Lave taxametersatser gør det dyrt at læse i udlandet

Skrevet af Mikkel Røddik Christensen, - 15. september 2009 - 14:470 kommentarer
Jo lavere taxametersats ens uddannelse har, jo mere skal man betale for et semester i udlandet. Det viser en ny opgørelse fra SU-styrelsen ifølge dagens udgave af Politiken, og CBS-studerende er blandt dem der rammes.  

Årsagen er, at de studerende modtager et udlandsstipendium, når de skal rejse ud, svarende til det uddannelsen normalt koster staten, bedre kendt som taxametersatsen. Da samfundsvidneskabelige og humanistiske uddannelser får de laveste taxametersatser, vil det eksempelvis sige at en kemistuderende får 97% af sine udgifter til et udlandsophold dækket, mens det kun er 63% for CBS-studerende. Politiken har talt med CBS-studerende Solveig Andersen på 24 som læser cand.merc., og drømmer om et ophold i Singapore. Hun er ikke tilfreds med reglerne:

- Jeg har ikke en rig onkel, så jeg frygter, at økonomien sætter en stopper for mine planer fortæller hun.

Hun bakkes op af sekretariatschef i Dekansekretariatet på CBS Wilbert van der Meer:

-Det understreger, at taxametret på de humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser er sakket bagud i forhold til udlandet og ikke længere rækker til at betale for en tilsvarende uddannelse i udlandet.

Lukrativ ordning
Vidneskabsminister Helge Sander (V) synes dog ikke, at ordningen er så uretfærdig endda:

- Sammenlignet med andre lande er ordningen meget lukrativ. Danske studerende får mulighed for at læse på nogle af verdens bedste universiteter med økonomisk tilskud fra staten ud over den almindelige SU udtaler han til Politiken.

Han udtaler dog samtidig, at han ser frem til den kommende evaluering af stipendieordningen.

Skellet mellem udgifterne til udlandsophold kan blive mindsket, hvis regeringen som ventet hæver taxametrene i forbindelse med finanslovforhandlingerne. 

Tilføj kommentar