Kinesisk er blevet et hit i gymnasierne

Skrevet af Tom Erik Kampman - Foto: Moth @ Dreamstime - 14. november 2012 - 10:190 kommentarer
Stadig flere gymnasier stiller skarpt på kinesisk som valgfag. På 2 år er antallet af gymnasieelever, der vælger kinesisk, næsten seksdoblet.

Antallet af gymnasieelever, der læser kinesisk, er næsten seksdoblet på bare 2 år. Det har øget interessen for Asian Studies Programme på CBS og især de gymnasieelever, der læser kinesiske områdestudier på C-niveau i 3g, har en mere målrettet tilgang til studierne.

Antallet af gymnasieelever med kinesisk næsten seksdoblet på 2 år
Kina er i vælten for øjeblikket, og interessen for det kinesiske sprog er vokset eksplosivt. På 2 år er antallet af gymnasieelever, der vælger kinesisk, næsten seksdoblet - fra 61 til 380. Det viser en opgørelse fra Ministeriet for Børn og Undervisning. Fremgangen er blandt andet opnået gennem en aktiv indsats af Copenhagen Business Confucius Institute på CBS, hvor et af formålene er at støtte undervisning i kinesisk.

- I marts 2009 kontaktede jeg ministeriet for at høre, hvor mange gymasier, der havde kinesisk sprogundervisning. Dengang var tallet 11, så der er helt bestemt kommet en meget større interesse for sproget. Vi har blandt andet arrangeret to delegationer til Kina for gymnasierektorer, og derigennem er interessen blevet vakt, fortæller Tianshu Liu, Executive Director på Copenhagen Business Confucius Institute, CBS.

For bare 8 år siden kunne gymnasieelever ikke vælge kinesisk i Danmark. I dag har 28 gymnasier kinesisk på A- eller B-niveau, mens 31 gymnasier har kinesiske områdestudier på C-niveau. Kinesisk på A-niveau i gymnasiet indebærer undervisning i udtale og skriftsystemer. Områdestudierne har derimod mere fokus på det nuværende Kinas økonomi, samfund, kultur og religion. Her går en mindre del af timerne med decideret sprogundervisning.

Kinesisiske områdestudier rammer BSc ASP bedst
På CBS' Asian Studies Programme kan man også mærke, at interessen for Kina er øget. Sidste studieår blev 40 studerende optaget på BSc in Business, Asian Language and Culture (BSc ASP) med kinesisk som sprog. I dette studieår er antallet oppe på 60. Adgangskravet for at komme ind på BSc ASP er 6,0 i kinesisk på A-niveau i gymnasiet eller et års propædeutik (forberedende sprogkursus) på CBS.

BSc ASP har dette studieår kun optaget 8-10 studerende, der har haft kinesisk på A-niveau i gymnasiet. Studieadjunkt Susan Aagaard Petersens erfaring fra tidligere studieår er dog, at halvdelen falder fra. Sprogniveauet er ikke højt nok hos gymnasieeleverne. Til gengæld går det bedre for de studerende, der tager et års propædeutik, inden de formelt starter på CBS-studiet.

- Mit indtryk er, at mange af de gymnasieelever, der læser kinesiske områdestudier på C-niveau i 3g, er mere motiverede. De har en idé om, hvad de skal bruge kinesisk til. De har snuset lidt til kulturen samt en lille smule til sproget og synes, at det kunne være interessant for dem fremover. Elever, der har kinesisk i gymnasiet i 3 år, kan nogle gange have en tendens til at vælge sproget for at slippe for tysk eller fransk, forklarer Susan Aagaard Petersen.

Studieadjunkten mener dog generelt, at den stigende interesse for kinesisk i gymnasiet, er med til at skabe en stor interesse for studiet på CBS:

- Det er med til at skabe fokus på et sprog, som der vil blive en stor interesse for i de kommende år. På C-niveau er det rene kulturoplevelser, eleverne har med faget. Som oftest er det elever, der i forvejen er interesserede i samfundsfag, og de finder ad den vej ind til BSc ASP på CBS, pointerer hun.

Tilføj kommentar