Johan Roos (til højre i billedet) tog styringen, da han mødte det nye Studiepolitiske Råd, og CBS' kommende rektor lovede, at der bliver lyttet til alle forslag.

Roos mødte rødderne

Skrevet af Torkil Bang, foto: Jørn Albertus - 8. juni 2009 - 17:000 kommentarer
”Fantastiskt!” med et lille, men tydeligt svensk t i enden, var det ord, Johan Roos oftest brugte, da han torsdag den 4. juni mødtes med det nye Studiepolitiske Råd, som CBS Students har taget initiativ til. Det var tydeligt, at de studerendes og CBS’ kommende rektors engagement smittede af på hinanden.

De studerende blev sat i sving

Johan Roos kom ind i lokalet i skjorteærmer og tog umiddelbart styringen. Først forklarede han, at han gerne vil mødes med de studerende i længere tid på et senere tidspunkt, og derefter satte han dem i sving. De studerende blev sat til to og to sammen at skrive en trepunkts liste over ting, der fungerer på CBS, og som er værd at bevare. Hurtigt summede auditorium SP 2.12 af diskussioner og forsøg på at formulere punkterne skarpt og præcist.

Lang liste med positive punkter

Der var mange positive ting at sige: ”CBS har kontakt med erhvervslivet og er i det hele taget åbent over for omverdenen”, ”Kantinen – især på Solbjerg Plads – er god”, ”CBS har viljen til at afprøve nye uddannelseskombinationer og skabe mangfoldighed blandt uddannelserne”, ”CBS har et godt ry, som man mærker, når man er i udlandet”, ”Der er gode rammer for de studerendes engagement”, ”Der er normalt åbne døre til dem, der bestemmer på CBS” og flere punkter endnu.

Længere liste med kritiske punkter

Da den kommende rektor skiftede tema, kunne de studerende dog også finde ud af at være kritiske og pege på ting, der skal ændres: ”Der er utilstrækkelige faciliteter for studerende, lige fra grupperum til et studenterhus”, ”It-systemerne for de studerende og kommunikationen omkring dem fungerer ikke godt nok”, ”Uklar ansvarsfordeling – det er ikke fordi administrationen ikke vil hjælpe, det er bare ikke klart, hvem man skal gå til”, ”Det er en barriere for at engagere sig i introforløbet, at de studerende selv skal lægge en masse penge ud”, ”Der mangler klare kommunikationsveje – det forventes at de studerende selv aktivt opsøger mange oplysninger”, ”Som medlem af de styrende organer får man ingen introduktion til arbejdet. Der mangler opbakning til det studenterpolitiske arbejde”, ”Utroligt at man skal gå til fire timers prøver, hvor man SKAL skrive i hånden”, ”Man burde kunne aflevere opgaver elektronisk” samt en del mere.

Alle forslag bliver taget alvorligt

Johan Roos lovede, at alle forslag bliver taget alvorligt. Han vil sætte sig sammen med formanden for CBS Students, Jenskumar Sivagurunathan, for at prioritere kommende tiltag.

- Ting bliver forandret, men jeg kan ikke love, at alting sker på en gang. Det er vigtigt, at vi ser på, hvad der gør mest muligt gavn for flest muligt studerende, sagde CBS’ kommende rektor, før han hastede videre til sit næste møde.

Positiv reaktion fra CBS Students

Efter mødet er Jenskumar Sivagurunathan meget positivt indstillet over for den nye rektor:

- Vi glæder os i CBS Students til at se den forandring, der er akut brug for i forhold til de studerende på CBS. Det gælder lige fra bedre rammer for frivillige studenteraktiviteter på CBS til fokus på undervisning og administration, siger han.

Tilføj kommentar