Øget fokus på entrepeneurship på universiteter

Skrevet af Mikkel Røddik Christensen, - 11. september 2009 - 13:100 kommentarer
Antallet af iværksætterfag og -kurser på de danske universiteter er steget med 25 procent på et år. Videnskabsminister Helge Sander (V) betegner i en pressemeddelse udviklingen som positiv.

Fem procent valgte fag med iværksætteri
Flere og flere studerende vælger at tage et fag, der giver dem redskaberne til at udvikle egne forretningsideer og koncepter. I 2007 var det fire procent af de studerende, der havde taget et af de 65 fag der blev udbudt, mens begge dele steg i 2008, hvor fem procent af de studerende prøvede kræfter med et af 81 fag.

I videnskabsministerens smag
Tallene, som kommer fra Øresund Entrepeneurship Academy, er noget der falder i videnskabsministerens smag:

– Det er positivt, at universiteterne gør mere for at styrke de studerendes muligheder for at tage iværksætter- og entreprenørskabskurser. Hvis vi skal fastholde vores høje levestandard, er det brændende nødvendigt, at de unge både får høje faglige kvalifikationer og samtidig får mod på at skabe fremtidens videntunge vækstvirksomheder, siger videnskabsminister Helge Sander i en pressemeddelelse fra videnskabsministeriet.

CBS er sammen med Århus Universitet blandt sværvægterne inden for iværksætterfag, og de to står sammen for over halvdelen af de udbudte fag og kurser.

Både kvalitet og kvantitet
Selvom glæden er stor over stigningen, ser ministeren dog gerne, at de forskellige fag bliver mere arbejdstunge. Det viser sig nemlig, at det gennemsnitlige antal ECTS-point pr. studerende på fagene er faldet:

– Der er grund til at bekymre sig over, at det gennemsnitlige antal ECTS points pr. studerende på iværksætterfagene er faldet. Det er helt afgørende, at vi ikke får skabt et system med mange fag, der ikke har så stor vægt i uddannelsessystemet. Det må med andre ord være ambitionen både at styrke kvantiteten og kvaliteten af iværksætterfagene, siger Helge Sander.

I dag offentliggøres Iværksætterbarometeret, og prisen til årets Iværksætteruniversitet udnævnes. CBS tog prisen i både 2007 og 2008.

Tilføj kommentar