Sådan får Danmark gode uddannelser

Skrevet af Jørn Albertus, - 2. marts 2011 - 11:300 kommentarer
Sådan ser folderen ud. Download den nedenfor.

Ny folder udgivet af Akademikernes Centralorganisation (AC), DI - Organisation for erhvervslivet og Danske Studerendes Fællesråd (DSF) bruger best practices fra de danske universiteter til at inspirere til kvalitetsudvikling af universitetsuddannelserne.

- Som repræsentanter for studerende, erhvervsliv og akademikere i Danmark deler vi en bekymring over, at universitetsuddannelserne ikke tildeles den ledelsesmæssige opmærksomhed, som deres betydning berettiger til og som er helt afgørende for, at vi som samfund kan få uddannet dygtige kandidater, skriver udgiverne i en pressemeddelse i forbindelse med udgivelsen af folderen.

Stil krav til kvaliteten - bottom up
Den skal ved hjælp af gode eksemplers magt inspirere de studerende og give konkrete bud på, hvilke kvalitetskrav de med al rimelighed kan stille til deres uddannelse. AC, DI og DSF mener, at de studerende skal have mere medansvar og medejerskab, og har forhåbninger om at initiativet kan bidrage til en bottom-up bevægelse for god uddannelseskvalitet.

I pjecen identificeres syv parametre, som man kan arbejde med på universiteterne, når man kvalitetsudvikler. De syv parametre er:

1. Undervisningstimer og den samlede arbejdsbelastning
2. Undervisningsformer og undervisningsrammer
3. Arbejdsmarkedsrelevans
4. Prøveformer
5. Uddannelsernes forskningsbasering
6. Undervisernes pædagogiske kvalifikationer
7. Fleksibilitet og mobilitet

Opfølgning på kvalitetsseminar
DSF, DI og AC afholdt sidste år et kvalitetsseminar, hvor man havde inviteret en bred kreds af universitetsaktører og –interessenter til at bidrage til at nuancere, udfordre og konkretisere, hvad god uddannelseskvalitet er i praksis. Folderen er blandt andet blevet til som opfølgning på kvalitetsseminaret og er seneste skud på stammen i en række af fælles initiativer for god uddannelseskvalitet mellem de tre organisationer.

Du kan downloade pjecen nedenfor.

Tilføj kommentar