Lige ind med firetoget, og...

Skrevet af Thomas Edvardsen, foto: Rie Neuchs - 25. september 2011 - 13:000 kommentarer

Survival guide til studielivet: Som helt ny på CBS kan mødet med universitetsverdenen – for nogle også mødet med Danmarks hovedstad – være intimiderende. Der er langt fra gymnasiernes beskyttede verden til pludselig at have ansvar for egen læring, alt imens man skal bygge nye venskaber op og folde sit liv ud. Her er en lille håndbog i at overleve studiestarten

Skydedørene kører velvilligt til side. Du befinder dig i den kæmpestore indgangshal på Solbjerg Plads. Midt i det hele stopper du op for at orientere dig, mens horder af tilsyneladende målrettede og travle studerende maser sig forbi dig og nærmest udstiller, hvor lidt stedkendt du selv er.

Læsebyrder og engang imellem undervisning
Du er på vej til din første forelæsning og må holde dig selv i ørerne nu, hvor gymnasietidens 8-16 helt og aldeles er afløst af sporadiske timer og hårde mellemliggende læsebyrder. Måske spekulerer du på, om dine medstuderende mon også synes, at dagens tekster var svære.

Efter at være gået et par gange frem og tilbage uden at kunne finde SP 212 går det op for dig, at 2-tallet betyder anden sal, og du når derfor kun lige ind i auditoriet, før timen går i gang. Fra din plads bagerst i auditoriet kigger du ned over dine næsten fremmede medstuderende, som du kun har haft kontakt med gennem introprogrammet, og du ærgrer dig over, at du ikke kom tids nok til at sidde ved siden af dem, du lærte bedst at kende på rusturen.

Det skal nok gå alt sammen

Hvis ovenstående virker bekendt, så fortvivl ikke. Efterhånden som du lærer spillereglerne og knytter venskaber, bliver det både nemmere og sjovere at være studerende på CBS.

- Når man starter, er der en masse forventningssommerfugle. Det er spændende og overvældende på en gang, men livet som universitetsstuderende er godt, forsikrer Didde Jørgensen, der er stud.merc.(jur).

Sørg for at koble af
Studierne tager dog hurtigt til i sværhedsgrad, så sørg derfor for at flade grundigt ud og slap af med dine nye medstuderende på græsset i solen. Sådan undgår du læsedøden og klaustrofobiske fornemmelser, når du er omringet af høje pensumstabler – det hjælper med at håndtere presset.

- Man kan godt være fyldt af lidt ærefrygt og respekt, for alt er nyt, og at skulle passe ind både socialt og fagligt lægger et vist pres på ens skuldre som ny, siger Rune Walther Hansen, der er stud.merc(EMF) og tilføjer:

- Til gengæld bliver det hurtigt hverdag. Man plejer at sige, at kan man klare det første halve år, så gennemfører man studiet. Husk i øvrigt at tage de ’gode’ skræmmehistorier, der altid florerer på studierne, med et gran salt.

Til afslapningen er studentercaféen på Solbjerg Plads, Nexus et oplagt valg. Her kan slappes af med en øl eller kaffe, alt imens du får lært dine medstuderende bedre at kende i øjenhøjde.

Gode råd til det sociale
I år slår optaget på CBS nye rekorder. Så bliver vi alle stuvet lidt tættere sammen. Derfor er det også vigtigt, at du ikke generer dine medstuderende mere end højest nødvendigt. Det kan faktisk betale sig rigtig godt at tage sig lidt sammen og gøre et godt indtryk.

Så gem den ’gamle ole’ væk og spis i pauserne, frem for i auditorierne. Det er også en god idé at lade computeren op hjemmefra, så dine medstuderende ikke skal snuble rundt i dit ledningshelvede. Tænk samtidig over, at det kan blive sværere for dig at finde en god studiegruppe, hvis det er Facebook, der dækker din skærm til samtlige forelæsninger.

Knyt sylten, hvis du ikke er forberedt
Styr i øvrigt dine praktiske spørgsmål og den indre papegøje til timerne – det er irriterende for dem, der er godt forberedt, og der gives ikke årskarakterer på CBS alligevel. Pas i øvrigt på med fremmedord og de alt for fine termer – de virker kun, hvis de underbygger din pointe, og din underviser har terpet økonomisk jargon, siden du gik i folkeskole. En tanketorsk kan snildt sikre dig en plads i den akademiske gabestok foran et fuldt auditorium.

Med alt det sagt – bliv nu ikke bange for at stille gode spørgsmål. Det er dem, hvor man prøver at få noget at vide, som man ikke ved… efter at have forberedt sig til forelæsningen.

Nyttige links og spareråd
Hver sommer og vinter kommer der nye bunker kloge tekster og bøger, som du skal læse igennem semesteret. De giver ikke bare ondt i indlæringsmusklen, de gør også ondt i økonomien. Der er mange penge at spare, hvis du køber dine bøger af studerende fra årgangen over dig – men vær opmærksom på, at der tit udkommer nye versioner af bøgerne, og at kompendierne næsten altid ændres fra år til år.

Det er hårdt, når naturlovene, om at toiletpapir, tandpasta, sæbe, shampoo, Ajax, vaskemiddel og rent tøj ikke blot er magisk selvfornyende ressourcer, pludseligt forandrer sig. Så få altid fat i studierabatten. Mulighederne for at flashe sit studiekort og spare penge er mange, også på de cafeer og pizzeriaer, der ligger strøet rundt omkring CBS. Bliver du studiefattig helt ned til havregrødsniveau, skal du holde øje med de gratis vareprøver på alt muligt mellem himmel og jord, du kan rage til dig.

Er du i bolignød kan du læse denne artikel.

Husk også at benytte DSB rabatter og S-more, hvis du kører meget med tog eller metro.

De mere kreative sparelystne kan springe nogle af deres forsikringer over. Forskning viser, at det i det lange løb kun kan betale sig at forsikre sig imod ting, der har potentiale til fuldstændig at vælte din økonomi. Forsikringsselskaberne tager sig jo godt betale for deres service – men husk, at uheldet kan ramme dig.

Selv på områder, hvor det ikke kan betale sig at spare – som for eksempel indkøb af livsnødvendigheder som øl i Nexus – kan du alligevel spare meget ved altid at sørge for lige at fange ’Happy Hour’.

Held og lykke med studierne
De år, du tilbringer på CBS, kan nemt blive nogle af dine bedste. Vi håber, at de gode råd og tips, som vi bringer i dette ’Velkommen Til CBS’ tillæg, kan gøre det lettere for dig at overskue alle de tilbud, der er at finde under CBS’ tage, og gøre din studiestart lidt nemmere.

Velkommen til – og god fornøjelse med det hele.
 

Info 

Denne artikel blev oprindelig trykt i CBS OBSERVER i september 2010 i en lidt anden form.

Tilføj kommentar