv ind gennem gymnasietiden, at jeg skulle ride på IT-bølgen og blive en fantastisk dygtig og innovativ forretningsmand, som både havde forståelsen for databaser, programmering osv., og samtidig et veludviklet forretningstalent via de merkantile fag, som uddannelsen også indeholdt. Men her skulle jeg blive klogere...

Det viste sig nemlig, at jeg hverken var særlig god at lave JAVA-kode eller til at udregne differentialkvotienter af Marginal Costs (MC), Total Costs (TC) - for slet ikke at snakke om investeringsteori og finansiering! Og hvad værre var: Det interesserede mig ikke et hammerslag (på trods af, at jeg havde nogle af landets dygtigste og mest passionerede undervisere i økonomifagene - bl.a. Frank Reitsbøl - fantastisk underviser!).

Min plan om at blive IT-millionær var dermed faldet til jorden med et brag. Og hvad værre var: Det var min selvtillid også. Hvis jeg ikke var god til at gå i skole (hvilket jeg jo havde været hele mit liv), hvad var jeg så god til? Hvis ikke jeg skulle leve af og i IT-verdenen (som jeg havde fundet spændende og interessant hele min barn- og ungdom), hvad skulle jeg så leve af?

Dette spørgsmål er endnu ikke endeligt besvaret. Og heldigvis for det. Jeg forsøger at forholde mig til spørgsmålet hver eneste dag - først på HA(kom.), hvor jeg endelig fandt det rette spor, og pt. på cand.soc.(PKL). Når jeg ser tilbage på min stålsathed ifht. til studie- og karrierevalg, så er der ingen tvivl om, at jeg led af en klassisk CBS-vrangforstilling: Karriere-tunnelsyn-syndrom. Denne vrangforstilling er stadig ganske udbredt blandt mange CBS'ere, og jeg skal ikke her gøre mig til dommer over, om den er produktiv eller ej for det enkelte individ - men for samfundet som helhed - der er den DYBT skadeligt. Jeg kan konstatere, at 9 ud af 10 af mine medstuderende (et slag på tasken - jeg har har nemlig ikke råd til at få Gallup til at udføre en meningsmåling) har forestillingen om "at få et godt job / en fed karriere" som mål med at tage en uddannelse. At få et job / karriere er altså tilsyneladende nok for rigtigt mange studerende. Og ikke mindst siden krisen begyndte at kradse, og verden ikke lå for vores forkælede generations fødder på samme måde som for blot få år siden. Så blev vi bange - og så kunne vi lige pludselig godt nøjes med "bare et job" - ikke længere "drømmejobbet". Men hvad nu, hvis drømmen slet ikke er et job? Hvad hvis drømmen istedet er at gøre en forskel for både sig selv og andre - og måske endda for hele samfundet? DÉT er for mig essensen af entrepreneurship og iværksætteri! Og det rummer muligheder, som du aldrig finder i et job, som andre mennesker (ceteris paribus) definerer for dig.

Jeg er klar over, at jeg godt kan lyde som en gammel, mavesur stodder med trang til at harcelere over sin egen generations mangel på selvstændigt initiativ og skabertrang - og selvom det måske nok også er delvist sandt, så opstår min harskhed og barskhed ikke ud af behovet spy galde ud over CBS'erne. Tværtimod. Det er faktisk et forsøg på at tage ansvar for en generation, som efter min bedste overbevisning er ved at miste grebet om sig selv og sin egen fremtid, hvis den ikke vågner op - og gør det lige nu! Om 5-10 år er det nemlig for sent - for de unge i Kina ved nemlig godt, hvordan man skaber virksomheder og sætter penge i omløb. Og hvor har de unge kinesere og denne viden fra? Paradoksalt nok - fra VESTLIGE Business Schools! Harvard Business, LSE, CBS - allesammen skoler, som ELSKER at få exchange students ind på Campus for at positionere sig som "mangfoldige" og "internationale" and what not, så man kan sikre sig en høj rating på de internationale lister over de bedste (læs: mest prestigefyldte) Business Schools i verden. Og det er da også rigtigt fint - hvis det ikke lige var fordi kineserne rejser hjem igen og bruger deres viden til at udkonkurrere os - på vores egen banehalvdel. And who can blame them? (Jeg skal lige notere, at jeg IKKE er imod, at vi modtager exchange students i Danmark - tværtimod! Vi burde modtage 5-10 gange så mange! Og så burde vi i øvrigt forsøge at lære af kinersernes evne til at være risikoaverse som ind i helvede!)

Så kære "Jeg-skal-bare-ha'-et-job-generation": Lad nu være med at tage til CBS-karrieremesse og lade jer stopfodre med Toms karameller og corporate bullshit om, hvor fede karrieremuligheder, der i de master- og trainee-programmer, som CBS' Corporate Partners tilbyder jer. De programmer har ET formål - og ét alene: At gøre dig til "Firmaets mand" - en loyal nikkedukke, der slår hælene sammen og gør, hvad han/hun får besked på uden at tænke over konsekvenserne. Med et foucault'sk begreb hedder denne proces "disciplinering" og med et meget mindre pænt ord hedder det "hjernevask". Og så er det i øvrigt ligemeget, om du forfølger karrieredrømmen i det offentlige eller private - systemtænkningen inden for et organisatorisk system er præcis den samme. Og systemtænkningen starter allerede på CBS, som forsøger at indpode lønmodtager-tankegangen i dig med sætninger som "når I nu skal ud og have jeres første rigtige job" og "når I nu kommer ud og skal arbejde i den virkelige verden". Og de taler desværre til din indre svinehund: "Tag den lette løsning - få et job"! For det er da helt sikkert langt sværere at starte noget selv - primært fordi uddannelsessystemet desværre IKKE er designet til at få dig til at tænke i de baner.

Hvorfor ikke tage over forbi Howitzvej 60 (det vil jeg personligt gøre fra nu af) og undersøge mulighederne for at blive din EGEN chef? Snak med Dan og andre unge, entreprenante mennesker, som kan inspirere og motivere dig til at gøre dét som er rigtigt - ikke det som er nemt. Snak med dine medstuderende, og find ud af, om den lille, spæde iværksætterstemme, som du har dybt inde i maven kan blive til en stor og mægtig entreprenør-røst, som vil blæse Kina tilbage til stenalderen - fordi DU turde gøre det! Fordi du hoppede ud på det dybe, og forsøgte at tage ansvar for dit eget og dine studiekammeraters liv. Din fremtid afhænger af dine valg - og det gør Danmarks fremtid som verdens bedste velfærdssamfund i øvrigt også.

 Jeg er fuldstændig enig i dine pointer. Der er generelt for meget fokus på de store virksomheder i CBS - det skinner jo helt tydeligt igennem i CBS' corporate partner-program hvor alle auditorier på SP f.eks. bliver sponsoreret af en af "de store drenge". Så en del af problemet ligger helt sikkert i CBS' samarbejde/reklameaftaler med de store virksomheder.

En anden ting er kulturen blandt de studerende. Det virker på mig som om det er velanset for den almindelige CBS'er at stræbe efter at få job hos Mærsk eller McKinsey. At ændre en sådan kultur er en lang og ressourcekrævende proces som i sidste ende kan vise sig at være forgæves. Men man kunne jo til en start sørge for at muligheden for at starte som iværksætter enten under eller efter sin uddannelse bliver synlig. Det kunne f.eks. være ved at invitere nogle repræsentanter for Copenhagen School of Entrepreneurship til disse karriere-events. Måske ligger problemet allerede i definitionen på karriere. Har man en karriere hvis man har startet sin egen virksomhed, eller skal man have talrige anbefalinger fra højtstående chefer for at kunne dokumentere det?

Iværksætteri er i hvert fald et spændende felt at følge på et sted som CBS hvor alle studerende har en grundforståelse for hvordan en virksomhed fungerer og altså allerede har de basale redskaber det kræver for at kunne starte sin egen virksomhed.

Vil du være med til at sætte iværksætteri øverst på dagsordenen?

Som I selv så pænt pointerer, så er det vist høje tid at sætte iværksætteri øverst på dagsordenen.

Selvom mange unge, studerende allerede har fået øjnene op for iværksætteri, så er vi stadig nogle stykker tilbage, som har brug for øjenåbner. Vi er nogle stykker tilbage, som stadig er tilbageholdende overfor iværksætteri, for dette henvender sig jo ikke til os, men derimod til de kreative folk med helt særlige kundskaber og ekspertise – eller gør det? Måske burde man i virkeligheden omformulere spørgsmålet og i stedet spørge hvem iværksætteri ikke henvender sig til?

Det er så nemt, at lade sig forblinde af tidens store idemænd, såsom Steve Jobs, og dermed glemme at iværksætteri i lige så høj grad henvender sig til du og jeg med de små ideer – som det henvender sig til den store iværksætter med de skelsættende tiltag.

Lad os derfor en gang for alle fokusere på denne forglemmelse og hjælpe hinanden med få øjnene op for de utallige iværksætter-muligheder, som blot ligger og venter på os. Lad os støtte op om de små iværksætterorganisationer, som netop sætter fokus på hvordan iværksætteri kan bruges på nye måder af dig og mig.

Lad de små iværksætterorganisationer hjælpe dig til, at udfordre dig selv og kaste nyt lys over netop dit interessefelt i forbindelse med iværksætteri ved de adskillige arrangementer på Copenhagen School of Entrepenurship, som f.eks. Copenhagen Wednesdays.

Jeg håber vi ses.

Vi ses på  Howitzvej 60!

 

Har tilmeldt mig nyheder fra Stardust-CBS og håber på at komme til nogle  arrengementer! :D

Tilføj kommentar