Her er annoncen til de private udlejere - Housing er stadig interesserede i at høre fra private, herunder CBS-studerende på vej til udlandet på udvekslingsophol, der er interesserede i at leje et møbleret værelse ud eller fremleje deres eget i en per

Skaffede boligtilbud til alle i efteråret

Skrevet af Bjørn Hyldkrog, foto: CBS Communications and Marketi... - 23. august 2011 - 12:070 kommentarer

Alle efterårets udvekslingsstuderende er blevet tilbudt en bolig under deres ophold på CBS. Gennem sommerferien har en task force på tre studentermedhjælpere under Louise Overgaard leveret en kæmpeindsats i klapjagten på private udlejere i København og på Frederiksberg. Resultatet er boligtilbud til alle udvekslingsstuderende – det endda med et lille overskud, som Det Internationale Kontors Housing Department (Housing) nu har på hånden. Og så råder CBS nu over en drejebog til, hvordan man kan arbejde systematisk og professionelt med de private udlejere fremover.

Task force sikrede CBS’ udvekslingsstuderende boliger hos private
- Alle er blevet tilbudt en bolig nu. Den bliver måske ikke så billig, som hverken vi eller de gerne ville have. Den kommer måske ikke til at ligge helt så tæt på CBS, som de eller vi gerne ville have. Men alle er blevet tilbud en bolig.

Louise Overgaard er cand.merc.jur. fra CBS i 2009 og på vej til Indkøbsfunktionen efter ansættelse i HR & Legal Services. Hun har gennem foråret arbejdet tæt sammen med universitetsdirektørens sekretariat om at afdække det uigennemskuelige regelsæt, der hersker på udlejningsområdet i København og på Frederiksberg. Og medio juni påtog hun sig så en akut, lidt speciel opgave – at etablere en task force, der skulle sikre CBS 350 private lejemål, så alle indkommende udvekslingsstuderende kunne tilbydes en bolig.

Det var så den sommer. Louise Overgaard ansatte tre studentermedhjælpere i tilsammen 35 timer om ugen og arbejde selv løbende 50-60 timer. Hun fik udleveret et Excel-ark med mulige kontakter blandt de private udlejere, som Housing almindeligvis sikrer omkring 130 af hvert efterårssemester – heraf var 40-50 aftaler egnede til at genbruge, og et kontor tæt på Housing’s medarbejdere. Og så gik hun og de tre studerende ellers i gang.

Fra hatten i hånden til et lille overskud i baghånden
Her, to måneder senere, har indsatsen medført private tilbud om at leje et værelse til 300 internationale studerende gennem efteråret 2011 og har endda et lille overskud af boligtilbud – såvel privatudlejede som kollegieværelser – som hun kan overdrage til Housing, mens hun retter kommaer i den drejebog, hun sideløbende har udarbejdet om, hvordan man på CBS kan arbejde professionelt og systematisk videre med indsatsen over for private udlejere fremover.

- Nu trænger jeg til ferie. Det har været utroligt hårdt og udfordrende, og jeg er glad for at kunne lægge opgaven fra mig igen, men det har også været meget lærerigt, siger Louise Overgaard.

Der blev arrangeret annoncering i Storkøbenhavns lokalaviser og – da det viste sig, at mange af dem holdt sommerferielukket – Berlingske Tidende og Urban. Studentermedhjælperne fik adgang til boligportal.dk, lejebolig.dk og Den Blå Avis.

- Jeg var knap så optimistisk, som jeg plejer at være, i starten. Boligmarkedet her i Hovedstadsområdet er rigtig meget udbud og efterspørgsel, og indledningsvist stod vi med en ret så stor efterspørgsel og et ret så lille udbud. Men det vendte sig undervejs gennem sommeren. Det var lige ved og næsten ved den deadline, vi havde angivet, men der er blevet ved med at dryppe tilbud ind – 74 kom først ind efter deadline, fortæller Louise Overgaard og glæder sig over, at alle udvekslingsstuderende, der har henvendt sig, plus en håndfuld udenlandske fuldtidsstuderende har fået mindst et tilbud.

Housing har som nævnt fået råderet over tiloversblevne tilbud, og godt det samme – det drypper nemlig også stadigvæk ind med boligsøgende.

Løbende balancegang i en vedvarende forventningsafstemning
Prisen. Prisen og for de studerende beliggenheden, men for begge parter prisen. Det har været den største udfordring gennem forløber; at få afstemt både de potentielle udlejeres og de potentielle lejeres forventninger til huslejen. Forhandlingerne med udlejerne var lidt hårde i starten, at efterspørgslen klart oversteg udbuddet, men blev nemmere gennem sommeren, efterhånden som billedet vendte sig.

- Jeg kan fortælle, at gennemsnitsprisen på et privat udlejet, møbleret værelse i Storkøbenhavn ligger på godt 4.000 kroner om måneden inklusive forbrug. Det har jeg brugt megen tid på at forklare først potentielle udlejere med urealistiske forventninger – og siden til studerende med lige så urealistiske forventninger til, hvad de burde kunne leje et værelse til, udtaler Louise Overgaard, der i en del tilfælde har oplevet studerende, der takkede nej til den tilbudte bolig blot for at vende slukørede tilbage pænt bede om at modtage endnu et tilbud, som de så har takket ja til.

Men det er ikke kun prisen, der vejer i de studerendes vægtskål – også afstanden til CBS og City kan få de studerende til at takke nej. Og det har så ikke været eneste udfordring – også det forhold, at hverken udlejere eller potentielle lejere har følt sig særskilt forpligtede over for CBS og task-forcens arbejde.

- Det har for eksempel drejet sig om udlejere, der har indgået en aftale med os og så lejet ud til anden side – uden at orientere os. Det har givet anledning til nogen panikhenvendelser gennem sommeren, fortæller Louise Overgaard.

Hvorom alting er, så er opgaven lykkedes, og alle – også dem, der i første omgang takkende nej og måtte vende tilbage – har nu modtaget et tilbud. Louise er i færd med at lukke biksen og overdrage både de resterende boliger og håndteringen af kommende henvendelser til Housing. Som afskedsgave efterlader hun en drejebog til, hvordan CBS kan gribe opgaven professionelt an i fremtiden, som kommende CBS-boligjægere kan udvikle videre på.
 

Tilføj kommentar