Både-og er udelukket – der er kun midler til enten eller. CBS’ direktion besluttede ved sit møde den 21. januar, at man kun ville føre avisbestyrelsen for CBS OBSERVERs basisbevilling på cirka 1,95 millioner kroner videre ind i 2010. Det var 750.000 kr. mindre end de 2,7 millioner kroner, som avisbestyrelsen i december havde anmodet om at få tildelt som budget.
Konsekvensen er, at avisbestyrelsen nu skal droppe enten papirudgaven eller webavisen.
Ledelsespuljefinansiering trukket tilbage
De 750.000 kr., som avisbestyrelsen ikke fik bevilget, skulle dække omkostningerne til en tredje journalist i redaktionen samt de øvrige øgede omkostninger, der er forbundet med at drive både avisen CBS OBSERVER og webavisen cbsobserver.dk. Disse omkostninger blev frem til justeringerne af ledelsespuljen i efteråret 2009 delvist dækket af en ledelsespuljebevilling på cirka 500.000 om året over to år til at etablere, drive og udvikle en webavis og samtidig forestå en indholdsmæssig udvikling af papirudgaven. Webavisen som ledelsespuljefinansieret projekt skulle efter planen løbe frem til udgangen af august 2010.
Strategien ikke på plads, derfor kan bevilling ikke forsvares
Universitetsdirektør Peter Pietras orienterede CBS OBSERVERs ansvarshavende redaktør om direktionens beslutning fredag den 15. januar. Som baggrund for beslutningen fortalte han, at en enig direktion ikke havde kunnet forsvare at øge bevillingen til CBS’ to redaktionelt uafhængige medier i en tid, hvor direktionen på andre områder foretog besparelser, der påvirker både CBS’ forskere og administration – og slet ikke i en situation, hvor CBS’ overordnede strategi for fremtiden ikke var på plads.
Fortsat redaktionel frihed
Universitetsdirektør Peter Pietras understregede under sin orientering, at den redaktionelle uafhængighed på ingen måde var til diskussion. Den skulle fortsætte uanfægtet uanset, hvilke konsekvenser avisbestyrelsen måtte tage af direktionens beslutning. Han garanterede desuden, at direktionen ville godtage et sæt nye vedtægter for en redaktionelt uafhængig webavis baseret på præcist samme rammevilkår som dem, der i dag gælder for papirudgaven, såfremt avisbestyrelsen besluttede at droppe papirudgaven.
Direktionen vil ikke tage stilling
Direktionen valgte ikke at tage stilling til, hvilket medie skulle fortsætte, hvis konsekvensen var, at et af dem skulle lukke. Avisbestyrelsen skulle have frie hænder til at træffe den beslutning, den fandt bedst. Endelig bad universitetsdirektøren på direktionens vegne avisbestyrelsesformanden og den ansvarshavende redaktør om at deltage i en arbejdsgruppe om CBS’ kommende kommunikationsstrategi.
Omplacering af medarbejder
Beslutningen kommer ikke til at betyde afskedigelser i utide. Redaktionens projektansatte journalist, Torkil Bang, fortsætter i redaktionen frem til udgangen af februar, hvorefter universitetsdirektøren vil overtage ham som medarbejder og indplacere ham i en kommunikationsfunktion frem til 31. august, hvor hans tidsbegrænsede ansættelse udløber.
Avisbestyrelsens formand er skuffet
Mens formanden for CBS OBSERVERs avisbestyrelse, professor og centerleder Kurt Jacobsen, er meget taknemmelig over, at der bliver taget hånd om redaktionens projektansatte journalist, er han dybt skuffet over direktionens beslutning.
Begge platforme er relevante
- Det var aldrig hensigten, at redaktionen skulle udvikle en webavis, for at den kunne erstatte papirudgaven – eller for at lukke den igen. Da vi iværksatte web-avisprojektet stod en enig direktion bag beslutningen, og det var et eksplicit krav, at redaktionen samtidig skulle forestå en udvikling af papirudgavens indhold med store analyserende artikler og temaer om især forsknings- og uddannelsespolitik med relevans og konsekvens for CBS – den slags stof, som en webavis ikke er egnet til at håndtere, påpeger Kurt Jacobsen og fortsætter:
Projekt afsluttes uden evaluering
- Det var altså ikke et, men to medier der skulle udvikles sideløbende. Og aftalen var, at projektet skulle evalueres her i foråret 2010 med henblik på at beslutte, om redaktionen skulle drive både avis og webavis videre, på et gennemtænkt og kvalificeret grundlag. Nu skal der træffes en beslutning med afgørende konsekvenser for det ene af de to medier, uden at man reelt har forholdt sig til, hvad projektet gik ud på, hvor godt det er gået, og hvilke behov hos CBS’ medarbejdere og studerende der er størst behov for at dække.
cbsobserver.dk stadig under udvikling
Ifølge avisbestyrelsesformanden ville det have været urimeligt at fortage en sådan evaluering tidligere. Redaktionen fik først etableret blog-siden af webavisen i efteråret 2009, brugen af webavisen slog først for alvor igennem i vinteren 2009, og webavisen blev først klar som indtægtsgivende annoncemedie ved årsskiftet.
Større interesse udefra
Endelig er de fulde omkostninger ved og den nødvendige arbejdsindsats forbundet med at producere både en avis under skærpede kriterier og en webavis først for alvor blevet tydelige gennem 2009.
Udviklingen af papirudgaven er heller ikke gået upåagtet hen. Det kan ses af, at avisen for eksempel har været anbefalet læsning i debatbloggen ’Forskningsfrihed’ i forbindelse med finanslov 2009-forhandlingerne, og at medieovervågningsvirksomheden Infomedia af sig selv har henvendt sig for at få CBS OBSERVER ind i sit sortiment.
Et eklatant ressourcespild
- Redaktionen har leveret varen, hvad både webavisen og papirudgaven angår. Alligevel står vi så i avisbestyrelsen og skal vælge den ene af medierne fra uden nogen form for evaluering. Jeg oplever det som et eklatant ressourcespild – ikke blot af ledelsespuljebevillingen fra 2008, men også af avisbestyrelsens egne midler, siger Kurt Jacobsen med henvisning til, at avisbestyrelsen først investerede 300.000 kr. af sin akkumulerede opsparing i projektet og siden har dækket alle uventede ekstraudgifter gennem det halvandet år, projektet har kørt i.
Som konsekvens står avisbestyrelsen ved ugangen af 2009 med et underskud på 250-300.000 kr., som redaktionen nu skal i gang med at afvikle.
Læserne får indflydelse
Hvad Kurt Jacobsen og avisbestyrelsen så end måtte mene, så står de over for at skulle træffe en endegyldig beslutning med virkning fra udgangen af februar. Der er kun råd til at drive et medie videre, og de vil meget gerne have, at både CBS OBSERVERs og cbsobserver.dk’s læsere giver deres mening klart til kende, så avisbestyrelsen kan træffe beslutningen på et informeret grundlag:
To forskellige medier med hver deres relevans
- Det er ikke et indlysende valg. Der er tale om to forskellige medier, der hver især er egnede til at udfylde forskellige funktioner og levere forskelligt indhold. cbsobserver.dk egner sig bedst til at dække den løbende nyhedsstrøm og formidle, hvad der sker af interesse og relevans på CBS og i universitetsverdenen. CBS OBSERVER egner sig bedst til de mere analyserende og dybdegående både internt og eksternt orienterede artikler samt tematisering af overordnede emner, forklarer Kurt Jacobsen og fortætter:
Valget er, hvad der bedst kan undværes
- Så man skal som læser ikke foregøgle sig, at redaktionen med kun det ene af de to medier kan løfte den formidlingsopgave, den kan med begge – selv om redaktionen selvfølgelig loyalt vil tage udfordringen op og bestræbe sig til det yderste for at gøre det. Men for avisbestyrelsen står valget imellem, hvilken af to forskellige typer indhold, man som medarbejder eller studerende på CBS bedst kan undvære bliver leveret af et redaktionelt uafhængigt medie.
Kun denne ene chance
Til at træffe den beslutning har avisbestyrelsens medlemmer ikke blot deres egne holdninger, men også mandaterne fra de respektive baglande, de hver især repræsenterer. Men et klart og tydeligt signal fra de to mediers læsere ville være et uvurderligt bidrag til beslutningsgrundlaget. Derfor lægger redaktionen en læserundersøgelse på cbsobserver.dk frem til fyraften fredag den 12. februar.
- På den ene side er det skønne spildte kræfter at udvikle en webavis bare for at lukke den. På den anden side skal man være klar over, at hvis papiravisen bliver nedlagt, så er den væk for evigt – den kan ikke bare lige sådan genetableres, siger Kurt Jacobsen og understreger:
- Da dette interview vil blive bragt i avisen, og læserundersøgelsen vil være at finde på cbsobserver.dk, vil jeg gerne lige gøre det helt 100 procent klart for papirudgavens trofaste læsere: Hvis I kun klikker jer ind på webavisen én gang i jeres liv, så skal det være nu, hvis I vil have indflydelse på beslutningen.
Gå direkte til læserundersøgelsen her.
Tilføj kommentar