Tusindvis af elever og studerende over hele landet vil gå på gaderne og demonstrere den 26. februar klokken 16, hvis regeringen fremsætter forslag om forringelser af SU’en. Det bebudede Danske Studerendes Fællesråd (DSF) i en pressemeddelelse torsdag den 5. februar som reaktion på skattekommissionens forslag om at nedsætte SU'en for de længere videregående uddannelser fra fire til seks år.
Ifølge DSF var der fuld enighed om at afvise skattekommissionen forslag og kalde til fælles kamp, da repræsentanter for elev- og studenterorganisationerne mødtes om aftenen onsdag den 4. februar. Det blev også påpeget, at 40.000 elever og studerende på mindre end fire dage havde tilsluttet sig protestgruppen ”Nej til skattekommissionens SU-forringelser – Invester i fremtidens velfærd” på Facebook.
Enhedslistens Studenternetværk og Socialistisk UngdomsFront (SUF) har taget forskud på barrikaderne og lagt op til gadefest foran Undervisningsministeriet allerede i dag, fredag den 6. februar.
De studerendes organisationer står dog ikke alene i deres afvisninger. Ifølge Jyllands-Posten i dag er oppositionspartierne og Dansk Folkeparti også imod, at der bliver rørt ved SU'en - og de radikale opfordrede torsdag regeringen til at skrinlægge Skattekommissionens forslag, så det ikke indgår i det udspil om en skattereform fra regeringen, som ventes efter vinterferien.
Tilføj kommentar