Sander: Bibliometri-lister er ikke endelige

Skrevet af Torkil Bang, foto: René Lynge - 20. marts 2009 - 12:420 kommentarer
Videnskabsminister Helge Sander (V) vedgår, at de bibliometriske lister, som i de seneste dage er blevet stærkt kritiseret, skal være stort set fejlfri, før de kan bruges til at tildele forskningsmidler efter. Det siger han til Information i dag.

Offenliggjorte lister er "kompromitterende"

I dag har ministeren og rektorerne på Københavns Universitet, Aarhus Universitet og Syddansk Universitet modtaget en protestskrivelse fra en stor del af de forskere, der har været med til at udarbejde de bibliometriske lister, hvor fagtidsskrifter og –forlag rangordnes. Listerne, der rummer 20.000 titler, er blevet offentliggjort på Forsknings- og Innovationsstyrelsens (FI) hjemmeside, men ifølge forskerne er de ” kompromitterende, ikke kun for ministeriet, men også for os. (..) For mange faggrupper er resultatet nærmest absurd og umuligt at forsvare fagligt set.”

Protest imod dårligt samarbejde

Forskerne protesterer blandt over dårligt samarbejde med Fagligt Udvalg, der består af seks forskere, som er blevet udpeget til at tage endelig stilling til niveauinddellingen ud fra de 68 faggruppers indstilling. De forskere, der har deltaget i faggrupperne, oplever, at der er blevet lavet om på listerne i forhold til indstillingerne. I 4.000 tilfælde har forskellige faggrupper givet forskellige vurderinger af det samme tidsskrift, hvor Fagligt Udvalg har skåret igennem uden at tage kontakt til faggrupperne.

Forståelige protester

Chefkonsulent Leif Hansen, CBS Bibliotek, kan godt forstå protesterne:

- Der er mange forskellige bevæggrunde til, at folk har protesteret. Men det centrale er, at det har været en upræcis og rodet procedure, og at faggrupperne ikke har været med til at tage den endelige beslutning, siger han og fastslår:

- Selvfølgelig er der nogen, der skal skære igennem, hvis faggrupperne fortsat er uenige efter en diskussion om et tidsskrifts placering, men man burde have givet dem mulighed for at nå til enighed først. Man må bestemt håbe, at det bliver lavet om til næste ombæring.

Utilfredse faggruppeformænd indkaldes til møde

Ifølge Helge Sander har han ikke modtaget de endelige bibliometriske lister.

- Jeg ved ikke, om der er fejl på listerne. Jeg venter på det endelige materiale fra styrelsen, før vi kan gå i gang med at drøfte det her politisk i april/maj. Forsknings- og Innovationsstyrelsen har oplyst mig om, at de faggruppeformænd, der er utilfredse, vil blive indkaldt til møde inden påske. Her vil man gå i dialog om nogle af de aktuelle problemstillinger. For de kan selvfølgelig være rigtige nok. Det er ikke helt så enkelt, som man skulle tro at få indplaceret 20.000 tidsskrifter på pointlister, siger videnskabsministeren til Information i dag.

Stikord: 

Tilføj kommentar