Ny studieportal sætter det ’akademiske CV’ til skue

Skrevet af Karoline Toft-PetersenBjørn Hyldkrog - Foto: braintrustbase - 4. marts 2013 - 12:420 kommentarer
Sådan ser et akademisk CV på BraintrustBase ud.

Nu kan du som studerende vise erhvervslivet, hvad du akademisk har at byde på gennem nyt site. Studieportalen BraintrustBase blev lanceret i februar og har i løbet af meget kort tid fået 600 brugere.

Et værktøj til brug gennem studietiden – og efter
Julie Fjeldsted og Sigrid Bjerre Andersen er dimittender fra henholdsvis Københavns Universitet og RUC. De to unge kvinder gik i 2010 i gang med at udvikle webportalen BraintrustBase, der blev endeligt lanceret i februar 2013 – de mente, at der manglede en platform, der på én gang kunne samle fokus på viden gennem studietiden og karriere.

Portalen BraintrustBase.com bygger på et ret unikt koncept. Hensigten er at bringe det faglige fokus tilbage som centralt element ved jobsamtalen, og midlet til dette er, at brugerne kan oprette et personligt akademisk CV, der ikke kun viser erhvervserfaring, men også erfaring indenfor vidensområder.

Kombinationen viden og karriere skulle oprindeligt illustreres gennem de tre aspekter: det akademiske CV, et opgavearkiv og et personligt akademisk arkiv. Indholdet skulle primært kunne bruges til at skabe inspiration på tværs af fag, årgang og universitet, da sidens brugere spænder fra 1. semester studerende til ph.d. niveauet, og også have nytteværdi for dimittender.

- Konceptet for sitet udviklede sig gennem processen fra at være fokuseret på ren vidensdeling til at fokusere mere på at give brugerne mulighed for at opbygge et personligt fagligt resumé. Braintrust Base fungerer derfor nu som et flersidigt værktøj, man kan bruge gennem hele ens studietid, forklarer Julie Fjeldsted.

Skab dit eget akademiske CV
Både opgavearkiv, hvor man uploader opgaver til inspiration for medstuderende, og et personligt akademisk arkiv er set før – på andre sider der tilbyder nogle af de samme services. Helt unikt for BraintrustBase er muligheden for at lave sit eget akademiske CV.

Det gør man gennem en personlig brugerprofil, hvor man kan profilere sine akademiske kompetencer udadtil. Det gør man dels gennem de opgaver, man uploader til deling, offentliggørelse af den litteratur, man har læst (det personlige akademiske arkiv) samtidig med, at man på profilen også lægger information om de steder, man har studeret.

Ud fra materialet ’tagges’ brugeren så med nøgleord – teorier, fagområder og lignende - der kan indikere, hvilke områder og discipliner man er specialiseret indenfor, og som de så kan søges på.

- Vi bruger metoden, hvor man tagger sig selv til relevante områder, så brugerne er fri for at skrive længere tekster. På den måde slipper man for floskler, der kan snige sig ind i sådan nogle sammenhænge, så det hele bliver mere overskueligt, forklarer Julie Fjeldsted.

Viden og passion kan føre til jobsamtaler
Formålet med det akademiske CV er at bringe den faglige del ind i jobsamtaler, der ofte fokuserer mere på erhvervserfaring end ’videns-erfaring’. Det akademiske CV skal gøre brugeren i stand til at give et klart overblik over, hvad man har beskæftiget sig med og produceret hen over sin studie, så man kan bringe det i spil i for eksempel en jobsamtale.

Ideen med det akademiske resume er, at man – ligesom man igennem Facebook kan vise, hvem man er personligt – gennem BraintrustBase kan vise, hvad man fagligt er passioneret omkring. For selv om man måske ikke har arbejdet konkret med et emne eller et fagområde i praksis, så kan man godt have stor viden og interesse inden for feltet.

- Man laver jo faktisk rigtig mange unikke ting på sit studie, og vi er sikre på, arbejdspladsen kan bruge den viden, påpeger Julie Fjeldsted, der synes, at det er en skam, at de valg, man træffer i løbet af sin akademiske karriere ikke er mere i fokus.

Indtil videre har alle adgang til siden, og arbejdsgivere vil derfor også kunne søge inden for specifikke områder, som de står og har brug for i forbindelse med en ansættelse. Siden skal derfor kunne fungere som et bindeled mellem dets brugere og arbejdsgivere – fungerer konceptet, meget stort potentiale for nytteværdi for portalens brugere.

 

Begynd selv på dit eget akademiske CV her.

Tilføj kommentar