Tre års ledelsespulje fordelt på forhånd
CBS ledelsespulje kastede som næsten det eneste en skygge over bestyrelsens strategidag i år. Da puljen blev gennemgået stod det klart, at der fra den årligt 15 millioner store dispositionspulje til særlige projekter ved rektorskiftet den 31. juli var givet tilsagn om 46 millioner kroner i 2009-2011. Det kunne CBS’ bestyrelse ikke acceptere.
- Det drejer sig om mange rigtig gode og værdige projekter. Men det ændrer ikke ved det forhold, at der er blevet givet tilsagn, der alene i år disponerer over dobbelt så meget, som ledelsespuljen var budgetteret til, forklarer universitetsdirektør Peter Pietras.
Pengene disponeret, men stort set ikke brugt
Inden fremlæggelsen ved strategidagen var samtlige ledelsespuljebevillinger blevet gennemgået, og da havde det vist sig, at en relativt stor andel af de disponerede beløb endnu ikke var blevet brugt. Som konsekvens bad en enig bestyrelse direktionen om at gå samtlige tilsagn og disponeringer igennem for at finde besparelser og – i yderste konsekvens – om nødvendigt bede en række af de projekter, der havde fået tilsagn, om at genansøge og eventuelt lade sig udskyde. Selv efter justeringerne vil ledelsespuljens omfang dog stadig være større i 2009 end sidste år.
Større gennemsigtighed i direktionens ledelsespulje
En anden konsekvens af behandlingen på strategidagen bliver, at selve konceptet for ledelsespuljen bliver ændret – efter den nye rektors tiltræden. De nye principper vil blive drøftet i bestyrelsen og akademisk råd. Puljen vil ikke alene være rektors ledelsespulje, men i overensstemmelse med de nye vejledende principper, bliver det direktionens fælles mulighed for at stimulere nytænkning med fuld gennemsigtighed.
Tilføj kommentar