Semesteret blev startet med et brag af en fest på Nexus

Skrevet af Miel Pedersen og Jørn Albertus - 10. september 2012 - 19:281 kommentar
Køen var lang, da festen startede, og den blev endnu længere. Se flere festbilleder ved at klikke på billedet.

Indgangskøen var knap 200 meter lang, og det kunne have gået alvorlig galt efter meget pres på selve indgangen, hvor et hegn væltede, men det var en fantastisk fest.

Der var ingen kø ved toiletterne til Nexus’ største fest nogensinde, men det var der udenfor, hvor hundredevis af studerende stod i kø i timevis.

Det tager sin tid at få 2.000 feststemte studerende ind af en smal dør – i dette tilfælde den imellem fløj B og C, hvor folk plejer at stå og ryge, så selv om det hed sig, at dørene åbnede kl. 20.00, så var det altså kun døren og det var først senere, da strøget foran Nexus var nogenlunde fyldt op, at der blev tændt for musikken.

Inden da havde festdeltagernes stået i en kø, der efterhånden som flere sluttede sig til, blev så lang, at den gik helt ned til vandtårnet for enden af parkeringspladsen.

Det kunne have være gået rigtigt galt - hegn væltede over studerende
Oppe ved indgangen kom der på et tidspunkt så meget pres på bagfra, at et af metalhegnene, der var sat op ved indgangen for at styre køen, væltede efter stort menneskepres bagfra på de foranstående i køen.

Flere studerende endte med at komme ind under hegnet og andre studerende, røg ned oveni hegnet angiveligt uden at sikkerhedsfolkene til stede gjorde andet end at skælde ud på dem, der rejste hegnet op og fjernede det for at hjælpe.

Presset kom fra alle sider, og jeg kunne intet stille op, jeg er helt ør. Ej, jeg skal altså lige sidde ned, sagde Stinne Hammild Riis Jeppesen Ba. Interkulturel Markedskommunikation, da hun omsider var kommet ind.

Værre end Roskilde
Hendes forklaring bakkes op af studiekammeraten Rikke Kornbech Jensen:

Det var 100 gange værre end Roskilde. Jeg troede simpelthen jeg skulle dø. Hvis jeg ser sådan en kø igen, stiller jeg mig aldrig nogensinde i den, sagde hun, mens vennerne omkring hende nikkede bekræftende.

Hvis du ved noget om eller var vidne til denne hændelse er du velkommen til at skrive i kommentarfeltet nedenfor eller kontakte Jørn Albertus fra CBS OBSERVER.

Tilbage til festen og en fantastisk stemning
Heldigvis skete der intet alvorligt med nogen, da hegnet væltede, og indenfor var hele stueetagen gjort klar til at tage imod de mange studerende til ”Nexus Semester Start Party” med Rasmus Dyrskjødt, Anders K og DJ Alligator bag pulten.

Så da Rasmus Dyrskjødt gik bag pulten for at servere sprøde beats til de musiksultne CBS’ere, kom der gang dansegulvet. Solbjerg Plads gyngede.

Alt gjort for at undgå kø ved tørstslukning
Seks barer foruden Cafe Nexus egen var linet op igennem hele stueetagen på Solbjerg Plads, og dejlige damer gik rundt og solgte øl, som var man på stadion.

Der var kø ved barerne, men betjeningen var blevet betydelig mere effektiv end til sidste års fest, hvor det tog alt for lang tid at få noget at drikke.

Toiletkø ikke til at opdrive
På trods af rigelig indtagelse af øl, drinks og sodavand var det umuligt for de 2000 festende studerende at finde eller oprette en toiletkø.

Med åbningen af hele stueetagen havde arrangørerne og CBS skabt adgang til alle toiletterne på både første og anden sal ved Novozymes Loungen, Tuborg og Danske Bank Auditoriet.

Og udenfor havde man ligeledes sat ekstra toiletter op, både i køen og i rygergården, der med succes var flyttet fra kø-området for at give mere plads i døren.

Solbjerg Plads kogte med svedige DJ’s og lækre babes
Omkring midnat begyndte DJ Anders K at tage del i festlighederne. Og med forførende beats, serverede han de elektroniske toner med så gennemført præcision, at de hede rytmer fik salen til at koge.

En halv time efter trådte to dansere frem på den lille scene, som udgøres af førstesalens midterbro, og med lækre bevægelse viste de salen, hvordan man laver ’moves’. Så da DJ Alligator gik på, var stemningen ved at løfte taget af bygningen.

De mange timer i køen udenfor var glemt, og de festglade CBS’ere rykkede tæt sammen på Nexus-torvet for at feste med DJ Alligator. Flere hundrede kroppe dansede i takt til ”Protect Your Ears” og knæklys fløj vildt i luften, hvor de blev erstattet med fløjter til alle.

Til lyden af flere hundrede fløjter peakede festen omkring kvart i et med høje knæløft til ”The Whistle Song”.

Og næste gang så..
- Can't wait to visit Nexus again. Skrev Anders K på sin Facebookvæg kun få timer efter åbningsbraget.

Og kan du heller ikke det, så glæd dig til torsdag d. 4. oktober hvor Anders K næste gang gæster Nexus til et brag af en fest - forhåbentlig uden ulykker.

Kommentarer

Grunden til køen udenfor var nu ikke at Nexus har én indgang. Det er fordi at CBS insisterer på at der kun lukkes det antal mennesker ind, som brandmyndighederne giver tilladelse til. I år 1929 samtidige gæster. Da flere dukkede op opstod der kø.

Sidste år havde Nexus tilladelse til 600 samtidige indendørs gæster. Der var godt nok ingen kø udenfor, men et godt gæt er derfor også at der var alt for mange mennesker indendørs.

Problemet med køen skal ikke forklejnes. Det er ikek godt nok. Det skal vi altså have lavet om næste år! Feks. ved at følge Nexus overvejelser omat sælge billetter i forsalg eller tilsvarende.

Hilsen
René Steffensen
Campusdirektør

Tilføj kommentar