Sander: Universiteter har fin økonomi

Skrevet af Torkil Bang - Foto: Kim Ravn-Mortensen - 19. februar 2009 - 15:510 kommentarer

Universiteternes økonomi har det fint, og de øgede administrative udgifter kan i høj grad henføres til universitetsfusionerne. Det fastslog videnskabsminister Helge Sander (V) under onsdagens samråd i Videnskabsudvalget, hvor han blandt andet svarede på spørgsmål fra SF’s Jonas Dahl om universiteternes økonomi set i lyset af fyringer og besparelser på flere universiteter.

Sander: Lavere optag i 2008 koster ikke på langt sigt

Ministeren gjorde blandt andet rede for, at der er kommet flere penge til universitetsområdet i de senere år. Han mener ikke, at det lave optag i 2008 – efter de ændrede studiekrav – kommer til at koste universiteterne penge på længere sigt.

- Dels forventer vi en højere gennemførelsesprocent som følge af de skærpede krav, og dels er der ingen grund til at tro, at det lave optagelsestal vil blive gentaget i 2009 eller årene fremover, sagde Helge Sander.

Øgede administrative udgifter var forventet

På Jonas Dahls spørgsmål om ministerens vurdering af de øgede administrative udgifter på universiteterne på 700 millioner kroner fra 2005 til 2007 – set i lyset af nedskæringerne på flere uddannelser – svarede Helge Sander, at det var forventet, at universitetsfusionerne i en overgangsperiode ville komme til at koste penge. Han fremhævede også, at rent forholdsmæssigt virker stigningen ikke så voldsom:

- Universiteternes udgifter til administration er faktisk kun steget fra 14,3 procent i 2005 til 15 procent i 2007, sagde han.

Udgifter til fusioner kører under almindelig drift

Enhedslistens forskningspolitiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen spurgte, om man ikke kunne have indregnet de ekstra udgifter i overgangsperioden, og om Videnskabsministeriet havde tænkt sig at dække de ekstra udgifter.

Helge Sander svarede, at det ikke var til at forudse, hvad de præcise udgifter ville blive. I forståelse med universiteterne har forligspartierne aftalt, at de ekstra udgifter hører under universiteternes almindelige drift.

Tilføj kommentar