Rektor: CBS har intet mistet ved dannelsen af CBS-SIMI Executive

Skrevet af Bjørn Hyldkrog - Foto: Rie Neuchs - 17. marts 2011 - 10:150 kommentarer
Rektor Johan Roos påpeger, at det endelige resultat af CBS-SIMI Executive stort set kun er positivt – i hvert fald i CBS’ optik.

Rektor Johan Roos anerkender gerne, at det langt fra var alle ambitioner, der blev realiseret i forbindelse med etableringen af CBS-SIMI Executive. Han gør dog gældende, at CBS som CBS ikke har mistet noget – og at fremtidspotentialet for den slags non-degree executive education, som CBS-SIMI Executive fremover vil tilbyde både nationalt og internationalt er stort.

CBS-SIMI Executive-fremtiden er lysere end fremstillet
CBS OBSERVER har talt med rektor Johan Roos i forlængelse af den artikel om CBS-SIMI Executive, der blev bragt tirsdag den 15. marts. Han vil i forhold til artiklens fremstilling af sagsgangen gerne påpege, at der har været en del mere og mere konstruktiv dialog med Videnskabsministeriet, end man lige kunne læse ud af dokumentationen. Mest magtpåliggende er det ham dog at understrege, at det endelige resultat langt fra er så negativt og begrænset, som man måske kunne få indtryk af – i hvert fald i CBS’ optik.

- For CBS er der ikke noget problem. CBS er i forbindelse med fusionen mellem HHE og SIMI fondene blevet vært for en væsentligt stærkere enhed med markant større kundegrundlag, spændvidde og vækstpotentiale. Og selv om CBS’ Executive MBA ikke kunne blive del af fusionen, så er den blevet forstærket gennem en integration af de bedste kvaliteter, ressourcer og erfaringer, der var i SIMI’s ikke EQUIS, men EPAS-akkrediterede EMBA, siger Johan Roos.

Umiddelbart ser SIMI ud til at have betalt regningen
I CBS’ rektors optik, så har CBS intet mistet. CBS’ Executive MBA måtte udskydes to måneder, men er blevet forstærket med den viden – og den eksisterer stadig i bedste velgående sammen med CBS’ Full-Time MBA, Master’s programmerne og de samlede og koordinerede HD-uddannelser under uddannelsesdekanen.

- Jeg kan til gengæld godt forstå, hvis nogen fra SIMI i dag føler, at de lige så godt kunne være blevet udsat for en overtagelse snarere end en fusion. Og det er jeg frygtelig ked af. Jeg kan kun sige, at det aldrig nogensinde var hensigten – og det var netop for at undgå dette, at vi så ihærdigt og på allerhøjeste niveau prøvede at påvirke universitetsloven for at få justeret § 35, så fusionen kunne gennemføres helt efter den oprindelige hensigt, siger Johan Roos.

Rektor påpeger, at en konstruktion som CBS-SIMI Executive er helt almindelig gangbar mønt som udbyder af executive uddannelse i for eksempel Storbritannien og USA, og at han aldrig havde forestillet sig, at ambitionerne ikke ville kunne lade sig realisere under den danske universitetslov.

CBS-SIMI Executive er et internationalt vækstområde
Det nye CBS EMBA Program, der starter op den 28. april, ligner ifølge rektor Johan Roos SIMIs EMBA meget og adresserer faktisk en del af den kritik, som ACE Danmark har rettet mod CBS’ tidligere EMBA-program. Dermed lever det tidligere SIMI EMBA-program i en vis udstrækning videre på CBS.

Johan Roos finder det dog fortrydeligt, at de akkrediterede EMBA-uddannelser – ved ikke at kunne indgå i fusionen – fortsat vil være mindre fleksible i forhold til at kunne tiltrække internationale kapaciteter, eftersom statens lønregulativer ikke kommer i nærheden af at matche internationale honorarer. Han påpeger dog, at fusionen af de to fonde og deres samlede aktiviteter inden for ikke-akkrediterede og skræddersyede efteruddannelses aktiviteter er præcist, hvad Boston Consulting Group havde anbefalet i 2009:

- Nu er det vigtigt, at medarbejderne både i fonden og på CBS får fred og ro, så de kan levere, hvad deltagerne på EMBA og de skræddersyede programmer ønsker – en uddannelse af høj kvalitet. Nu er det på tide at rette blikket udad og konkurrere, siger Johan Roos og fortsætter:

- CBS-SIMI Executive fokuserer netop på det, der internationalt opfattes som executive uddannelse, så der er et stort vækstpotentiale – og stort synergipotentiale i forhold til at tilbyde CBS’ dygtige undervisere anderledes udfordringer og udviklingsmuligheder på hjemmebanen i stedet for, at de skal drage til andre business schools og lande for at tilbyde efteruddannelse. Man kommer til at se en positiv udvikling og exceptionelle kræfter komme til i Råvarebygningen inden for den kommende tid.

Tilføj kommentar