Navne på de nye i CBS’ bestyrelse ved rekordvalg

Skrevet af Bjørn Hyldkrog - Foto: Dreamstime - 5. december 2011 - 10:310 kommentarer

Den sidste stemme til Styrelsesvalget på CBS 2011 er blevet afgivet, og de foreløbige resultater for valget til CBS’ bestyrelse er blevet offentliggjort. De studerendes stemmeprocent slog rekord i år, idet 22,6 procent stemte til bestyrelsesvalget og hele 23,4 procent stemte til Akademisk Råd. Stemmeprocenten ved styrelsesvalget endte på 28,93 procent, hvilket er rekord for de universiteter, der benytter elektronisk afstemning.

Valgrekord blandt CBS’ studerende
De studerende genvalgte det siddende medlem af bestyrelsen, Christian Refshauge. TAP-medlemmet de kommende fire år er Jakob Ravn. CBS’ VIP valgte professor David Lando og lektor Morten Thanning Vendelø.

Refshauge fik 1200 stemmer
22,6 procent eller 3288 af CBS’ studerende stemte i år på en af kandidaterne eller CBS Students listen til CBS’ bestyrelse i år – dertil kommer 656 blanke stemmer. Christian Kongsbak Refshauge løb ifølge den foreløbige opgørelse med lige knap halvdelen, 1200 af de 2403 afgivne personlige stemmer.

Til Det Akademiske Råd ser det umiddelbart ud til, at Tina Sand Remøy fra CBS Students’ sideordnede liste kommer ind med 741 personlige stemmer. Her afgav hele 23,4 procent af de studerende deres stemme.

Folkebevægelsen for CBS vandt
Blandt CBS’ administrative medarbejdere var der lige knap 53 procent, der stemte til valget. Her vandt Folkebevægelsen for CBS, listen med de ni kandidater fra over hele organisationen med tilsammen 166 af de 316 af de afgivne stemmer – chefkonsulent Jakob Ravn fra Biblioteket blev valgt ind med 38 personlige stemmer.

Hele 62,3 procent af CBS’ VIP – 358 videnskabelige medarbejdere, valgte at stemme i år. Største stemmesluger var David Lando, professor i Finansiering, med 97 personlige stemmer. Bestyrelsens andet nye VIP-medlem blev lektor Morten Thanning Vendeløe fra Institut for Organisation, der fik 87 personlige stemmer.

Det er kun de foreløbige, men klare resultater til bestyrelsesvalget, der er blevet offentliggjort. Stemmetal og resultaterne fra valgene til CBS’ studienævn og ph.d.-udvalg offentliggøres først i morgen, tirsdag den 6. december – senest klokken 15.00.

Tilføj kommentar