MCM’erne holder fest på Park for deres medkandidatstuderende

Skrevet af Jørn Albertus, foto: Jørn Albertus - 30. april 2012 - 9:550 kommentarer
Et udsnit af de 46 engagerede studerende fra MCM, der står bag det, der kan blive årets CBS fest for kandidatstuderende.

(Opdateret) De ønsker at skabe mere netværk på tværs af de mange overbyningslinjer og -uddannelser på CBS, og så vil de gerne tjene en skilling til studieturen, der går til New York til sommer. Festen er desværre aflyst pga. svigtende tilmelding.

Måske har du allerede mødt dem. I den forløbne uge har de stået i forhallen på Solbjerg Plads i deres fineste festskrud og solgt billetter til det, som kan blive årets fest for CBS’ kandidatstuderende på Park lørdag den 12. maj kl. 20.00, hvis der er tilstrækkeligt med CBS-studerende, der kommer.

Der har været højt engagement og godt sammenhold blandt de 46 studerende fra første år på cand.merc.MCM-linjen, som også kalder sig MCM’13 og står bag festen. Nu vil de gerne have, at du pudser danseskoene og talegaverne og kommer og fester med dem ved et arrangement, hvor du får mulighed for at gøre noget for din fremtidige karriere.

Netværk på tværs af discipliner og linjer
- På CBS bliver vi undervist i at være kreative, innovative og samarbejdsorienterede, og vi lærer at netværke med hinanden og erhvervslivet. Vores SUIT UP-fest skal gerne vise, at vi har forstået CBS’ budskab og medvirke til at skabe netværk på tværs af de forskellige kandidatuddannelser på CBS, fortæller medarrangør Sara Boilerehauge fra MSc MCM og uddyber:

- Vi CBS-studerende bliver jo kollegaer i fremtiden og ender i parallelle karriereforløb i de samme virksomheder og brancher, og så er det jo en fordel allerede her på CBS at have skabt sig et netværk også mere bredt uden for ens eget specifikke fagområde, hvad enten det er marketing, HR, finansiering eller en af de mange andre discipliner, man bliver kandidat inden for på CBS.

Mingling, fundraising , studietursinfo, lotteri og CBS-DJ’s
Aftenens tre første timer går ud på at mingle efter oplæg fra en netværksekspert cand.merc.KOM Esben Theis Jensen.

Der er også lotteri med spændende præmier og oplæg om, hvordan man fundraiser til en studietur: formålet med aftenen for MCM’er er også at tjene lidt penge til deres studietur til New York til sommer, og de vil gerne dele deres erfaringer. Fra kl. 23 bliver dørene åbnet for resten af verden, og der er musik med bandet Franklin Zoo, DJ Jay Adams og DJ Girls Kiss Girls. Begge DJ’s læser på CBS.

Læs program og download plakat for arrangementet nedenfor.

Billige billetter i forsalg
Hvis du agter at deltage i hele arrangementet fra kl. 20, kan det bedst betale sig at købe billet i forhallen på Solbjerg Plads, hvor repræsentanter for arrangørerne vil stå hverdage fra 11-13 til og med den 11. maj. Billetten koster her 100 kroner. Køber du den i døren, koster den 150. Hvis du kun går til selve musikdelen af arrangementet fra kl. 23 koster det 100 kroner at komme ind, men så får du hverken mulighed for at netværke eller vinde præmier.

Fra kl. 23 bliver der åbnet for ikke CBS-studerende, hvor prisen vil være 100 kr. i døren, men der får man ikke netværksdelen med velkomstdrink, talerne og lotteriet med og heller ikke adgang til det område forbeholdt CBS master studerende, hvor der tillige er billigere barpriser.

Arrangørerne af SUIT UP satser på, at der kommer flere af denne type events i fremtiden.
- Vi håber selvfølgelig, at dette arrangement kan blive starten på flere arrangementer, som har til formål at skabe kontakter og bånd mellem CBS' mange kandidat-linjer, siger Sara Boilerehauge.

Info 

Program

20:00-20:30: Velkomstdrink og registrering
20:30: Velkomsttale ved SUIT UP-holdet
20:40: Oplæg om at lave studietur og om at søge penge til det fra CBS
20:50: Netværksekspert Esben Theis Jensen taler
21:05-23:00: Mingling, netværksaktivitet og lotteri
23:00 Park åbner dørene, men der er et område, der er reserveret til CBS’erne
Musik (som det ser ud lige nu): live band - Franklin Zoo, DJ Jay Adams og DJ Girls Kiss Girls
Pris for billet 100 kr., hvis den købes i forsalg på Solbjerg Plads.

Relaterede artikler 

Tilføj kommentar