Kommentar: Leif Hansen til tjeneste – 40/25 år af slagsen

Skrevet af Leif Hansen - 7. oktober 2011 - 11:570 kommentarer
Siden sin start på CBS for 25 år siden har Leif Hansen gjort sit bidrag gældende med fuldt engagement og integritet. Til sommer forlader han CBS. Billedet er taget, da Leif holdt sin tale i går.

Chefkonsulent med ansvar for forskningsanalyse og forskningsstatistik på CBS Bibliotek Leif Hansen fejrede 40 års jubilæum i statens tjeneste og 25 års jubilæum i CBS' torsdag den 6. oktober. Igennem de 25 år på CBS har han været forskningsbibliotekar, souschef/vicedirektør for biblioteket, it-chef, viceuniversitetsdirektør og endelig chefkonsulent. Om ni måneder effektuerer han en fratrædelsesordning indgået med CBS uden yderligere receptioner, så hans takketale blev også hans destillerede tilbageblik fra 25 år midt i CBS’ hvirvelstrømme. CBS OBSERVER gengiver her det af talen, der er af historisk interesse.

Når man har tilbragt så mange år på CBS, som jeg har, så har der været rig lejlighed til at gå til receptioner. For er der noget, vi er gode til på CBS, så er det at fejre hinanden – og os selv – ved alle mulige mere eller mindre vigtige lejligheder, som nu for eksempel denne. Der har derfor også været rige muligheder for at opleve urimeligt lange hyldest- og takketaler. Og jeg vil bestemt anstrenge mig for, at dette skal blive en af dem – 40 år er jo lang tid, hvilket kræver en lang tale.

Jeg kom til CBS den 1. marts 1986, så det er altså godt 25 år, vi fejrer. Men vi fejrer jo også mine 40 år i staten, og de 15 år før CBS var dels to år på KU og knap 13 år på RUC – blandt andet som lektor i politologi. Jeg kom altså til CBS – eller HHK som det hed dengang – fra RUC. Og det er vel rimeligt at sige, at jeg ankom i en lidt vingeskudt tilstand.

Det institut, som jeg var tilknyttet på RUC, der blandt andet stod for socialrådgiveruddannelsen, var blevet lukket af det altvidende eksterne rektorat, som i en årrække var sat til at styre de venstreorienterede styrevolter på Marbjerg mark. Et geni i uddannelsesplanlægning havde fundet ud af, at der ville blive uddannet alt for mange socialrådgivere, og derfor måtte man lukke uddannelsen. Et par år senere øgede man så optagelsestallene på de øvrige uddannelsessteder for socialrådgivere.

Instituttet blev lukket, og jeg skulle – ligesom mine kolleger – finde ny ansættelse, enten på RUC eller andre steder. En af mine gode kammerater, Finn Hansson, var ansat på CBS’ bibliotek, og han startede målrettet med at kanvasse for en ansættelse af mig. Jeg kendte ikke meget til CBS før jeg kom hertil. Godt nok havde min storebror læst først HD og dernæst til statsautoriseret revisor gennem en længere årrække. Men dels har vi aldrig rigtig taget pejling af hinanden i vores liv efter at han holdt op med at betale mig for at spille fodbold med sig hjemme på græsplænen. Og dels gav de ting, som jeg så alligevel hørte, mig ikke appetit på at søge den vej.

På forhånd kendte jeg dog den tidligere rektor, dekan og don på CBS, Lauge Stetting, af navn, for han var abonnent på det dengang førende samfundsvidenskabelige, marxistiske tidsskrift i Skandinavien, Kurasje, hvor jeg sad i redaktionen. Det var også selvsamme Hr. Stetting, der med en velvillig medfinansiering muliggjorde, at biblioteket havde råd til at ansætte mig.

Når man betænker, at jeg i forbindelse med min fyringstrussel fra RUC kunne medbringe en halv løn ved ansættelse på en anden højere læreanstalt, kan det undre, at biblioteket, der året forinden havde fået ny overbibliotekar i skikkelse af Michael Cotta-Schønberg, skulle have yderligere sponsorstøtte for at kunne foretage dette glimrende spillerindkøb. Men det var på det tidspunkt et fattigt bibliotek – og en forsigtig overbibliotekar.

Når jeg har opholdt mig så detaljeret ved min ansættelse på CBS, skyldes det to ting, som jeg mener, karakteriserer hele min CBS-tid: 1) der var bestemt ikke tale om nogen velplanlagt karrierestrategi. 2) der har været en fyringstrussel involveret mere end én gang.

Jeg startede som sagt på biblioteket som forskningsbibliotekar den 1. marts 1986. Og efter en rolig start, hvor jeg skulle bringes i grundform, hvilket medførte et brud på achillessenen under badmintonspil med overbibliotekaren og kollegaer – et brud som gentog sig ni uger senere under en forskningsrejse til Amsterdam med Finn Hansson – så blev jeg i første omgang sat til at overvåge bibliotekets økonomi. Jeg vægrer mig ved at tage ordet styre i min mund. Økonomistyring er en svær disciplin, som vi skal vende tilbage til.

At jeg fik den opgave var vel blot en fortsættelse af den skæbne, der ramte mig allerede i mine barneår hjemme i Kødbørsen, hvor jeg ikke blot blev sat til at lave medisterpølse, vaske knive, maskiner og gulve, bringe leverpostej og flæskefars ud til Fru Hansen og Fru Jensen, men også til at føre kassekladden over dagens salg. Det er senere fortsat med regnskab i forlaget Kurasje, regnskab i børnenes lilleskole, regnskab i ejerforeningen, men altså også regnskabet på biblioteket og senere – som mange af jer ved – regnskabet på CBS.

Men inden vi går ind i denne uhyggelige historie lige lidt mere om min snirklede ”karriere”. Som led i min uddannelse til forskningsbibliotekar blev jeg sendt på den såkaldte FOD-uddannelse (forskningsbibliotekar og dokumentalist-uddannelsen) – i øvrigt sammen med Finn Hansson. Det var en prøvelse, som jeg skal gå let henover. Vi går sikkert alle ind for life long learning, men når man har passeret de 40, er tålmodigheden med dårlig tilrettelagt og uinspirerende undervisning ikke særlig lang. Og det er nok ikke helt forkert at sige, at Finn og jeg fik ry for at være nogle værre brokkerøve – og med god ret!

Som det var tilfældet med Per Hækkerup, der aldrig fik færdiggjort sin cand.polit.-uddannelse, så fik jeg heller ikke afleveret den afsluttende opgave på FOD-uddannelsen. Men ligesom tilfældet var med Hækkerup, så forhindrede det mig ikke i at bestride jobbet som ”Finansminister” – omend i lidt mere ydmyge, lokale rammer. Og ligesom nogle mener, at Hækkerup fundamentalt satte den danske økonomi over styr ved at tabe forhandlingerne med Norge om delingen af Nordsøsoklen, så er der sikkert også nogle, der mener, at jeg var med til at sætte CBS’ økonomi over styr. Men vi må stadig vente lidt med den historie.

Det næste skridt op ad stigen på CBS var min udnævnelse til souschef (senere vicedirektør) på biblioteket. Egentlig var det Finn Hansson, der fungerede som stedfortræder og derfor som souschef for overbibliotekaren. Men i erkendelse af, at biblioteket ikke var stort nok til to så stærke viljer som Michaels og Finns, besluttede Finn sig til at ”træde ned”, og jeg blev vel nærmest i mangel af bedre havelse flyttet op. Om det var et godt bytte, må andre vurdere.

Personligt tøver jeg ikke med at fremhæve, at min første lange periode på biblioteket frem til september 2003 på mange punkter var en fest – for mig! Det var en periode, hvor biblioteket var i næsten konstant vækst: flere bevillinger, flere ansatte, flere lånere, afsindigt mange flere udlån, nye it-systemer, længere åbningstider, bedre lokaler, 1 mio. årlige besøgende og et konstant arbejde med at forbedre servicen.

Igen kom erfaringerne hjemme fra Kødbørsen til nytte. Vil man drive en succesfuld forretning, må kunderne kunne lide at komme. Derfor må man hele tiden åndeligt stille sig på den anden side af disken for at forstå kundens behov. Det var en opfattelse som jeg delte 100 procent med overbibliotekaren, der godt nok ikke har en slagterbaggrund, men snarere ser ud som kunne han have været en hyppig kunde.

Biblioteket fik imidlertid også andre ressortopgaver, som det hedder i disse dage. I vores behov for at kunne tage nogle vigtige skridt i den nye internetverden tilbød vi at sørge for at CBS’ website, www.cbs.dk, kom til verden. Det var i 1995, og det var såmænd ingen ringere end den nuværende biblioteks- og campusdirektør, altså min nuværende chef René Steffensen, der måtte påtage sig opgaven som projektleder.

Men det blev ikke ved det. Året efter fik vi overdraget opgaven med at etablere en it-supportenhed for alle ansatte på CBS, og senere fik vi også ansvaret for it-supporten til de studerende. Det blev en temmelig stor butik, som jeg fik det overordnede ansvar for – en opgave man af og til gerne havde været foruden… for eksempel når mailserveren var nede lørdag morgen, og de studerende skulle aflevere opgavebesvarelser pr. mail. Heldigvis havde jeg rigtig gode medarbejdere, der vidste, hvad al det der IT faktisk var for noget, og som fik etableret gode serviceenheder på ikke altid lige lette betingelser.

Som souschef på biblioteket kom jeg også til at deltage i CBS’ ledergruppe, hvor jeg havde den fornøjelse at have læst alle papirerne i situationer, hvor overbibliotekaren i travlhed ikke lige havde nået det. Især på budget- og økonomiområdet var det vigtigt at prøve at sørge for, at rektor ikke skummede alle de bevillingsstigninger, der var tiltænkt biblioteket i de år, hvor den særlige biblioteksbudgetmodel udløste meget store stigninger til CBS’ bibliotek. Som alle, der har arbejdet tæt sammen med Finn Junge-Jensen vil vide, var det noget af en Sisyfos-opgave.

Det var til gengæld rigtig sjovt og spændende. Finn Junge er jo af ydre glad, smilende, rund og rar, men samtidig meget stædig og hurtig, og derfor ret vanskelig at holde styr på for slet ikke at sige løbe om hjørner med. Det oplevede jeg i særlig grad i de tre år, hvor jeg var viceuniversitetsdirektør med særlig ansvar for økonomistyringen. På CBS er vi jo ikke kendt for at praktisere det vi selv underviser i. Og i den forstand var det måske meget naturligt at hente en autodidakt ind til denne opgave.

Egentlig er det aldrig rigtig gået op for mig, hvorfor jeg blev viceuniversitetsdirektør. Onde tunger vil vide, at det var overbibliotekaren, der gerne ville af med mig, eller universitetsdirektøren, Gert Bechlund, der gerne ville have samlet IT-serviceenhederne under sig, og som derfor måtte tage mig med i købet. I virkeligheden tror jeg, at CBS for én gang skyld praktiserede et af managementteoriens gyldne principper, nemlig Peter-princippet, der jo siger, at man i bureaukratiske organisationer forfremmer medarbejdere, indtil de når deres absolutte inkompetenceniveau, hvor de så kan henslæbe resten af deres tid.

Så galt gik dog ikke for mig. Efter tre år på posten blev jeg reddet: Først ved at CBS’ bestyrelse på god dansk vis henrettede bager i stedet for smed og fyrede Gert Bechlund på grund af budgetoverskridelser i stedet for mig, som jo havde det administrative ansvar, eller Finn Junge, der jo havde det øverste ansvar.

Og det var så anden gang, en fyring spillede en rolle i mit CBS-liv. Og det gik hurtig op for mig, at det nok drejede sig om at søge i flyverskjul. Og det lykkedes ved, at René, der i mellemtiden var blevet biblioteksdirektør, udfriede mig ved at åbne en stilling som chefkonsulent med ansvar for forskningsanalyse og forskningsstatistik, som muliggjorde at jeg kunne vende hjem til biblioteket i september 2006.

Lad mig dog skynde mig at sige, at også perioden som viceuniversitetsdirektør havde sine gode, sjove og spændende momenter, hvor jeg havde mange gode kollegaer og fik mulighed for at rekruttere nye, hvoraf flere stadig sidder i stolene.

Men nu kort til den antydede historie om økonomistyringen på CBS eller manglen på samme. Det kan være illustrerende at se på resultaterne de sidste ti år:

I 2001 var der en samlet opsparing på i alt 53,4 mio. svarende til knap 10 procent af årets budget. Da CBS jo ikke er nogen sparekasse, men et universitet, der skal udvikle forskning og uddannelser, og hvor opsparingen skulle gå til dette og til nye og bedre bygninger, drejede det sig selvfølgelig om at få sat pengene i omløb, hvilket da også skete. Med udgangen af 2004 var den samlede opsparing bragt ned på 11,7 mio.

At man så i 2005 fik et underskud på 12,3 mio. og dermed en negativ opsparing på – 600.000, altså ca. ¾ promille af årets budget, syntes ikke at være den store katastrofe set fra dilettantens perspektiv. Vi havde jo prøvet det før.

Imidlertid havde verden ændret sig. Der var nye regnskabsprincipper, og bestyrelsen – der for første gang skulle skrive under på regnskabet – havde krævet løbende økonomirapportering efter nye retningslinjer, hvilket førte til lidt usikre prognoser, men dog med stadig stigende præcision i skuddene henover året. Fra -60 mio. til -48 mio. til -24 mio. og det blev altså -12 mio. Økonomistyring er en svær disciplin, så man forstår måske godt at man ønskede nye kræfter, der kunne bringe økonomistyringen og præcisionen op på et lidt højere niveau.

Siden da har der da heller ikke været underskud på regnskabet. Og over de seneste fire år har CBS sparet godt 150 mio. op, og det er jo fint, hvis det havde været målsætningen, men sådan er det desværre ikke. I intet af de sidste fire år har man været i nærheden af de langt mere beskedne budgetmål, og i indeværende år, hvor man havde et nul-resultat som mål, frygter man at ramme +100 mio.!

Det er jo dejligt i et år, hvor CBS har gennemført afskedigelser, aftrædelsesordninger og andre personalereduktioner for at sikre økonomien – på den lange bane, som det hedder på moderne dansk! Sproget er taknemmeligt, men økonomistyring er stadig en svær disciplin, selv om det åbenlyst er mindre risikabelt at fejle til plussiden end til de røde tals side.

Sparekassementaliteten har stille og roligt trængt iværksætterlysten i baggrunden. Men biblioteket, der er blevet beskåret kraftigt de sidste par år, og som nu er i en nedadgående spiral, kan bestemt godt bruge et rundhåndet tilskud, hvis vi dermed kan hjælpe med kan få bragt overskuddet ned og samtidig øge præcisionen i økonomistyringen.

En ting, som jeg ikke har kunnet få passet ind i kronologien og talens dramatiske opbygning, er min deltagelse i noget af det vigtigste, der er sket for CBS de sidste 15 år – nemlig de store byggeprojekter. Først og fremmest byggeriet her på Solbjerg Plads, hvor jeg deltog i byggestyregruppen hele vejen og havde den helt særlige interesse, at der indgik et nyt bibliotek i planerne. Det var mit første møde med arkitektkonkurrencer, de store danske arkitektfirmaer og de meget komplekse byggeprocesser, der også er vanskelige at styre.

Heller ikke det lykkedes til perfektion for CBS, hvilket vi mindes om jævnligt, når håndgrebene falder af vinduerne her på Solbjerg Plads, eller skodderne ikke kan dreje på Kilen – eller endnu mere hysterisk i den lange periode, hvor trægulvene i biblioteket og kantinen i den fugtige periode i overgangen fra sommer til efterår rejste sig i bølger. Der måtte rigtig mange, mange skruer til at løse det problem.

Og da selve byggeriet på Solbjerg Plads stod færdigt, så kom indretningen af biblioteket med ny-producerede reoler, borde, stole og lamper, som heldigvis kunne foretages uden for snærende udbuds- og indkøbsregler. Og senere den kunstneriske udsmykning med Steffen Jørgensens ”Stabile over Desargues’ teorem”, der i overbibliotekarens tale i et inspireret øjeblik ved indvielsen af værket fik følgende ord med på vejen:

”Desargues figuren er med sine mange krydsningsfelter et malende billede på kommunikation og grænseoverskridende netværkssammenhænge. Stabilen udgør således en metafor for CBS som et netværk med udviklingslinjer og forbindelser i mange retninger, men med lige så mange forankringer og kontaktpunkter som energier og ideer kan krydse igennem uden at skulle passere et fælles centrum. Med andre ord fungerer figuren på fornem vis som et markant symbol på en levende, synlig og dynamisk organisation.”

Jeg er ikke sikker på, at man lige umiddelbart kunne gribe dette komplekse udsagn, men det står at læse i CBS’ Årsberetning 2001-02 på side 51. Figuren blev dermed også inspiration og udgangspunkt for CBS’ nye logo, der kom i 2003, og som jeg havde håbet ville stå som et minde – også efter at jeg ikke længere var på CBS. Men vedholdende rygter på vandrørene påstår, at der også her er behov for modernisering og strømlining. Det bløde og organiske udtryk i det nuværende logo egner sig ikke til den moderne digitale virkelighed. Linjerne må rettes ud. Jeg vil anbefale at man ser på stålkonstruktionen i biblioteket, så kan man se rette linjer!

40 + 25 er jo 65, og selv om de to forløb ikke ligger i forlængelse af hinanden, så passer det alligevel med min alder. Jeg har lige haft den syrede oplevelse, det er at bede om at få sin folkepension ”opsat”, og jeg kunne derfor mageligt i stedet have valgt at gå på pension nu. Det havde jeg imidlertid ingen planer om, men hvad jeg igen vil kalde tilfældige tilskikkelser i omverdenen hjalp mig med at træffe en beslutning også på dette område.

Som I kan høre har jeg syntes, at det har været sjovt, spændende, lærerigt og pisse besværligt at arbejde sammen med Finn Junge, men jeg havde egentlig aldrig forestillet mig, at det også skulle være farligt…
De nye tider på CBS med en ny rektor efter Finn Junge varslede imidlertid også nyt klima og – viste det sig i løbet af relativ kort tid – behov for udskiftning på mange poster for at gennemføre nye grandiose planer, der dog i ret stor udstrækning forblev planer med enkelte markante fiaskoer som udtagelser.

I den periode gjorde man ikke blot som vanligt ved regeringsskifte: foretog et nyt, grundigt kasseeftersyn, man foretog også personcheck. Jeg har leget lidt med hvilke metaforer, der kan beskrive denne proces for eksempel ”tillid er godt, men kontrol er bedre”, som Lenin siges at have arbejdet ud fra, eller ”kontrol er godt, men terror er bedre”, som Stalin videreudviklede det til.

Jeg skal imidlertid spare jer for alle detaljerne. Med en kold vind i ryggen og en fornemmelse af, at en situation, som jeg havde oplevet et par gange før var på vej, blev jeg hjulpet til mit sidste karriereskift på CBS, nemlig indgåelsen af en fratrædelsesordning fra næste sommer. Cirka 26 ½ år efter jeg trådte ind ad døren, går jeg ud igen.

Det har været et fantastisk sted at være, og det er erindringerne fra den lange, lange opgangstur for CBS, jeg tager medherfra – og så håber jeg, vi efter en kort afmatning igen kan se frem mod lyse tider. Grundlaget – vores forskning og uddannelser - er i hvert fald i orden.

Stikord 

Tilføj kommentar