Tag på sommerskole med fokus på øl og iværksætteri

Skrevet af Nina Henriksen, CIEL - 25. maj 2012 - 11:510 kommentarer
CIEL-samarbejdet mellem CBS, DTU og KU udbyder endnu et tværdisciplinært studieforløb - nu med øl.

Til august får 45 studerende fra CBS, DTU og KUen unik chance for at dyrke deres entreprenørielle evner med udgangspunkt i øl-brygning. Øl og iværksætteri? Det er da værd at overveje.

CIEL sommerskole kombinerer det faglige og det fornøjelige
Er du studerende – og særligt hvis du studerer Fødevareteknologi, Bioteknologi, Biologi eller en merkantil uddannelse – har du nu en unik mulighed for at arbejde med innovation og entreprenørskab med afsæt i ølindustrien.

Til august lancerer Københavns Universitet, DTU og CBS en fælles sommerskole, der blander ølproduktion med entreprenørskab, innovation med industri-besøg og flerfagligt samarbejde med forretningsforståelse. Uddannelsesforløbet hører under Copenhagen Innovation and Entrepreneurship Labs (CIEL) Entrepreneurship Excellence Program.

Hvad enten du har ambitioner om at starte en virksomhed eller blot vil koble kompetencer i innovation og entreprenørskab til din teoretiske faglighed, vil sommerskolen give dig rig lejlighed til at udvikle dine evner. Når du har gennemført sommerskolen vil du forstå og kunne præsentere en plan for kommercialisering af et innovativt produkt inden for ølindustrien.

Tre universiteter, to parallelle forløb
Sommerskolen indeholder to forløb med lidt forskelligt indhold: Det ene udbydes af DTU og det andet af KU. Studerende fra såvel KU, DTU og CBS – samt andre nationale og internationale studerende – kan frit vælge mellem de to forløb, afhængig af hvilket indhold og format, de ønsker.

Tilmelder du dig kurset gennem DTU, får du en grundlæggende praktisk indføring i ølbrygning, mens du samtidig udvikler dine evner inden for entreprenørskab. Kurset varer i tre uger og kræver, at du skal være til stede på campus i alle tre uger.

Tilmelder du dig kurset gennem KU, får du en grundlæggende teoretisk forståelse for ølproduktion, ølkvalitet, øl og sundhed, øl i samfundet med videre, mens du samtidig udvikler dine evner inden for entreprenørskab. Dette kursus indebærer, at du er fysisk til stede på campus i den midterste uge – uge 2 – af de tre uger. Den første og sidste uge i sommerskolen vil blive brugt på selvstændige studier og eksamen.

Uge 2 er identisk for begge sommerskole-forløb, og alle studerende vil derfor være samlet i denne uge. Bemærk at undervisning primært vil foregå på engelsk.

Info 

Fakta om CIEL sommerskolen

Sommerskolen er en del af Copenhagen Innovation and Entrepreneurship Labs (CIEL) Entrepreneurship Excellence Program og er den første aktivitet under Food Entrepreneurs programmet.
Læs mere om CIEL her: www.ciel-lab.dk

Datoer: 6.-24. august 2012

Sted: Hovedstadsregionen

ECTS: Alle deltagende studerende opnår 5 ECTS. 
Cand. merc. studerende på CBS kan opnå yderligere 2,5 ECTS ved at gennemføre et eksamensprojekt i uge 36 (fra d. 3. sept. 2012)

Tilmeldingsprocedure: Studerende, der ønsker at deltage i forløbet med fokus på praktisk ølbrygning gennem DTU – skal tilmelde sig kursusnummer 23530 via DTU CampusNet.

Studerende, der ønsker at deltage i forløbet med fokus på den teoretiske forståelse af ølproduktion gennem Københavns Universitet, skal tilmelde sig LLEB10288 via KUs hjemmeside.

Tilmeldingsfrist: 15. juni 2012

Vil du vide mere om sommerskolen og de enkelte forløb, kan du kontakte følgende kontaktpersoner på de tre universiteter:

DTU: Tim Hobley på +45 45252706 / tjho@food.dtu.dk
CBS: Christian Poulsen på +45 38152148 / cp.ioa@cbs.dk
UCPH: Axel G. Kristiansen på +45 33272433 / agk@brewingschool.dk

Tilføj kommentar