Studenterskribenter til CBS OBSERVER

Skrevet af Bjørn Hyldkrog - 6. august 2012 - 14:020 kommentarer

Måske er det dig, der har mod på at skrive for CBS OBSERVER?

Kan du skrive? Vil du gerne trænes op i at skrive journalistisk? Kunne dit CV godt bruge konkret og studierelevant erfaring inden for kommunikation?

Er du desuden studerende på CBS? Helst et sted mellem ny andetårs bachelorstuderende eller ny førsteårs cand.merc. studerende.

Endelig: er du interesseret i CBS’ studenterrelaterede liv, bøvl, aktiviteter og udvikling – eller i det mindste villig til at blive det?

Så har vi muligvis den helt rigtige ledige stilling for dig. Vi har faktisk to.

Vi søger to dansksprogede ’freelancejournalister’ med sandsynlighed for 15-30 timer – én-tre artikler – om måneden.

Du bliver ansat som studentermedhjælper på CBS og bliver betalt for timeforbruget til research og artikelskrivning samt deltagelse i redaktionsmøder. Stillingerne bliver aflønnet efter Statens takster for studentermedhjælp – det vil sige et sted omkring 115-120 kr. i timen.

Decideret journalistisk erfaring er ikke et krav, selv om det da ville være en fordel, men man skal kunne skrive et godt og flydende dansk. Vi sørger for den nødvendige coaching i journalistisk research og artikelskrivning.

Interesseret? Så skriv en kort mail til red.observer@cbs.dk inden den 7. september. Vi kalder hurtigt ind til samtaler derefter – du skal nemlig tiltræde snarest.
 

Tilføj kommentar