Det kan være svært at nå til tops for kvindelige forskere. Videnskabsminister Helge Sander vil arbejde for, at konkurrencen mellem kønnene skal være fair.

Nye tiltag for kvindelige forskere

Skrevet af Mikkel Røddik Christensen, foto: Dreamstime - 21. august 2009 - 12:540 kommentarer
Videnskabsministeriet sætter nu fokus på en række af de nye tiltag til støtte for kvindelige forskere, der findes rundt omkring på de danske universiteter.

Videnskabsministeriet har lavet en kortlægning af de forskellige initiativer og i en pressemeddelelse fortæller videnskabsminister Helge Sander om tiltagene:

- Der er mange gode initiativer, som er værd at fremhæve. F.eks. giver Syddansk Universitet de ansatte, der har været på barselsorlov, mulighed for at vende tilbage til et forskningssemester uden undervisningspligt. Det er sådanne ordninger, der kan støtte ønsket om at forene en forskerkarriere med et familieliv.

Fair konkurrence

Noget andet Videnskabsministeriet gerne vil opnå, er en mere fair konkurrence om de eftertragtede forskerstillinger:

-Kvinder og mænd skal konkurrere på kvalitet. Men det betyder ikke, at konkurrencen om stillingerne ikke skal være fair. Jeg går ind for krav om, at der skal være kvinder i bedømmelsesudvalgene og krav om, at mindst én ansøger af hvert køn skal indkaldes til ansættelsessamtale, såfremt der er kvalificerede ansøgere af begge køn, siger Helge Sander.

Kortlægningen er resultatet er en rundbordssamtale tidligere på året.
 

Tilføj kommentar