Prisen for eksamenssnyd er høj

Skrevet af Miel Pedersen, foto: originalbillede © Grzegorz Ku... - 23. januar 2012 - 14:589 kommentarer
Den korte version: lad være med at snyd! Bliver det opdaget, falder hammeren, og du læser vel for at lære noget - ikke bare for at bestå?

’Thomas’ blev grebet i at snyde ved en semesterafslutningseksamen på CBS. Det kostede umiddelbart ’kun’ et semesters karantæne fra at gå til eksamen, men konsekvenserne voksede sig større.

Når forventningspres vokser sig for stort
Som ny CBS-studerende er der et stort fokus på karaktererne. Alle snakker om og spørger til lige netop dem, så presset for at klare sig godt vokser sig snildt større og større. For ’Thomas’, der gennem semesteret kun havde fået 10- og 12-taller, blev presset ved en afslutningseksamen så stort, at han ikke så nogen anden udvej end at snyde. Og han blev taget i det.

- Det værste er ikke bortvisningen, men tanken om hvad andre folk tænker, beskriver Thomas det, når han fortæller om dengang, han blev taget for eksamenssnyd.

Lige præcis pointen med, hvad andre tænker, er det gennemgående emne – både for fristelsen til at snyde og for det værste ved konsekvenserne ved at blive taget for samme.

Fra legende let til ren paranoia
- Jeg sad i lokalet med de gule papirer, som jeg havde med hjemmefra, nøje foldet på præcis samme måde som det, man får udleveret som notatpapir ved eksamen. Men da eksamensvagten gik forbi, kunne han godt se forskel på min notatskrivning, og jeg blev taget på fersk gerning, forklarer Thomas og sukker tungt.

Havde han kendt til konsekvenserne dengang, havde han aldrig turdet. I dag, når han går til eksamen, tør han end ikke lade telefonen ligge slukket i jakkelommen.

- Konsekvenserne har været uoverskuelige. Først troede jeg, at jeg ville blive permanent bortvist fra CBS og udelukket fra andre universiteter i op til to år. Så da jeg fik at vide, jeg blot fik et halvt års karantæne fra eksaminerne, blev jeg ligefrem helt lettet, fortæller han.

Mangel på information trak pinen ud
Det blev en lettelse, der senere blev til et tungt åg. Idet Thomas troede han havde karantæne, gik han nemlig ikke op til sommereksaminerne. Så da han senere – i oktober – fik oplyst, at hans karantæne først gjaldt fra da, kunne han se tilbage på hele sit første studieår på CBS med kun to afsluttede fag.

Da man ikke kan gå til reeksamen uden enten at have gjort et første forsøg eller have en lægeerklæring, måtte han altså starte fagene forfra. Det gjorde, at han på sit 4. semester både skulle læse de obligatoriske 30 ECTS plus de 37,5 ECTS, som han manglede fra første år – i alt ni fag.

- Hvis jeg efterfølgende havde kendt til omfanget af konsekvenserne, var jeg droppet ud på stedet. Det var meget svært at få information om emnet.
Det ikke at vide nøjagtig, hvilken straf jeg ville få, og dernæst hvad den ville betyde for mine studier, gjorde, at jeg hele tiden holdt ud. Men det sled meget på mig, og jeg kunne godt forestille mig, nogen kunne gå helt ned med flaget i en sådan situation, fortæller Thomas.

Giv os en larmende anti-plagiering kampagne!
Thomas vidste godt, at han snød, da han tog papiret ud af lommeregneren. Men da flere af hans studiekammerater var sluppet godt afsted med det, tænkte han: Hvorfor ikke? Det, der kunne have bremset ham, beskriver Thomas som en højtråbende kampagne:

- Hvis der foran mig i eksamenslokalet havde hængt en plakat med teksten: ”Eksamensnyd medfølger:” og så tre bullits med for eksempel ”et halvt års karantæne” og så videre, så havde jeg ikke gjort det, hævder Thomas.

I det hele taget synes Thomas der mangler information om emnet. Det er kringlet at finde reglementerne inden – og helt uoverskueligt, når skaden først er sket.

Held og lykke – I får brug for det!
I dag har Thomas overstået det hårde læs med dobbelte studier, og selv om det har været hårdt, er karaktererne stadig fine. Men hvor karaktererne før var et højaktuelt samtaleemne, bliver de slet ikke nævnt, når vennerne taler sammen i dag.

Til dem der påtænker at snyde har Thomas kun 3 ord: ”Held og lykke”. Han – om nogen – ved, at de kan få rigtig meget brug for det.

Thomas er et opdigtet navn. Det rigtige er redaktionen bekendt, red..
 

Kommentarer

Jeg er helt enig med det Thomas siger. Jeg har desværre været ud for det samme. Det var pres fra familie/venner og stress der gjorde at jeg også valgte at snyde til eksamen.
Stadig idag kan jeg ikke forstå hvordan jeg kunne finde på det, da jeg ellers er en studerende med god moral.
Jeg blev taget midt i akten og står nu overfor at tage re-eksamen i et fag som afgør om jeg ville fuldføre min bachelor til tid eller ej.
Hvis jeg var blevet bedre informeret om de konsekvenser som eksamensynd giver.. så havde jeg ALDRIG gjort det! Lige så vidt jeg husker så er jeg faktisk aldrig blevet informeret om det.
Jeg vil kun anbefale ikke at snyde til eksamen. Det er hårdt og man mister respekt for sig selv. Jeg føler at jeg ingen ambitioner har længere og at jeg ikke er egnet til at studere på et universitet.

Jeg forstår hverken dig eller "Thomas". Hvordan kan i ikke fovente, at det at ville snyde til en eksamen ikke ville have konsekvenser? Havde du regnet med at din mor og far ville blive kaldt ind til en samtale og så var din verden lyserød igen?

Spørgsmålet er vel ikke om CBS skal informations-fodre dig alt fra orlov til straf for snyd. Vælger du at snyde, må du da også være indstillet på at tage straffen såfremt du bliver taget.

Først og fremmest: Eksamener ER hårde, det er meningen. Man bliver testet om man kan et givent stof under pres. Der er da heller ingen kære mor ude i erhvervslivet?

Når nu der bliver argumenteret for at der ikke er nok information om konsekvenserne om at snyde, ved jeg ikke om jeg skal græde eller grine.
Jeg tror heller ikke at tankstationer sætter plakater op, med paragraffer fra straffeloven, hvor der bliver beskrevet hvad konsekvenserne er af at røve tanken.

Det er da for useriøst, man ved for fanden da godt at det er forkert og forbudt at snyde.

Undskyld, men synes meget at det begynder at ligne en anklage mod CBS om dårlig informering istedet for en saglig egenvurdering af rigtig/forkert. Selvfølgelig har det en konsekvens at snyde - hvis konsekvensen havde været mindre, f.eks. 'kun' at skulle tage en re-eksamen, så havde I måske stadig snydt, men nu hvor man opdager at konsekvensen er hårdere, så er det pludselig noget man skal være opmærksom på.
Det er forkert at snyde til eksamen - uanset konsekvensen! Og det er ikke vigtigt at man kender konsekvensen, men at man allerede ved tanken om at snyde ved, at det er forkert det man har gang i. Hvis man ikke føler sig klar til at gå til en eksamen, kan man jo overveje at melde fra og tage en re-eksamen, så man får overblikket. Det vil nok se bedre ud på CV'et end forlængelse af studietiden pga. snyd.

Jeg kan ikke se hvorfor man skal lave en større kampagne omkring eksamenssnyd, når det burde være indlysende normal viden, at man ikke snyder! Netop fordi det har en konsekvens - uanset hvor stor den er!

Jeg ser også undskyldningen om manglende oplysning fra CBS som en meget tam bortforklaringen. Endnu engang skal ”samfundet” have lidt af skylden for ens handlinger, i stedet for at man selv tager det fulde ansvar og kommer videre.
At kritikken falder på CBS i dette tilfælde er lidt malplaceret, eftersom CBS har haft plakater forskellige steder på skolen der netop advarede mod snyd i hjemmeopgaver, til eksamener og andre der fx opfordrede eleverne til at møde til tiden og undervisningen.
Der har været stor fokus på snyderi fra CBS side, hvilket denne eksamen også er et godt eksempel på da eksamensvagten opdager det gule kladdepapir, i stedet for at sidde på en stol i lokalet og læse en roman.

Dette er den dummeste artikkelen jeg har lest på lenge? Hva er den den forsøker å belyse? At juksing ikke er så farlig??
Et semesters straff er da alt for lite. Hva med å se på idretten der man har 2 år for doping (Dog ikke Bjarne Riis!). Et semster er jo ingenting!
I tillegg er det jo denne "Thomas" sin feil at han ikke var klar over om han hadde karantene eller ikke. Så straffen hans ble verre av hans egen udugelighet..
Men det er jo godt man kan skylde på press fra familie, venner ol. FOR det er er jo godt at dette presset stopper når man begynner å arbeide... Da er det smooth sailing... Snakk om at lære en lekse. Jeg syntes straffen fra CBS er latterlig lav det bør da stå særlig på hans Karakterbevis at han har blitt tatt for juks. For å si det på godt "økonomi" språk ser det helt ut som benefit >Cost ved å gamble på at man kan snyde til eksamen..

I artiklen nævnes det, at Thomas troede det ville medføre bortvisning og to års karantæne fra alle universiteter, og dernæst mener han, at hvis han var blevet oplyst om, at det medførte 6 måneders karantæne, så kunne han aldrig have fundet på det. Det virker en lille smule underligt.

Og ærlig talt, det er én ting at snyde og efterfølgende angre - fred være med det - men det virker en smule sølle at skyde skylden på skolen for manglende oplysning om konsekvenserne.

Han skal ikke prøve at tørre den af på CBS og bortforklare det med at han ikke kendte konsekvenserne. Bliver man taget i at snyde må man også være voksen nok til at tage sin straf. Et halvt års karantæne er da helt fair, skulle Thomas have mindre straf fordi han klare skolen godt til dagligt – synes jeg ikke. <a href=”http://www.fashionhero.dk/underbukser_“>Klik her</a>

Tilføj kommentar