Underfinansierede universitetsuddannelser
Finansministeriets og Videnskabsministeriets McKinsey-rapport (læs rapporten her) om universiteterne er netop udkommet. Rapporten, hvis udarbejdelse var et krav fra oppositionspartierne ved efterårets forhandlinger om globaliseringsmidlerne, dokumenterer klart, at samtlige typer universitetsuddannelser reelt koster mere, end universiteterne modtager i taxametertilskud, og at det står særligt grelt til for de samfundsvidenskabelige og humanistiske uddannelser.
Trods dette får rapporten en meget hård og kritisk medfart fra blandt andre Danske Universiteter (Rektorkollegiet), og FORSKERforum, medlemsbladet for DM – Dansk Magisterforenings sektor for forskning og videregående uddannelse, bruger i sin artikel om rapporten overskriften ’Makværk fra McKinsey’ (læs her).
Også andre aktører, så¨som DI og DJØF, har været ude med kommentarer. Således citerer Politiken i dag DJØF's politiske konsulent, Wenche Marit Qiust for, at hun oplever det som en alvorlig og bevidst undladelsessynd, at regeringens rapport hverken spørger de studerende om eller får en ekspertvurdering af netop undervisningskvaliteten. I samme artikel udtaler DI-direktør Lars Goldschmidt blot, at han finder det beskæmmende, at der på nogle uddannelser kun er råd til at give de studerende fire timers undervisning om måneden.
Universitetsrektorerne: ’rodet rapport’
Danske Universiteter betegner i sin pressemeddelelse (læs den og de uddybende kommentarer her) overskrift rapporten som ’rodet’ og påpeger blandt andet, at politikerne havde bedt om en analyse af, hvordan de lave taxametre for humaniora og samfundsfag påvirker undervisningens kvalitet, og en analyse af, hvordan den øgede andel af konkurrenceudsatte forskningsmidler påvirker universiteternes forskningsindsats. Her er oplevelsen, at man i McKinsey snarere har fokuseret på at analysere universiteternes økonomi ud fra kriterier, der ’afslører manglende forståelse for universiteternes opbygning og driftsvilkår.
- Universiteterne ser frem til nu at få lejlighed til at nærlæse rapporten og til at kommentere f.eks. opgørelsen af, hvor megen tid der bruges på administration, før Folketinget skal tage stilling til rapporten. Det forekommer tendentiøst at omtale studievejledning, markedsføring, myndighedskrav, akkreditering, e-læring og lignende som administration. Det virker grangiveligt, som om det har været en opgave i sig selv at få så mange af vores kerneopgaver som muligt defineret som administration, citeres rektorkollegiets formand, Jens Oddershede (Syddansk Universitet) i pressemeddelelsen
CBS STUDENTS: Samfundsvidenskabelige uddannelser udsultes…
McKinsey-rapporten har også fået CBS Students på banen med en pressemeddelelse, hvori studenterorganisationen på baggrund af analysen kræver flere penge til bedre uddannelse af fremtidens ledere nu. Det er afgørende, at de, der skal føre Danmark ind i fremtiden i en global øget konkurrence, også bliver uddannet i verdensklasse, bliver det påpeget.
‐ McKinsey rapporten viser i sin tydelighed, at det er nødvendigt med flere penge til de samfundsvidenskabelige uddannelser. De studerende har behov for flere undervisningstimer, og ikke mindst mere feedback på deres opgaver, citeres Jenskumar Sivagurunathan, formand for CBS Students for i pressemeddelelsen, hvor der bliver udtrykt undren over, at studerende på naturvidenskabelige uddannelser får 167 % flere undervisningstimer end CBS‐studerende på de samfundsvidenskabelige uddannelser.
Tilføj kommentar