Students fik nye formænd

Skrevet af Jørn Albertus - 9. december 2011 - 14:063 kommentarer
De to nye formænd for CBS Students Philip Hardø og Niklas Frijs-Madsen. Til højre dirigenten advokat Anders Ehlers.

Philip Hardø og Niklas Frijs-Madsen blev valgt som formænd uden modkandidater, men med voldsom applaus fra de cirka 65 deltagere i CBS Students generalforsamling forleden. Generalforsamlingen blev over en time forlænget efter omvalg til bestyrelsen.

Det har været et godt år for Students og det næste bliver endnu bedre. Det var essensen i budskaberne fra Students to afgående formænd: formand for Students bestyrelse, Thomas Edvardsen og formand for CBS Students Anders Meldgaard Kjemtrup på Students årlige generalforsamling, der fandt sted onsdag aften.

Students nu med højere profil
De kunne berette om en økonomi, der var blevet rettet op ved økonomisk tilbageholdenhed og voksende indtægter fra Students aktiviteter og et mere højprofileret CBS Students, der bliver hørt mere af direktionen. De fortalte stolt om de mange aktiviteter Students havde kastet sig ud i i løbet af året herunder debatarrangementer under Folketingsvalget og organisationens succesfulde frivillig indsats på Roskilde Festivalen og under Copenhagen Distortion.

Årets ubestridte triumf har været valgdeltagelsen ved det nyligt overståede styrelsesvalg, hvor Students kampagne, Voteor, for at få flere til at stemme var hovedårsagen bag rekordvalgdeltagelsen på 28,93 procent.

Formandsforvirring
Salen klappede. Ikke et øje var tørt, måske lige bortset fra det, der tilhørte ham den internationale studerende, der ikke kunne finde ud af, hvorfor Students både har en formand og en bestyrelsesformand. Students officielle sprog er engelsk, og så kan det godt blive lidt forvirrende, når man har både en chairman og en president. Thomas Edvardsen tegnede og fortalte om den måske lidt særegne konstruktion.

Overskud på fire kilo
Efter formændene for det ene og andet havde afrapporteret, var det tid til at godkende årets resultat, som ikke forelå i endelige form, fordi finansåret ikke er slut, men som ser ud til blive et overskud på knap 4.000 kroner.

Forsamlingen godkendte resultatet uden at stemme, hvilket skuffede OBSERVERs udsendte fælt, for der er vel ikke noget som afstemninger om foreløbige resultater. Hvad sker der hvis folk stemmer nej til dem? Budgettet for 2012 blev også godkendt, og til næste år kan man forvente et overskud på 82.000 kroner, så hvis Students fortsætter med budgetdisciplinen, så går det faktisk fremad også på det økonomiske område.

Stemmerod og sprogforvirring
Der var også vedtægtsændringer på programmet. CBS Students vedtægter er på dansk. Det skal de være, fordi Students er en dansk forening. Der var fremlagt nogle forslag til vedtægtsændringer, som primært var af formuleringsteknisk art. Forslagene var imidlertid ikke blevet oversat til engelsk, hvilket der var udbredt utilfredshed med blandt de mange tilstedeværende internationale studerende.

Der blev ikke buhet, men de udenlandske studerende virkede også som nogen høflige unge mennesker.

Der blev behørigt undskyldt, beklaget og lovet forbedringer til næste år af formændene, og man gik til afstemning, og så begyndte det at blive lidt mere spændende, for der var ikke helt overensstemmelse mellem de 55 stemmer, der blev afgivet og de 62 stemmer, der skulle have været afgivet, kunne dirigenten advokat Anders Ehlers konstatere, men problemet blev løst efter omafstemning. Det skulle ikke blive den sidste af den art den aften.

Nye formænd fik applaus
Så var det tid til at vælge først formand for CBS Students og derefter næstformand. Kandidaten til formandsposten var Niklas Frijs-Madsen og kandidaten til næstformandsposten Philip Hardø. Begge læser IBP på tredje semester og de er - trods deres relative unge alder på CBS – ikke studenterpolitiske nybegyndere. De vil arbejde for et bedre studiemiljø og mere transparens i Students, så det bliver nemmere at komme ind i organisationen og yde end indsats, hvis man ikke kender en, som kender en, som kender en, og de vil arbejde for at gøre Students finansielle stærkere.

Valgprogrammet kunne ikke vises
De to nye formænd fremlagde deres valgprogram. Det skulle have været et forrygende Power Point show, men det ville pc’en i Auditorium S13 på Solbjerg Plads ikke være med til. Den havde ikke hukommelse nok til at vise mere end de første par slides i et lokale, hvor det i øvrigt trak så meget, at folk sad med halstørklæder på (hørte I det, IT og Campus service?).

Det var nogle rigtige pæne slides. Der stod CBS OBSERVER over det hele og der var også rigtig mange fotografier fra CBS Students kortvarige og glorværdige historie.

I deres øvrige oplæg uden slides understregede de to, at de formelt set var formand og næstformand, men i praksis ville fungere som formænd begge to. På et spørgsmål fra salen om, hvad de ville lave om et år, hvor de jo går på femte semester, som er det semester, hvor der er indbygget mulighed for at tage på udveksling, erklærede de begge, at de ikke agtede at tage på udveksling, når de blev valgt. Hatten af for det.

De to blev valgt, og der blev klappet og klappet.

Valgdrama om yderste pladser
Endelig var det tid til at vælge folk til CBS Students bestyrelse. Der var tretten kandidater til den ti mand store bestyrelse. Alle stemmeberettigede kunne stemme på 10 kandidater, så det tog sin tid at få optalt stemmerne. Det gik hverken værre eller bedre end, at der var stemmelighed mellem de to kandidater, der kæmpede om den sidste plads i bestyrelsen: Jenskumar Sivagurunathan og Signe Kristensen.

Så måtte der omafstemning til, og den vandt Signe, så bestyrelsen nu består af følgende: Frederik Kragh Christensen, Mads Svaneklink, Emil Fuglsang, Signe Kristensen, Asger Bryderup, Andreas Kristian Gjede, Anders Kjemtrup, Naja Lydeking‐Olsen, Mads Andersen, Nicolai Michelsen.

Asbjørn Lund og Jenskumar Sivagurunathan blev valgt som suppleanter.

Så var det kun et par små punkter tilbage på en dagsorden før CBS Students generalforsamling kunne slutte en time og et kvarter senere end berammet. Der var blevet talt meget og stemt meget, nu var det tid til kolde øl og jazz på Nexus.

Kommentarer

 På vegne af CBS Students vil jeg gerne ønske alle studerende og ansatte en rigtig god jul, samt et godt nytår.

Vi ses i år 2012 med masser af spændende aktiviteter! 

 Bortset fra at jeg synes at det lyder som en fornøjelig og velgennemført generalforsamling, og jeg vil ønske både afgående og tiltrædende formænd tillykke, så må jeg jo hellere svare på det indlagte kontrolspørgsmål til Campus Services:

Auditoriernes klima er nødt til at være afstemt efter fuldt hus. Dvs. at det kan føles som om det trækker (altså er koldt). Vi kan ikke gøre noget ved det, bortset fra at opfordre endnu flere studerende til at møde på til CBS Students generalforsamlinger i fremtiden!

Hilsen René

Campus Services

Tillykke til alle

Og hvor er jeg glad for at se Philip her - han er sq sej, så føler mig i gode hænder :-)

Tilføj kommentar