Debat: Magt og tænkning trives ikke sammen

Skrevet af Ole Fogh Kirkeby - professor ved LPF - 27. marts 2011 - 18:012 kommentarer

Den danske universitetspolitik er slået fuldkommen fejl. Top-down-ledelse som udøvet af CBS’ nu forhenværende rektor, Johan Roos, støttet af bestyrelsesformanden, Anders Knutsen, er en katastrofe for et universitet. Autarke og almægtige ledere hører ikke hjemme dér, hvor idékraft er midlet og målet.

Hvad der nu er sket på CBS må ses i en større sammenhæng, dvs. en politisk.

Som på KUA viser hændelserne på CBS at universitetslovens mere eller mindre skjulte dagsorden, om at betragte en højere læreanstalt som en virksomhed, er 100 procent forfejlet.

Vidensintensive virksomheder er forskellige. NOVO er sikkert, ud fra målemanikeres metoder lige så vidensintensiv som CBS, men produktporteføljerne er fundamentalt forskellige i kvalitet og kvantitet. Vi har måske mere end 500 produkter, hvis man tager forskernes kontakter til erhvervslivet i betragtning, det har NOVO ikke. Vores produkter er møntet på aftagerens menneskelige udvikling, det kaldes uddannelse og i et optimistisk perspektiv ”dannelse”. Derfor bør et universitet ledes anderledes end enhver anden forskningsintensiv virksomhed.

Top-down-ledelse er en katastrofe for et universitet, ligesom afhængigheden af ekstern funding er det. Det sidste onde kan måske begrundes i statens finansielle problemer, men der er INGEN begrundelse for det første. Hvordan skulle én, eller for den sags skyld en håndfuld personer, kunne definere HVAD så mange forskellige medarbejdere skal prioritere?

CBS’ værdier som indført af Roos var latterlige og overfladiske og, i øvrigt, ikke skabt gennem en høring, men distribueret som facts via en høring, og medarbejdere i danske virksomheder kan fortælle om forskellen. Indsatsområderne var ren kamikaze. Design er det alle førende højskoler promoverer sig på. Environment er et felt, der er så bredt og så omfattende, at det er intetsigende. Work-life-balance giver mere mening, fordi det kan være et strategisk objekt for forskning, men det implicerer stort set alle fagvidenskaber. At tale om ”business-in-society” som en overordnet målsætning er lig med at gøre os, der har arbejdet med erhvervslivet og det offentlige i årtier, til grin, og i øvrigt at ville genopfinde executive-modellen, som grækerne skabte 400 år f.K. på deres ledelsesakademier.

Finn Junge havde ét princip for ledelse, ”to give opportunities,” det er svært at afvise, at det lykkedes. Top-down-ledelse handler om ”to reduce opportunities”.
Det er så vigtigt, at ”Roos-affæren” kan blive forstået i et generelt perspektiv, nemlig som et bevis på, at den danske universitetspolitik har slået fuldkommen fejl. Autarke og almægtige ledere hører ikke hjemme dér, hvor idékraft er midlet og målet. Ledelse handler om respekt og generøsitet. Det er ikke kun et normativt postulat, men et såre funktionalistisk perspektiv på det forbløffende faktum, at initiativ og ideer optimeres af et frihedsrum.

Det er tåbeligt at brænde mester jakel dukkerne, og hoppe og danse af fryd, når spillets rammer og regler stadigvæk er sat og nye marionetter venter på at indtage pladserne, i et teater uden de stakkels hånddukker, men med ebonit-figurer ført af usynlige tråde.

Lærestykket må være, at magt og tænkning ikke trives sammen. Idékraft er et universitets hjerteblod. Innovation er bare afkastet. Ideer kræver to ting, som grækerne døbte ”isegoria” og ”parrhesia”, den lige ret til at ytre sig, og den muliggjorte vilje til at gøre det. Roos tog begge dele fra CBS, men som ”a hired hand”. Som i en bedre western blev han skudt af heltene til sidst. Nu skal den onde ranch-ejer også likvideres, og det er naturligvis retfærdigt, men det kan stoppe blikket for relevans.

Relevans er i denne forbindelse knyttet til ordet ”frihed”. Forskningsfrihed har absolut ikke kun noget med retten til og muligheden for at vælge genstand og teori, det har desværre også meget at gøre med den måde, de ressourcer der gør det muligt, gives på.

Vi taler i ledelses-jargonen meget om anerkendelse i dag. Men anerkendelse skal ske FØR porteføljen og produktionsmåden vælges, ikke bagefter. Intet er apolitisk, men meget kan nedtones til et punkt, hvor man kan sige, at det er afpolitiseret. Politikere bør ingen ret have til at afgøre noget som helst, hvad angår de ting, der foregår på højere læreanstalter. De bør give puljer, som i gamle dage, og ellers blande sig udenom. Hvis man ikke tror på forskeres personlige integritet, kreativitet og klarsyn, hvorfor ansætter man dem så?
 

Partierne til venstre for midten har desværre ikke længere blik for dette. Men prisen har ”bare” været at Danmarks produktivitetsstigning er én af de laveste i verden.

Hvis man på CBS er tilfreds med at have henrettet Roos og Knutsen konkret eller in effigie, så har vi intet lært. Det handler om politik og det handler om ledelse. Hvad skal vi med ledere? Legitimitet overfor politikerne, gidsler på institutionerne, knæfald for Bologna? Hvad kan lederne? Jeg er ked at skrive det, men af alle de kaldede er meget få udvalgte. De sidste er dem, der lader folk gøre det, de er gode til endnu bedre. På godt gammelt dansk hedder det, at ”lade dem være i fred”.

Lad os håbe at bestyrelsen er så begavet, at den kan se det, når en ny rektor skal vælges.

Fra Aristoteles til naturretstænkerne var der ét skrækscenarium over alle skrækscenarier: borgerkrig. Man må konstatere, at top-down-ledelse i universitetsverdenen skaber den borgerkrig, som dens ræson skulle være at fjerne.

I krig kan stærkt lederskab begrundes funktionelt, men CBS er ikke i krig med nogen, selvom konkurrence- og benchmarking-metaforikken skal forlede os til at tro det. Som min gamle mormor sagde: sig mig hvem du omgås, og jeg skal sige dig, hvem du er. Let omskrevet: Sig mig hvem du vil vurderes af, og jeg skal sige dig, hvem du er.

Demokratiet er et nødvendigt onde og indebærer evaluering, fordi ressourcer er knappe, men hvem tvinger os til at underkaste os globale evalueringsmaskiner? Skal vi ikke gøre CBS til en agora, et sted, hvor folk i fælles, skabende samtale vandrer sammen i frihed? Vores evaluering bør gives af dem, der kommer tilbage herfra og siger: Her blev man fanme et klogere og bedre menneske af at være, og måske oven i købet, her lærte man noget.

Kommentarer

 Et par kommentarer:

Som jeg husker det var én af Naturretstænkerne en vis Hobbs og hvis jeg ikke husker forkert var han vist ret glad for ekstrem topstyring.

Nu hvor Roos er blevet vist porten har vi ingen egentlig rektor, udover Irwin som konstitueret. -Og da rektor teknisk set er TAP medarbejder og vi i øvrigt har ansættelsesstop for TAP'ere, så kunne man mene at vi må klare os uden "Leder".

Som du antyder kunne det måske være en god ide? Desuden koster en rektor vel en del i lønpuljen, så vi kan vel reducere en del afskedigelser på onsdag?

Er det i virkeligheden en win/win situation?

Virkeligheden er også at koble forskning med verden omkring. At fastholde en traditionel opfattelse af forskning som løsrevet er utopi. Det svarer billedeligt til at tale om magt-fri coaching mellem medarbejder og leder: det findes ikke.

Jeg er selvfølgelig med på indlægget behov for at være provokerende og sætte tanker igang. Men for mig at se skal forskermiljøet også kunne håndtere relationen til ledelsesdimensionen, til den politiske dimension, til virksomhedsdimensionen etc.

Det er en forestilling at forskermiljøet bare kan, må og skal dekoble sig verden omkring som en forudsætning for at kunne udfolde sit fulde potentiale. 

 

 

Tilføj kommentar